Tag-arkiv: politi

Sandheden om de tibetanske flag på Christiania

To tilbagestående lande: Tibet (besat siden 1959) og Christiania (besat siden 1971).

Politiet har påbudt Christianiafonden at fjerne en række tibetanske bedeflag fra det danske retssamfunds udstillingsvindue nr. 1, Pusher Street. Begrundelsen er angiveligt, at flagene hindrer politiet i at få øje på det kasteskyts, som smides af Christianias tolerante og venligtsindede beboere og forretningsdrivende.

Dokumenter, som Uetisk Råd er kommet i besiddelse af, viser imidlertid noget helt andet. I virkeligheden er der tale om, at politiet holder sig i gang på Christiania med træningsøvelser, imens vi venter på næste statsbesøg fra Kina.

“Nedtagning og konfiskering af tibetanske flag er en af vores vigtigste øvelser inden for etaten”, udtaler en chefpolitiinspektør, der ønsker at være anonym, men som faktisk hedder Jørgen Skov. “Det er jo næppe et tilfælde, at der er tale om tibetanske flag, hvis du forstår sådan én”, tilføjer han og forsøger at blinke til Rådets udsendte medarbejder, der dog ikke rigtig kan se, hvor han vil hen.

I modsætning til tidligere skal man imidlertid ikke forvente at se politiet gøre noget; det er nemlig ikke rigtig deres stil længere, medmindre justitsminister Søren Pape “Mega” Poulsens nærmeste er personligt involveret.

Alt for meget politi er samfundets største problem

Direkte demokrati. Foto: EPO (CC BY-SA 2.5)

Det vrimlede med politi på Nørrebro, da Ungdomshusets venner foretog den rituelle ødelæggelse af bydelen for nylig. Ganske vist greb politiet ikke ind i nævneværdig grad, men alene tilstedeværelsen kan ikke have undgået at ødelægge stemningen under den frie udfoldelse af de “unges” demokratiske ret til at ødelægge andres ejendom.

Uetisk Råd er bestyrtet. Rådet mener nemlig (ligesom terrororganisationen Forældre imod Politibrutalitet), at de alt for store mængder af politi simpelthen er det danske samfunds allerstørste problem.

Det er jo efterhånden kommet så vidt, at man kan risikere, at politiet rykker ud til småforseelser som dødsvold og overlagt mord. Hvad bliver det næste? Bankrøverier? Vi spørger bare – og svarer selv: Det næste bliver vel mordbrand.

UR mener helt grundlæggende, at politiet må holde sig til de opgaver, som politikerne har opstillet:

Søren Pape “Mega” Poulsen må slå i bordet og fortælle politifolkene, at alt andet end te og kage til hærværks- og voldsmændene er lig med politibrutalitet. Vi kan ikke være det bekendt.

Se indlægget på Youtube

Hvad er en politibutik?

Fyns Politi har lukket sine lokale politistationer og erstattet dem med såkaldte “politibutikker”. Er det en korrekt betegnelse, og hvad betyder det? Uetisk Råd hjælper de rådvilde fynboer på vej:

Rigtig butik Politibutik
Sælger butikken varer? ✔ Ja ✘ Nej
Har butikken fast personale? ✔ Ja ✘ Nej
Har butikken faste åbningstider? ✔ Ja ✘ Nej
Har butikken en kasse? ✔ Ja ✘ Nej
Har butikken kunder? ✔ Ja ✘ Nej
Er butikken indrettet som en butik? ✔ Ja ✘ Nej
Er butikken en butik? ✔ Ja ✘ Nej
Er butikken et aflåst mødelokale for politifolk, der ellers arbejder andre steder? ✘ Nej ✔ Ja

Det kan således konkluderes, at “politibutik” er den helt rigtige betegnelse. Uetisk Råd bakker derfor helt og aldeles op om Fyns Politis vellidte direktør, Kit Claudi Grøn-Iversen, der altid stråler af begavelse, omtanke og klogskab.

Lad os gå i opløsning ligesom Sverige

Fredelig sameksistens i Husby, Sverige. Foto: Telefonkiosk (CC BY-SA 3.0)
Fredelig sameksistens i Husby, Sverige. Foto: Telefonkiosk (CC BY-SA 3.0)

I 1990 var der tre områder i Sverige, der mere eller mindre var afkoblet fra resten af samfundet, domineret af høj arbejdsløshed, højt skolefrafald og høj kriminalitetsrate. Efter 25 års vellykkede integrationsprogrammer og import af 1,5 mio. perzoner er det nu lykkedes den humanistiske stormagt at få dette tal til at vokse til 186 områder, beretter NRK.

