Sandheden om de tibetanske flag på Christiania

To tilbagestående lande: Tibet (besat siden 1959) og Christiania (besat siden 1971).

Politiet har påbudt Christianiafonden at fjerne en række tibetanske bedeflag fra det danske retssamfunds udstillingsvindue nr. 1, Pusher Street. Begrundelsen er angiveligt, at flagene hindrer politiet i at få øje på det kasteskyts, som smides af Christianias tolerante og venligtsindede beboere og forretningsdrivende.

Dokumenter, som Uetisk Råd er kommet i besiddelse af, viser imidlertid noget helt andet. I virkeligheden er der tale om, at politiet holder sig i gang på Christiania med træningsøvelser, imens vi venter på næste statsbesøg fra Kina.

“Nedtagning og konfiskering af tibetanske flag er en af vores vigtigste øvelser inden for etaten”, udtaler en chefpolitiinspektør, der ønsker at være anonym, men som faktisk hedder Jørgen Skov. “Det er jo næppe et tilfælde, at der er tale om tibetanske flag, hvis du forstår sådan én”, tilføjer han og forsøger at blinke til Rådets udsendte medarbejder, der dog ikke rigtig kan se, hvor han vil hen.

I modsætning til tidligere skal man imidlertid ikke forvente at se politiet gøre noget; det er nemlig ikke rigtig deres stil længere, medmindre justitsminister Søren Pape “Mega” Poulsens nærmeste er personligt involveret.