Uffe E. som nytårsmaske!

Det er snart nytår og januar, der angiveligt har navn efter den romerske gud Janus, guden for afslutninger og begyndelser. Janus vises ofte som en mand med to hoveder: et ældre hoved med skæg og et yngre hoved uden skæg, der ser hhv. tilbage og frem.

Uetisk Råd lancerer nu den perfekte nytårsmaske. Vi har givet masken et personligt anstrøg ved at bruge to kendte hoveder, der ligesom Janus’ to hoveder er to sider af samme sag; det drejer sig selvfølgelig om den mytologiske skikkelse Uffe E. Den gamle er forbi, og den nye har taget over, men det er det samme, der kommer ud af munden på dem.

Fotos: Johannes Jansson (CC BY 2.0); Magnus Fröderberg (CC BY 2.5 dk); Музеј у Смедереву (CC BY-SA 3.0)

Går stemmen i overgang? Svaret er kastration!

Kastratsangeren Farinelli (1705–1782)

Århus Domkirke har lanceret et nyt initiativ, hvor medlemmer af kirkens drengekor får mulighed for at skifte til en dirigentskole, når de ikke længere kan synge i drengekoret, fordi deres stemmer går i overgang.

Uetisk Råd begræder det nye initiativ. Den korrekte løsning havde i stedet være at tilbyde/påtvinge drengene at blive kastreret, så de glade kastrater kunne fortsætte med at synge sopran.

Sådan gjorde man i gamle dage, og det er dybt forkasteligt, at den kristne kirke ikke holder fast ved fortidens effektive løsninger. Her kunne kirken lære noget af de andre snitteglade religioner fra Mellemøsten, der fjerner dele af drengenes forplantningsorganer – og nogle gange ikke bare dele heraf.

Morten Frisch har ikke haft lejlighed til at udtale sig om Uetisk Råds forslag, men han er sikkert imod, den kedelige fyr.

A(d)vokado

Iben Cecilie Nilsson. Nøgenfoto: Joseph Goebbels

Dagbladet Information opfordrede for nylig til at udslette ordet advokado, fordi det i virkeligheden hedder avokado (eller avocado), og den 15-årige nationalsocialistiske transperson Iben Cecilie Nilsson har også taget temaet op i et sødt debatindlæg i Vagttårnet, der ellers vistnok handler om noget helt andet.

Uetisk Råd er komplet rasende over forslaget. Hedder det måske så også en avokat, eller hvad? Øødd, udtaler Rådet i en rapport.

Hvad betyder disruption?

Billede: Hieronymus Bosch

Alle taler om det. Eller nogle taler i hvert fald om, at statsministeren taler om det. Men hvad betyder disruption egentlig? Og hvordan udtales det? Disse og mange andre spørgsmål fra de uoplyste, uvaskede masser bliver nu besvaret af Uetisk Råd.

Hvad betyder disruption?

Disruption betyder, at dit job forsvinder inden for nogle få år. Jo, også dit.

Hvorfor taler regeringen pludselig om disruption?

Det er der to grunde til: Dels lyder det flot, synes de (hvilket er faktuelt forkert, da det lyder åndssvagt), og dels dækker det over, at politikerne ikke aner, hvad de skal stille op med fremtidens såkaldte samfund, hvor menneskene har overflødiggjort sig selv ved hjælp af robotter og automatisering (som flotte uetikere har døbt automation).

Hvilke konsekvenser får disruption?

Det har vi jo lige svaret på: Menneskene har overflødiggjort sig selv. Eftersom dit job forsvinder (jo, det gør), vil disruption medføre, at folk i endnu højere grad end nu ikke har noget indhold eller nogen mening i tilværelsen. De fleste definerer nemlig sig selv i kraft af deres nuværende eller tidligere job eller evt. mangel på samme; og når de ikke længere har et job, er deres liv tømt for den smule “mening”, der var i det.

Hvordan udtales disruption?

Én mulighed er at udtale det på dansk:

  • Dis- som i “tis”, bare med d;
  • -rup- som i den tredje af Anders Ands nevøer;
  • -tion ligesom i “motion” (hvilket du får god tid til og måske vil prøve at bilde dig selv ind er meningen med dit liv, når du ikke har et job længere).