Af disse er der 55 bydele fordelt i Uppsala, Enköping, Gävle, Köping, Örebro, Stockholm, Södertälje, Eskilstuna, Norrköping, Linköping, Trollhättan, Borås, Göteborg, Falkenberg, Halmstad, Laholm, Landskrona, Malmö, Kristianstad, Alvesta, Växjö og Kalmar, som ligefrem regeres af kriminelle bander og netværk, eftersom politiet har mistet kontrollen, idet politifolkene overfaldes, hvis de viser sig i de pågældende områder.

Uetisk Råd vil gerne her på Europadagen markere sit inderlige ønske om, at de øvrige EU-lande vil lære af Sverige og ligeledes vil ødelægge sig selv, sådan at vi omsider kan blive fri for det såkaldte Europa; og Rådet glæder sig over at se, at processen er i fuld gang også i Danmark. Det er altafgørende, at vi kan anvende “best practice”-princippet tillige med tusind andre managementfloskler, således at alle kan blive mangfoldige, dvs. fuldkommen ens.

Statshasard

Benny Engelbrechts hoved på en roulette
Originalfotos: Socialdemokraterne/Torsten Graae; Oniff

Socialdemokratiet og Uetisk Råd er helt på linje i sagen om salget af den del af Danske Spil, der udbyder poker og kasino osv. Socialdemokraterne, der har stået i spidsen for at sælge Danmarks telenet (TDC) og energiforsyning (Dong) til amerikanske kapitalfonde, mener nemlig, at udbydelse af hasardspil er en kerneopgave for staten.

Uetisk Råd bakker fuldstændigt op om denne konsekvente linje, og Rådet forventer derfor, at Socialdemokratiet i nærmeste fremtid vil foreslå privatisering af eksempelvis militæret og politiet, imens man omvendt nationaliserer en række andre opgaver, der naturligt hører til i den offentlige sektor: prostitution, mobning, fabrikation af lim m.m.

Bubber tildeles Elefantordenen

Bubber, der desværre endnu ikke er blevet udnævnt til forsvarschef, blev under klimatopmødet anholdt sammen med nogle Greenpeace-folk uden for Christiansborg. Anholdelsen af Bubber er en skamplet på Danmark, mener Uetisk Råd.

En så stor uetiker som Bubber burde tværtimod hyldes, f.eks. ved at blive tildelt Elefantordenen, og Uetisk Råd har derfor besluttet egenhændigt at tildele Bubber denne orden. Det er kun en fattig tak for de mange timers fordummende tv, som Bubber – også kendt under kunstnernavnet Niels Christian Meyer – igennem årtier har skænket det utaknemmelige danske folk.

Senest har Bubber i forbindelse med anholdelsen demonstreret sin gennemført uetiske personlighed ved at nægte at kende noget til dén aktion, hvor Greenpeace-medlemmer brød loven og snød det ubegavede politi ved at snige sig forklædte ind på Christiansborg: “Jeg sværger på mine børns grav”, udtaler Bubber, der således også har tillagt sig en slags islamisk talemåde, som Uetisk Råd kun kan bifalde. “Ved profetens barnekones grav” havde selvsagt været et endnu bedre udsagn, men der er vel håb om, at Bubber fremover vil blive endnu mere muslimsk, samtidig med at han forhåbentlig vil være i stand til at opretholde sin latterlige stemmeføring, sit ynkelige udseende, sine naragtige udtalelser, sit infantile navn og sine stupide udsendelser.

Racebevidst og dermed god hund

En dejlig uetisk hund har i Belgien afvist en sort jobansøger ved at gø ad vedkommende. Efterfølgende ville forretningsejeren ikke ansætte den sorte jobansøger med begrundelsen, at hans hund er racist.

Uetisk Råd kan kun bifalde sådanne racebevidste hunde. Lad os sørge for, at også politiets hunde foretager disse “udskillelser”, når de er på arbejde. Filtrér, mener Uetisk Råd.

Våben som gulerod!

