Profit på børn – det eneste værdige

babyindustriVenstres Ungdom redegør i en artikel for, at det grundlæggende er en god ting at tjene penge på børnepasning. “Ofte vil man blive mødt med argumenter om, at det er uetisk at tjene penge på børnepasning og at det vil blive dyrere hvis der ‘skal være plads til profit’.” Og det er netop hvad Uetisk Råd vil gøre! Børnepasning er helt grundlæggende et område, hvor uetikken må og skal gennemstråle en institution, som har med “de små puslinge” at gøre. Uetisk Råd opfordrer blandt andet til, at man kan tjene penge igennem børnearbejde m.m., m.m.!

Uetisk Råd vil også se med stor glæde på ethvert forslag om – som i Kina – at anvende spædbørn som gødning i landbruget. Derved kan vi få sunde køer, der kan give mælk til Mellemøstens tørstige rigmænd, hvorved profitten maksimeres!

Tilføjelse, 22. maj 2007:
Den herlige Venstreungdom mener nu, at også landets skoler skal kommercialiseres. Sæt i gang, udtaler Uetisk Råd.

Søren Thulin – en uetisk frontkæmper

rejerSøren Thulins “Thulin Kød Engros” er i denne tid udsat for en, for os, meningsløs hetz! Manden, der driver en forbilledlig virksomhed med gammelt og fordærvet kød, bør bakkes op. Lækre, gamle rejer med fremmedlegemer som plastik, elektroniske dimsedutter og andet sjov er en god cocktail, som vi alle vil have lyst til at sætte tænderne i. Vi kan fra Uetisk Råds side kun opfordre andre virksomheder af en sådan karat til at sælge og videreformidle kød – og mad generelt – af dårlig karakter.

Desuden bør det nævnes, at hvis man er forarget over, at danskere bydes at spise fordærvet kød, kan man bare eksportere det til ulandene, hvorved vi kan lave profit.