Tag-arkiv: EU

Nye kandidater til EU-medlemskab

Fotos: Martin Cígler (CC BY-SA 3.0); Pudelek (CC BY-SA 4.0)

Tysklands udenrigsminister mener, at Tyrkiet stadig skal “have et EU-perspektiv”, også efter sultan Erdogans etablering af et diktatur.

Uetisk Råd støtter den karismatiske Sigmar Gabriel (SPD) og bakker i det hele taget op om alle, der belønner valgsvindel og afmontering af demokratiet.

Rådet kommer her med forslag til andre lande, der også bør tilbydes medlemskab af Den Europæiske Union:

  • Nordkorea
  • Swaziland
  • Tæppeland
  • Sealand
  • Drømmeland
  • Neverland (Peter Pan-landet såvel som Michael Jacksons hus)
  • Mordor
  • Christiania
  • Treblinka
Sigmar Gabriel. Foto: Mohammad Hassanzadeh (CC BY 4.0)

OMG!! Pia Kjærsgaard chokerer med nye udtalelser!

pia_kjaersgaard_rotterede_eu_rottehalerPia Kjærsgaards brug af ordet rotterede om Europa-Parlamentet har udviklet sig til en større kontrovers. Godt nok er “en rotterede” et almindeligt ord for en saneringsmoden, faldefærdig bygning, hvor der ikke er styr på tingene; men ordret betyder det jo et sted, hvor rotter har rede. Derfor er det meget fornedrende.

Efter al uroen kunne man måske forvente, at Folketingets formand ville skrue lidt ned for den grove retorik. Men nej: Pia K. chokerer nu med nye udtalelser. Hemmelige lydoptagelser, som Uetisk Råd er kommet i besiddelse af, afslører, at folketingsformandens ekstremt grove sprogbrug fortsætter. Hun har nemlig også omtalt en lille piges fletninger som rottehaler!! Fy for den lede! mener et bestyrtet Uetisk Råd. Som vi alle ved, er en rottehale jo en hale, der sidder på en rotte!!!

Hvad bilder DF’eren sig dog ind??? Kan man ikke kræve bare et minimum af værdighed hos Folketingets såkaldte formand? Øv, øv, ØV!

Hjælp, hjælp, alarm! (Foto: EuropeDirect (CC BY-SA 3.0))
Hjælp, hjælp, alarm! (Foto: EuropeDirect (CC BY-SA 3.0))

Messerschmidt, OLAF og EU-svindlen

Foto: Elgaard (CC BY-SA 3.0)
Foto: Elgaard (CC BY-SA 3.0)

Morten Messerschmidt tildeles nu Uetisk Råds boomerang-pris, der tidligere kun er blevet uddelt til Mogens Jensen.

Morten “Me-262” Messerschmidt modtager naturligvis prisen, fordi han først har brugt årevis på at udstille og latterliggøre EU-svindel og tåbelig anvendelse af EU-midler, hvorefter han selv bliver taget med fingrene i Unionens enorme kagedåse. En gavnlig bivirkning ved hele dette cirkus er selvsagt, at opmærksomheden flyttes væk fra EU’s overforbrug og hen på Messerschmidts ynkelige udskejelser.

Uetisk Råd blev (ligesom alle danske journalister m.fl.) meget overrasket over at erfare, at EU har et særligt kontor for svindelbekæmpelse; det svarer jo lidt til, at brandvæsnet har et særligt kontor for brandslukning, eller at Carlsberg også har en særlig afdeling, der brygger øl, osv.

Endnu sjovere er det naturligvis, at kontoret hedder OLAF. Uetisk Råds dybdeborende journalister kan nu afsløre, at OLAF kun er ét blandt mange kontorer af samme slags:

  • ANNA: Accessible Naïve Nepotistic Agency
  • ELSA: European League of Supplemental Adults
  • HANS: Honest Agency of New Standards
  • SVEN: Supreme Vacuum of European Nobodies (= Europa-Parlamentet)
  • KRISTOFFER: Klan of Rich Idiots and Sadists who like Terrorising Octopuses, Financial Fraud and Extravagant Røvtur

Børn skal have bly, mener EU og UR

Chromgelb
Det drejer sig om det smukke farvestof kromgul, også kendt som blykromat, PbCrO4.