Den danske udtale får dig til at lyde som en idiot. En anden mulighed er at udtale det på engelsk, hvilket får dig til at lyde som en endnu større idiot. Så bare tænk på “musik”festivalen Distortion (det er også dem med tis) og kombiner det med destruction, så er den hjemme.

Hvad er forskellen på innovation og disruption?

Forskellen er indlysende: Mens disruption betyder, at du mister dit job, betyder innovation det samme som idioti.

Teknisk set betyder innovation ganske vist “fornyelse”, men i praksis betyder det bare, at ting bliver lavet om, fordi det angiveligt er bedre, end hvis de ikke blev lavet om. Det er f.eks. innovativt at lægge ristede løg på sin risalamande; det er også dumt, fordi det smager forfærdeligt, men eftersom det er nyt, er det bedre. Hitlers indførelse af koncentrationslejre var også en innovativ idé, eftersom de ikke havde været der før (i hvert fald ikke i samme udstrækning). Og sådan er der så meget.

Alt, der er anderledes end før, er derfor innovativt og dermed godt.*

* Man skal dog lægge mærke til, at innovation også har en anden betydning: Når Sophie Løhde (minister for plus-ord) har titlen “minister for offentlig innovation”, er det ikke kun et udtryk for, at hun har vundet i regeringens bullshit-bingo. Det betyder nærmere, at hun er minister for statens lønnings- og pensionsvæsen, ligesom Aage Hastrup (Kons.) var det var 1968 til 1971. Hvilket nu til dags svarer til at være minister for, at en computer overfører nogle penge. Tillykke.

Tak for forklaringerne, Uetisk Råd!

Det var sørme så lidt, uvidende læser.

Red ikke Barnet, men Helle Thorning

Helle Thorning-Schmidt (Red Barnet). Foto: Mogens Engelund (CC BY-SA 3.0)

Endelig en type velgørenhed, der er til at forstå: Hos Red Barnet går pengene nemlig til at redde Helle Thorning-Schmidt, der er direktør for den internationale hovedorganisation i London, hvor hun modtager en årsløn på £ 246.750 (inkl. pension og tillæg), svarende til noget over 2 millioner kr.

Uetisk Råd bryder sig i almindelighed ikke om at hjælpe fattige og slet ikke børn; men velgørenhed, der går til rige pampere, er jo noget helt andet, så kom straks i gang med at indbetale jeres sparepenge!!

Et medlem af Uetisk Råd er gået foran med et godt, uetisk eksempel og har tegnet sig for en donation til Red Barnet på 100 kr. om måneden, altså 1200 kr. om året. Medlemmet skal således blot fortsætte med at betale til Red Barnet i knap 1879 år, før udgifterne til én af Helle Thornings årslønninger er dækket ind. Derefter yderligere 1879 år for at dække nr. 2, osv.

Hvis der ved et uheld skulle blive penge tilovers til at redde faktiske børn, kan man jo altid opsige støtteaftalen igen.

Ud med julemanden, ind med Mugabe

Når vor gamle ven Robert Mugabe fylder 94 år i 2018, stiller han igen op til posten som Zimbabwes præsident/diktator/Fører.

Uetisk Råd opfordrer det paradisiske Zimbabwe til simpelthen at udnævne Mugabe til præsident til evig tid, på samme måde som det socialistiske foregangsland Nordkorea har gjort med Kim Il-sung, der stadig er præsident, skønt han har været død siden 1994.

Mugabe-partiets ungdomsafdeling har ligefrem foreslået at ændre hans navn, så det simpelthen bliver “Præsident Robert Mugabe” (noget overraskende endda stavet på dansk, if. DR).

Det er dog slet ikke tilstrækkeligt, mener Rådet. Det må også være på tide at slippe af med den racistisk-imperialistiske såkaldte “julemand”, og her kan Mugabe passende komme ind i billedet. Hvilket barn vil ikke gerne have besøg af en frådende gamling/galning med storhedsvanvid og sækken fuld af uetiske overraskelser?

Julemugabe – din garanti for en mangfoldig jul!

Basil Hassan skal fortsat beskyttes

Det skal fortsat være strafbart at sige Basil Hassan!

