Alternativet løser problem med skattely: Tager selv imod pengene

Alternativ moral er den bedste moral! Foto af Uffe Elbæk: Magnus Fröderberg (CC BY 2.5 dk)

Uffe Elbæks sociale arméer har igen vist, at de er innovative og løsningsorienterede: Imens andre kæmper med at finde ud af, hvordan man forhindrer rige mennesker i at anbringe deres penge i skattely, har de grønne fascister fundet den mest indlysende løsning – nemlig at tage imod pengene som partistøtte. På den måde kommer de rare midler væk fra de slemme skattely i Gibraltar og Luxembourg og over til den langt mere politisk korrekte Mercur Andelskasse, hvor alternativisternes egen konto befinder sig.

Uetisk Råd kunne ikke have udtænkt det bedre. Hvis De, kære uetiske læser, skulle have nogle ubrugte midler stående i skattely, så tøv ikke med at overføre dem til Rådets konto!

Bureaukrati – en mærkesag. Portræt af Bent Hansen

Bent Hansen. Foto: Lars Schmidt (CC BY-SA 3.0)

Den uetiske læser kender sikkert Bent Hansen – socialdemokraten, der har været amtsborgmester, regionsrådsformand og fremtrædende perzon på sygehusområdet, lige siden han trådte ind i aktiv politik i midten af 1750’erne.

Derimod er der formentlig ikke mange, der kender historien bag manden. Sandheden er nemlig, at Bent Hansen er søn af Emperor Palpatine og Charles Montgomery Burns. Det er denne enestående familiebaggrund, der har givet Burns Hansen evnen til at lade bureaukratiet vokse evindeligt i sundhedssektoren – ikke alene med flere DJØF’er, men også med endnu flere chefer og mere administrativt arbejde til de få tilbageværende “varme hænder”.

Det administrative personale er vokset næsten fire gange mere end det sundhedsfaglige. I samme periode [2007-2017] er antallet af chefer i regionerne steget endnu mere, nemlig med 38 procent. (Berlingske)

Den lille Bents opvækst var præget af hans forældres lange arbejdsdage i henholdsvis Det Galaktiske Imperium og Springfield Nuclear Power Plant; men til gengæld havde Burns Jr. god tid til at passe sin skolegang, der begyndte på Skanderborg Rytterdistrikts skole i slutningen af 1720’erne.

Det videre forløb ligger delvist indhyllet i historiens tåger, men det menes, at Bent Burns Palpatine-Hansen må være indtrådt i Viborg Amtsråd allerede ved oprettelsen i 1842. I 1990 blev han amtsborgmester samme sted, og han fik dermed for alvor mulighed for at efterleve sit livslange mantra, der i årtier har været ledetråd i dansk sundhedspolitik: systemer før mennesker.

I en kommentar til Uetisk Råd afviser Bent Sheev Charles Montgomery Burnes Palpatine Hansen, Jr., at der skulle være tale om overadministration i regionernes sundhedsvæsen: “Vi bruger jo ikke 100 % på administration. Endnu!!!” lyder det fra en håbefuld regionsrådsformand.

Naturlove gør det umuligt at udvise forbrydere

Den uvidende læser undrer sig sikkert over, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at udvise en kriminel, der flere gange er dømt til udvisning, og som er fortsat med at begå grov volds- og narkokriminalitet i mellemtiden.

Men nu kommer Uetisk Råd de uoplyste masser til hjælp. Rådets kvantefysikere har nemlig – i samarbejde med eksperter fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – for første gang været i stand til at påvise den subatomare partikel, der gør det fysisk umuligt at udvise Danny Abdalla, Gimi Levakovic og andre iværksættere.

Politikerne er uskyldige

Hidtil har partiklens eksistens kun været foreslået rent teoretisk, men efter en serie banebrydende og ekstremt dyre kernefysiske eksperimenter i Uetisk Råds partikelaccelerator kan forskerne nu endegyldigt bekræfte, at en udvisning simpelthen ikke er mulig inden for de gældende naturlove.

Den manglende udvisning af seriekriminelle voldtægtsmænd og narkogangstere skyldes altså ikke fraværet af politisk vilje til at løse problemet – selv hvis politikerne ville, kunne de ganske enkelt ikke gøre noget på grund af universets indretning!