Takket være en ny EU-vedtagelse bliver det fremover igen tilladt at male striber på vejene med materialer, der afgiver giftige og kræftfremkaldende stoffer som bly og krom til jorden, luften og drikkevandet.

Uetisk Råd er selvsagt helhjertede tilhængere af idéen, men mener dog, at der kunne og burde gribes langt hårdere ind: Det skal ikke bare være tilladt, men simpelthen påbudt at udlede de farlige stoffer til naturen. Og i stedet for at vente på, at de bliver slidt af vejene og skyllet ud i miljøet, skal man hellere fylde giftstofferne direkte ned i drikkevandet, sådan at man er sikker på, hvor de ender.

I disse Brexit-tider kunne Danmark passende overtage den dosis blykromat, der ellers skulle have været brugt hos briterne, og hælde det ned i børnenes soppebassiner og byernes drikkevandsforsyninger.

En anden mulighed er at lade sig inspirere af de mongolske horder, der i middelalderen ofte hældte smeltet bly ned i halsen på deres fjender (dvs. uskyldige civile, der kom i vejen for unionen imperiet). På den måde forenes lidelse med forurening til fælles bedste. Den gule fare bliver den gule lykke!

Shu-bi-dua bag Brexit?

Shu-bi-dua, Michael Bundesen, Brexit
Fotos: Benchill (CC BY-SA 3.0), Veng (CC BY 3.0)

Der er dunkle kræfter på spil i det såkaldte Brexit-spørgsmål, altså den britiske folkeafstemning om udmeldelse af EU: Oplysninger, som Uetisk Råd ad forskellige veje er kommet besiddelse af, tyder således på, at Shu-bi-dua spiller en afgørende rolle.[1] Forsanger Michael Bundesen har ikke afgivet kommentarer herom.


[1] Kilder: (oplyses ikke)

David Trads og Platon viser vejen til diktaturet

Platon-statue i Athen. Foto: Sébastien Bertrand (CC BY 2.0)
Platon-statue i Athen. Foto: Sébastien Bertrand (CC BY 2.0)

Den store uetiker David Trads skriver i et debatindlæg om sin store bekymring for EU og Europas fremtid, og han udråber sagligt og sobert EU til at være det bedste, der nogensinde er sket i Europas historie:

EU er en den største gave, som europæerne nogensinde har fået. Jo, Platon og de øvrige græske filosoffer lærte os demokratiet. Jo, Voltaire og videnskabsfolkene førte os ind i Oplysningstiden. Men Schuman og andre fremsynede statsmænd gav os freden.

Uetisk Råd er særligt begejstret over henvisningen til historiens måske mest betydningsfulde filosof, Platon. Platon var nemlig en svoren fjende af demokratiet og ønskede at indrette en stat, der blev regeret af filosoffer. Han nåede endda at blive den grå eminence bag Dionysios 2., der var diktator i Syrakus (Siracusa).

Uetisk Råd, der jo selv består af indsigtsfulde vismænd, kunne ikke være mere enigt med Trads og Platon. Vejen til det fuldkomne samfund går igennem et platonsk diktatur. Tak til den kloge og indsigtsfulde David Trads for at have gjort opmærksom på dette.

Derfor lyver Finansministeriet om flygtninge

Fotos: Johannes Jansson/norden.org (CC BY 2.5 dk)/fdecomite (CC BY 2.0)
Fotos: Johannes Jansson/norden.org (CC BY 2.5 dk)/fdecomite (CC BY 2.0)

Flere flygtninge er en stor belastning af de offentlige kasser, mener Finansministeriet. Men flere flygtninge er også en økonomisk gevinst for staten, mener samme ministerium. Forvirret?