Uetisk Råd er rystet over, at det ikke længere er strafbart at nævne navnet Basil Hassan. Retstilstanden i Danmark var langt bedre i de år, hvor den danske stat nøjedes med at straffe Lars Hedegaard for at nævne navnet, foruden at regeringen talte Tyrkiet efter munden, da tyrkerne havde ladet Hassan rejse uhindret ind i Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

Uetisk Råd mener, at der kun er én rigtig løsning på problemet: Den danske regering må erklære krig mod USA, som har formastet sig til at offentliggøre navnet på IS-terroristen Hassan.

Eftersom Danmark ikke kan forsvare sig selv uden hjælp fra USA, kan der måske blive visse vanskeligheder ved at gå i krig mod amerikanerne, men Forsvaret kan sikkert få hjælp fra vore egne hjemlige militante grupper som AFA og Bedsteforældre for Asyl.

Og hvornår kommer der et ridderkors til Thorkild Høyer som tak for hans heroiske, uselvisk-skatteyderbetalte indsats for Basil Hassans ret til at være i fred for domstolene? Det fortjener han, mener UR. Tænk blot på korstogene.

Stands Århus Kommunes fattigmandsindkøb

Georg Emanuel Opiz: Fyldebøtten (1804)

Uetisk Råd er rasende over at se, hvordan landets kommuner bliver drevet til tiggerstaven af konstante nedskæringer. Senest er det Århus Kommunes usselt lave forbrug, der er blevet genstand for offentlig opmærksomhed:

På et seminar med kun én overnatning i februar 2012 blev der f.eks. – foruden en lang række tilbehør til maden, chips og slik – bl.a. indkøbt følgende mad- og drikkevarer til i alt ni personer:

6,5 kilo irsk striploin oksesteg, næsten 2,5 kilo oksemørbrad, næsten to kilo lammekrone, 3 kilo hakket oksekød, fem canadiske hummere i lage, kammuslinger, to poser luksusrejer, to pakker tigerrejer, to kilo Fourme Dambert ost, en gouda chili ost, 48 øl, 30 flasker danskvand, en flaske 23-års rom og otte flasker vin.

Uetisk Råd er simpelthen fortvivlet over, at de ni kommunalt ansatte tilsyneladende skal nøjes med en halv hummer hver, når nu de kunne have fået en hel; og tilmed skal de slå sig til tåls med de dyre canadiske hummere i stedet for de endnu dyrere danske.

Hvor længe skal vi acceptere, at kommunerne tvinges til denne form for beskedenhed og nøjsomhed? Vil vi tolerere den slags jammerlig fattigdom i vores velfærdssamfund? Hvornår lukker regeringen den sociale massegrav i kommunerne? Flere bevillinger og højere skatter NU!

Aleppo – tænk på de gode sider!

Foto: Voice of America, 2012

Det gælder som bekendt om at fokusere på lyspunkterne; man skal ikke stirre sig blind på alle de forfærdelige ting, der foregår i ghettoerne, på den voksende voldskriminalitet eller på de massive problemer i folkeskolen – hvis vi i stedet bare taler positivt om det, bliver det nok bedre. Nemlig.

Uetisk Råd mener, at det samme gælder Aleppo. Det er både racistisk og fordomsfuldt at rapportere om ødelæggelser, nød og massemord på civile. Det skaber fordomme om, at Mellemøsten ikke er et rart sted, og desuden kan det radikalisere de sårbare unge mennesker i vores egne ghettoer boligområder med særlig beboersammensætning og bestemte socioøkonomiske udfordringer.

Syrien og Mellemøsten er nemlig meget andet og mere end bare død, vold og elendighed. :*) :-*  Faktisk har vi udarbejdet en liste over ti ting, som Mellemøsten også beriger sine omgivelser med:

  • Hummus
  • … Vandpiber ?
  • En tolerant kultur og en menneskelig diversitet, der uden tvivl vil gøre os stærkere i kampen mod klimaforandringerne!
  • Olie
  • Øhm …
  • ?
  • Hmm
  • Tja…

(Uetisk Råd er ved redaktionens slutning ikke kommet i tanke om de resterende eksempler).