Geir Helgesen udnævnes til Den Store Forståer

Geir Helgesen, Den Store Forståer
Foto: stngiam (CC BY-SA 3.0)

Geir Helgesen er en norsk kultursociolog, der siden Koreakrigens afslutning har optrådt i samtlige danske medier for at fortælle, at Vesten må prøve at forstå det nordkoreanske diktatur.

“Som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti deltog han i begyndelsen af 80erne i en fagfestival, hvor han stødte på Nordkoreas venskabsforening, og blot en måned senere rejste han lidt spontant med dem til Nordkorea.” (Kilde)

Geir Helgesen er den eneste perzon i Danmark, der hævder at vide noget om Nordkorea, og derfor ringer alle de dejligt småtbegavede uetiske journalister til ham, hver gang der er noget om Nordkorea (f.eks. atomprøvesprængninger, raketaffyringer og et par hundredetusinde mennesker i koncentrationslejre), og Helgesens løsning er altid den samme: Vi må prøve at forstå Kim-regimet.

Uetisk Råd har derfor fået sine marionetter i Den Demokratiske Folkerepublik Korea til at tildele Helgesen titlen “Den Store Forståer”, sådan at han bedre kan passe ind i det elskede nordkoreanske samfund.

Rådet afviser samtidig enhver kritik af Helgesen. Han er på ingen måde en monoman Kim-apologet; han er derimod bare en rigtig sober forsker, der slet ikke kører i ring i sin beundring af Den Store Leder, Den Kære Leder og Den Store Efterfølger. Se bare hans objektive og varierede udtalelser:

“Det er en situation, som er meget svær at forstå for os i Vesten” (15. april 2017)

“det viser bare, at vi ikke forstår nordkoreanernes historie” (15. april 2017)

“Vi er nødt til at forstå Nordkorea på deres præmisser” (14. april 2017)

“Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land” (17. marts 2016)

“Det er vanskelig for oss å forstå at utvikling av militær teknologi og det å true omverdenen er veien å gå” (6. januar 2016)

“så skubber sådanne historier jo almindelige menneskers forståelse af Nordkorea i en ærgerlig retning” (2. april 2014)

“Vi sier de er hjernevasket, og gir opp å forstå dem” (25. juni 2010)

Et godt eksempel på, hvor meget forståelsen betyder, er den hjemvendte amerikaner Otto Warmbier, der desværre døde af eftervirkningerne af et ophold i de nordkoreanske kz-lejre. Hvis bare han dog havde åbnet sit sind og prøvet at forstå!

Geir Helgesen, Den Store Forståer
Foto: Roman Harak (CC BY-SA 2.0)

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.