Forklaringen er tilsyneladende, at den første version er til brug herhjemme for at fremme lavere offentlige ydelser, mens den anden version er en løgn, der er lavet for at tilfredsstille EU-kommissionen og bilde den ind, at det går skide gode med de offentlige finanser i Danmark. Sidstnævnte version bliver nu brugt af venstrefløjen til at agitere for mere islamisk indvandring.

Uetisk Råd er hysterisk henrykt over at se denne løgnagtige fordobling af virkeligheden; det samme princip har jo med held været brugt i Grækenland, hvor regeringen med hjælp fra Goldman Sachs forfalskede statsregnskaberne for at opnå flere lån og komme med i eurozonen, skønt alle hjemme i Grækenland vidste, at det hele gik ad helvede til. Rådet har derfor aflyst Kristi himmelfartsdag og synger i stedet lovsange til Claus Hjort Frederiksens tvetungede pris og ære.

UR opfordrer også mere generelt til, at man antager den græske eksfinansminister Yanis Varoufakis som forbillede; det elskede venstrefløjsikon, der gik til angreb på skattely og svindel, er nu nemlig begyndt at holde foredrag til en pris af £ 40.000 per styk, hvorefter han sender pengene i skattely hos araberne i Oman.

At yde efter evne og nyde efter behov.

Erdogan-frimærke – send en hilsen, når osmannerne kommer

Angela Merkel er i færd med at sælge Europas sjæl til Tyrkiet, mens Lille-Lars skiftevis jubler og græder. Uetisk Råd er begejstret – Osmannerriget kan ikke hurtigt nok genoptage erobringen af vores verdensdel.

I glædelig forventning om, at sultanens hære snart igen vil overtage Europa, kan Uetisk Råd nu afsløre udseendet af et kommende frimærke, der vil blive udsendt at det osmanniske postvæsen inden længe, og som vil blive gyldigt i hele Europa fra Irland til Ural og fra Nordkap til Malta:

€ 1. Sultan Recep I
Billede af Recep Tayyip Erdoğan: Flagellum Dei

Derfor stemte folk nej

(Foto: Mogens Engelund)
Foto: Mogens Engelund (CC BY-SA 3.0)

Fra alle sider spørger man i disse dage sig selv og hinanden: »Hvorfor stemte 53,1 % nej til afskaffelsen af retsforbeholdet?« samt »Hvornår skal vi spise?«. Til det sidste spørgsmål er svaret »Ca. kl. 18:30«.

Uetisk Råd vil ikke stå tilbage for diverse analyse- og opinionsbureauer, og vi vil derfor også besvare spørgsmålet om folkeafstemningen på baggrund af videnskabelige undersøgelser. En rundspørge foretaget af, hos og på vegne af Uetisk Råd viser således med al tydelighed, at der er en række grunde til det forholdsvis klare nej:

folkeafstemningsresultat

  • Af de afgivne nej-stemmer skyldes 12,3 % bekymringer over de juridiske konsekvenser af Danmarks tiltrædelse af ‘Rom II-forordningen om lovvalg uden for kontrakt’.
  • Lidt færre, nemlig 12,2 %, anfører, at de stemte nej, fordi Uffe Ellemann-Jensen forlangte et ja.
  • Et overvældende flertal på 73,8 % oplyser, at de stemte nej af begge førnævnte grunde, samt fordi Pernille Skipper er lækker.
  • Præcis 1,0 % svarer, at de stemte nej, fordi de er helhjertede tilhængere af pædofili, røveri, kvindehandel, it-kriminalitet, menneskesmugling, narkohandel, konkursrytteri og masseindvandring.
  • Endelig angiver 0,7 %, at de stemte nej, fordi stemmerne i deres hoved (eller hoveder, såfremt der ikke er tale om ét kollektivt hoved, eller såfremt den enkelte har flere end ét hoved) sagde, at de skulle. Denne gruppe oplyser dog, at de samtidig tillige har stemt ja, samt at de er medlemmer af Alternativet.

folkeafstemningsresultat2

  • En overraskende stor restgruppe på ca. 8 % henviser til, at de er dårlige til statistik.