Turisme på uetiske præmisser

I den kolde, fugtige baggårdsmoské, hvor Uetisk Råds redaktion holder til, var der naturligvis ingen ende på glæden over at se, at Danmark skulle markedsføres som turistland ved at fremstille vore kvinder som løsagtige skøger. Rådet var derfor tilsvarende nedtrykt over at modtage meddelelsen om, at organisationen med det uetisk-anglicistiske navn Visitdenmark ikke længere skal ledes af sin dygtige administrerende direktør, Dorte Kiilerich. Kiilerich har ellers energisk forsvaret den uetiske tese om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale; hvis valget stod imellem enten at fremstille Danmark som et land befolket af utugtige horkvinder eller slet ikke at omtale Danmark, var den første mulighed at foretrække. Uetisk Råd var og er helt enig i denne uhyrlige påstand, og Rådet er derfor glad over at kunne præsentere Visitdenmark for tre nye, spændende forslag til, hvordan vores land mere effektivt kan markedsføres i udlandet:

  • Nas på nazisternes koncentrationslejre! – Ganske vist lå disse lejre mestendels i Tyskland og det nuværende Polen, men der er ikke noget i vejen for, at Danmark også kan tilbyde alverdens turister at komme på “ferieture” i sådanne lejre, hvor de kan blive frigjort gennem arbejde. Hop på en kreaturvogn og nyd den danske gæstfrihed!
  • Fortæl vidt og bredt om, hvordan Nørrebro og andre bydele regelmæssigt står i flammer pga. bandekriminalitet og masseindvandring! – Man kan levende forestille sig, hvordan alverdens kriminelle og på anden måde mindreværdige mennesker vil strømme til vores turistparadis for at mænge sig med deres jævnbyrdige på Nørrebro, på samme måde som de dejligt uetiske hashvrag og andre asocialt-kriminelle udskud sværmer om Christiania, som var de fluer om en stor, uetisk lort.
  • Brug Helge Sander i markedsføringen af Danmark! Nu!

Uetisk Råd ser frem til et godt samarbejde med Visitdenmark (tidl. (dvs. før afviklingen af det danske sprog) også kendt som Danmarks Turistråd), og UR vil derfor insistere på fluks at modtage procenter af den profit, der måtte flyde ind i den amoralske turistorganisations kasser! Profitér, profitér, UR skal tjene mer’ og mer’!

Drude Dahlerup er Dannie Druehyld (og omvendt)

Uetisk Råd er parat med en afsløring, der vil ryste det ganske land: En rapport fra Rådets efterretningstjeneste viser, at den kendte mafiaboss Drude Dahlerup og heksen Dannie Druehyld uden nogen tvivl er én og samme person!

Kilderne bag afsløringen kan af uetiske årsager ikke oplyses, men Uetisk Råd vil dog ikke uden videre afvise, at “sognepræst” Per Ramsdal har spillet en rolle i denne forbindelse.

Hvor er Sovjet i valgkampen?

Kommunalvalget er nært forestående, og Uetisk Råd er bestyrtet over at erfare, at spørgsmålet om forholdet til Sovjetunionen slet ikke er blandt de temaer, der dominerer i valgkampen. USSR er en vigtig magtfaktor i Østersøområdet, og de danske kommuner kan ikke uden videre tillade sig at ignorere dette forhold, når de fastlægger deres udenrigspolitik.

Uetisk Råd har derfor forsøgt at indhente udtalelser fra kendte Sovjet-sympatisører og -agenter i Danmark, men desværre er det kun lykkedes at komme i kontakt med gramser og videnskabsminister Helge Sander (V (Venstre – Danmarks Liberale Parti) samt SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti)).

Helge Sander, først og fremmest vil Uetisk Råd gerne takke for, at du har afsat tid til at medvirke. Hvad er din holdning til den manglende opmærksomhed på Sovjet i kommunalvalgkampen?

– Det er mig, der takker. Jeg har trods alt været Sovjetunionens ambassadør i Danmark siden 1965, så det er kun rimeligt, at jeg stiller op og taler den sovjetiske sag i denne sammenhæng, hvor …

Undskyld at vi afbryder, men vi må lige have på det rene: Er du virkelig ambassadør for Sovjetunionen?

– Ja, det er jeg rent faktisk; det kan bekræftes; ja. For nu at svare på jeres indsmigrende spørgsmål så må jeg understrege, at vi fra sovjetisk side naturligvis ser med stor alvor på Sovjets fravær i valgkampen. Det er ikke bare alvorligt, men også meget overraskende; jeg har trods alt i min tid som videnskabsminister arbejdet hårdt for, at Danmark skulle gøres til et historie- og kulturløst samfund, så det virker helt ubegribeligt, at man ikke allerede har indført det sovjetiske system her til lands; men jeg kan forsikre for, at vi i regeringen arbejder aktivt i dén retning.

Har du yderligere kommentarer?

– Ja, jeg vil gerne tilføje, at…

Tak skal du have!