Handicappede indvarsler et uetisk nytår

Uetisk Råd, der har slumret sødt i sin ækle baggårdskælder i månedsvis, er vågnet op og blev straks mødt med nyheden Flere forgiftet af brændende atomubåd. “Endnu en dag på kontoret”, tænkte Rådet først, men opdagede så med begejstring nyheden om, at handicappede fremover forventes at ville sagsøge både deres forældre og samfundet, fordi man har tilladt dem at blive født; fænomenet omtales som fejlagtige fødsler.

Uetisk Råd støtter varmt det ubehagelige rettigheds- og indkrævningssamfund, som vokser frem i disse år, og Rådet er derfor også lykkeligt over at høre om de griske handicappedes rethaveriske forehavende; alene tanken om at ville have forsødet livet med erstatninger for, at man lever og ikke er død, kan varme langt ind i Rådets ellers iskolde hjertes krinkelkroge. Men Rådet mener alligevel, at man kunne løse problemet langt mere effektivt på anden vis:

De handicappede er utilfredse med, at de lever, frem for at de var blevet aborteret. Uetisk Råd foreslår derfor, at man omgør fejl-fødslen ved at foretage en øjeblikkelig sen-abort, således at domstolen simpelthen beordrer de erstatningssøgende likvideret på stedet. Derved opnår de det, de gerne ville – nemlig ikke at leve – og samfundet sparer penge på retssagen; penge, der passende kan overføres til Uetisk Råds lyssky konti på Bahama-øerne, i Liechtenstein og i Varde, blot som en beskeden tak for hjælpen, eller evt. investeres i fremtidssikrede energikilder.