Fat det nu

Dr. Günther von Heuchler-Feigling, der er professor i kvantekriminalitet, konventionsstudier og migrationsfysik, udtaler:

Det er en stor lettelse, at vi nu kan frikende vore politikere for alle beskyldninger om, at de bare er en flok skamløse hyklere og kujoner – for nu kan vi jo bevise, at deres hænder desværre er bundet af kræfter, der ikke lader sig rokke af mennesker.

Det er samtidig vigtigt, at vi har øje for den gemene hobs vanskeligheder med at begribe den lovmæssige nødvendighed i, at deres land ødelægges, uden at nogen løfter en finger for at ændre det. Fysikken kan virke meget mærkelig for lægfolk. Tag nu f.eks. Danny Abdalla. Hvis der ikke er nogen, der observerer ham, har han så overholdt sin meldepligt i Sandholmlejren, eller er han stadig i færd med at begå overfaldsvoldtægter i Nordjylland? Kvantefysikken fortæller os tydeligt, at begge dele kan være tilfældet på samme tid.

Pøblen må én gang for alle prøve at fatte, at på samme måde som intet kan overstige lysets hastighed, kan en kriminel udlænding bare ikke udvises. Det kan være vanskeligt at forstå, men empirien og den videnskabelige litteratur er bundsolid.

Professoren vil inden længe præsentere en mere detaljeret redegørelse for de videnskabelige landvindinger i en spændende bog med titlen Schrödingers grænsekat – kontanthjælp og kriminalitet i en supertilstand af udvisning og tålt ophold, der bør være at finde under ethvert juletræ i land og rige.

Fodboldkvinde, kend din plads!

Foto: Simon Fraser (CC BY 2.0)

Ifølge DBU kræver de danske kvindelige fodboldspillere en lønstigning på hele 342 procent i den nye landsholdsaftale med DBU. Boldspilunionen har i stedet tilbudt en stigning på 46 procent.

I Uetisk Råd er vi ligesom DBU bestyrtede over, at kvinder overhovedet tror de befinder sig i en position, hvor de har ret til at forhandle noget som helst. Vi mener nemlig ligesom DBU, at kvinderne bør kende deres plads på og uden for banen. Derfor kan de godt glemme alt om en lønstigning på 171 kr. årligt, når de høje herrer i DBU nu har besluttet, at 23 kr. bør være nok.

At DBU overhovedet nedværdiger sig til at indgå i dialog med de kvindelige spillere, er for Uetisk Råd ubegribeligt. Vi ville i DBU’s tilfælde blot have henvist spillerne til Uetisk Råds bekendtgørelse af 12. juni 2005, der besvarer alle tænkelige spørgsmål vedrørende kvindefodbold.

Det har hele dagen været muligt at få en kommentar fra TV2’s fodboldekspert Flemming Toft om situationen, men der var imidlertid ingen af Uetisk Råds spørgsmål, hvortil svaret “Hutte-li-hut” gav nogen mening.

Ørbæk Bryggeri får PUBAD-pris for grim lagerhal

Reportagefoto: Uetisk Råd (se fuld størrelse)

Nutidens arkitekter og byggefirmaer gør allerede en stor indsats for at fylde det offentlige rum op med afskyelige byggerier, der fremmedgør mennesker og spreder grimhed og æstetisk ødelæggelse overalt; men hvis vi gør en ekstra indsats, kan det blive endnu grimmere, mener Uetisk Råd. Derfor har Rådet besluttet at indstifte en ny pris for grimt byggeri, og det er en glæde at kunne uddele den første pris til Ørbæk Bryggeri.

Det østfynske bryggeri, der efterhånden forsyner hele landet med bl.a. Fynsk Forår og Kors-Øøll, ligger i et fint rødstensbyggeri i udkanten af Ørbæk; men sidste år besluttede bryggeriet at opføre en ny lagerbygning, hvilket er grunden til, at Ørbæk Bryggeri (Naturfrisk A/S) tildeles Prisen for Uetisk Byggeri, Arkitektur og Design (PUBAD). Den nye lagerbygning er nemlig så grim og fylder så meget ud til Assensvej i Ørbæk, at stedet bør blive pilgrimsmål for tilhængere af hæslig arkitektur.