Rigspolitiet skriver blandt tre ting på deres hvervekampagne til politiskolen, at man bliver udstyret med tjenestepistol. Derved fremhæver kampagnen det efterstræbelsesværdige i en våbenkulturel videreudvikling af samfundet i tråd med, hvad vi oplever i det multikulturelle paradis USA. Tidligere politianklager og nuværende forsvarsadvokat Hugo Steinmetz udtaler desvedrørende:

  • “Det er helt vildt, at de reklamerer for en pistol. Reklamer sigter efter en målgruppe, og når man bruger ordet tjenestepistol, henvender man sig til folk, der tænder på revolvere. I det store billede over en længere periode vil det her højne skydeniveauet i politiet.”

Forsvarsadvokaten rammer plet i sin analyse, og af samme grund støtter Uetisk Råd denne kampagneform. Flere skudsårede og dræbte vil gavne væksten, eftersom sygehusene skal rumme flere ofre og patienter mv. Desuden vil kantinen på sygehuset ikke have kapacitet til at producere mad til alle patienterne, og af den grund må sygehuset bestille mad hos lokale madproducenter osv. osv. osv., hvilket alt sammen vil dræne sundhedssektoren for kapital og overlade det fattige svin til markedets og industriens luner.

Våben i samfundet er en forudsætning for vækst, mener Uetisk Råd!

Unges overfald på hjemløse er en skandale

De hjemløse er i stigende grad “ofre” for overfald begået af landets ungdom. Uetisk Råd ser med bestyrtelse på denne sag: Det kan ikke passe, at landets ungdom skal være tvunget til at påtage sig opgaven med at “overfalde” hjemløse m.fl.; det må og skal være en politiopgave at gøre livet surt for hjemløse (og pendlere), og Uetisk Råd forlanger derfor, at der omgående indsættes mere knippel-, morgenstjerne- og på anden vis bevæbnet politi på gade og vej.

Justering af Straffeloven samt Færdselsloven

Uetisk Råd mener, at både Straffeloven og Færdselsloven i deres nuværende former må betegnes som værende af en utilfredsstillende karakter. De virker ikke efter hensigten i mange tilfælde. Derfor foreslår Uetisk Råd, at vi skal genindføre piskeslag som strafmiddel, således at vi også på dette område kommer til de ligne de glorværdige islamiske lande. Dog skal vi gå yderligere, end vi i hin tid gjorde. Politimanden skal udstyres med en handy, håndholdt pisk, som han (vi ønsker ikke kvindelige betjente, da disse er for blødsødne!) kan bruge i situationer, hvor en forbryder (eller en uskyldig) måtte bryde loven (eller ikke).

Derfor foreslår vi eksempelvis følgende tilføjelser til Færdsels- og Straffeloven (bemærk således, at det første tilfælde bliver en kombineret Færdsels- og Straffelov):

  • § 49, stk. 2.
    Cyklist skal altid holde til højre på den vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen. Vognbanen ved siden af kan dog om nødvendigt anvendes under overhaling, såfremt denne ikke kan ske til højre.
    Tilføjelse: Såfremt dette ikke overholdes, straffes cyklisten med 39 piskeslag på nøgen ryg.
  • § 183 a.
    Den, som ved ulovlig tvang, jf. § 260, overtager kontrollen over et luftfartøj, skib eller et andet kollektivt transportmiddel eller godstransportmiddel eller griber ind i dets manøvrering, straffes med fængsel indtil på livstid.
    Tilføjelse: Såfremt den tilstedeværende politimand måtte vurdere det for antageligt i den givne situation, kan han ydermere straffe den anholdte (som endnu ikke er dømt ved en retssag!) med 30–70 piskeslag på nøgen ryg.
  • § 63.
    Som vilkår for udsættelsen af fængselsstraf bestemmes, at den dømte skal udføre ulønnet samfundstjeneste i mindst 30 og højst 240 timer. Den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes inden for en længstetid, der udmåles i forhold til antallet af arbejdstimer.
    Tilføjelse: Herudover vil det blive fastlagt inden for den pågældende kommune, i hvilken strafferammen fastsættes, at den arbejdspligtige kan blive tilbudt at blive tildelt piskeslag på nøgen ryg i stedet for arbejdstimer; således vil en times arbejde kunne erstattes med 39 piskeslag på nøgen ryg.