Da Uetisk Råd ikke ønsker at dele sine penge med nogen, følger der ingen pekuniær belønning med prisen, der således består af æren alene.

Prisen for Uetisk Byggeri, Arkitektur og Design

Vi må have dialog om forfølgelse af kristne, mener Danmission og UR

Generalsekretær Jørgen Skov Sørensen. Pressefoto: Danmission.

Danmissions opgave er ikke at missionere for kristendommen eller at bekæmpe forfølgelse af kristne. Derimod er organisationen til for at moderere debatten om islam og kristendom, siger generalsekretær Jørgen Skov Sørensen i en artikel med den Cavling-uetiske overskrift “Danmission: Penge til forfulgte kristne kan forværre islam-debat”.

Debatten om massedrab og fordrivelse af kristne er nemlig lidt for sort/hvid, mener den sympatiske generalsekretær.

Uetisk Råd er naturligvis med generalsekretæren hele vejen. Interessant nok viser fortrolige oplysninger, som Uetisk Råd via lyssky kanaler er kommet i besiddelse af, at Jørgen Skov Sørensen også er generalsekretær for en lang række andre organisationer, der følger samme fremgangsmåde som Danmission: nemlig at arbejde for det modsatte af det, der er deres formål.

For at spare diverse journalister for besværet med at lave nye interviews med generalsekretæren har Uetisk Råd udarbejdet et nemt skema, der kan bruges som generator af idioti beskrivelse af Jørgen Skov Sørensens arbejde:

Debatten om muslimers forfølgelse af kristne er for sort/hvid, udtaler generalsekretær Jørgen Skov Sørensen fra Danmission
kræft Kræftens Bekæmpelse
ødelæggelse af koralrev WWF
vold mod børn Børns Vilkår
krigsforbryderes overlagte folkemord Den Internationale Krigsforbryderdomstol
bevidst ødelæggelse af oprindelig natur Danmarks Naturfredningsforening
mishandling af katte Kattens Værn
Holocaust Simon Wiesenthal-centeret
voldtægt Landsorganisationen af kvindekrisecentre
Kinas undertrykkelse af Tibet Støttekomitéen for Tibet
Anders Breivik Foreningen for pårørende til Utøya-ofrene

Uetisk Råd har hele dagen forsøgt at få en kommentar fra Danmissions bestyrelsesformand, Peter Fischer-Møller, der imidlertid kun svarede i form af uartikulerede skrig fra toppen af sit palmetræ ved bispegården i Roskilde. En talsmand for biskoppen har dog velvilligt forklaret, at selvom islam og kristendommen er hinandens modsætninger, er de alligevel det samme.

Støt Slikke-Frank og smadr Amager Fælled

“tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde” (Jakobsbrevet 3,8) (Foto: News Oresund, CC BY 2.0)

Det meste af Amager er baseret på byggeaffald, lossepladser og gammelt lort, og det gælder ikke bare indbyggerne. Dog er der en ganske lille del af Amager Fælled, der består af 7000 år gammel strandeng.

Uetisk Råd og Frank Jensen ved ikke, hvad en strandeng er for noget, og Rådet støtter derfor helhjertet op om Slikke-Franks plan om at lade de menneskefjendske betonghettoer vellykkede boligområder i Urbanplanen sprede sig ud over fælleden.

Det er en skandale, at der i det 21. århundrede stadig er enkelte områder tilbage, der ikke er resultatet af socialdemokratisk og socialkonstruktivistisk planlægning. Uberørt natur bør helt principielt ødelægges, uanset om der kommer boliger ud af det eller ej. Det skylder vi Jensens fremsynede læremester, Svend “Mytoman” Auken, der fik vedtaget planerne om byggeriet på fælleden i første omgang. Byg, grav, dræb!

Den troværdige overborgmester har desuden lovet Uetisk Råd, at han personligt vil give husly til de truede frøer m.m. Rådet håber bare, at Frank Jensen vil nøjes med at slikke på sine ansatte og ikke vil lade frøerne føle hans karismatiske tunges kærlighed.