Politikere kan ikke bare være store uetikere i deres handlinger eller mangel på samme; de kan også have en uetisk sprogbrug. Et smukt eksempel er den dynamiske og slagkraftige førerskikkelse hos Det Konservative Folkeparti, nemlig Søren Pape “Mega” Poulsen. I et interview om året, der er gået siden folketingsvalget, formår Mega at fremsætte følgende statsmandsagtige udtalelse, der næsten ikke giver mindelser om en femårig, der skal forklare, hvad han har lavet i børnehaven i dag:
»Det var helt klart en mega optur, da vi i efteråret fik fastfrosset grundskylden i finanslovsforhandlingerne. (…) Og en anden optur er det nye politiforlig. Med mega hårdt arbejde lykkedes det at få os i en situation, hvor vi nu er begyndt at uddanne flere betjente og styrke politiet.« (…) »Nedturen har været, at vi ikke er lykkedes med at trænge tydeligt nok igennem, så man kan se det på vælgertilslutningen. (…) Og vi arbejder mega hårdt på det og forsøger at blive skarpere og skarpere på blandt andet det grønne, forsvaret og skatten.«
Det eneste ved Søren Pape, der tilsyneladende ikke er mega, er tilslutningen til hans parti, hvorimod skuffen med klichéer lader til at være mega-overfyldt.
Også spørgsmålet om antallet af kampfly betyder mega-meget, også selvom man ikke kan huske, hvor mange man gerne vil have.
Post Danmark, der ellers mest er kendt for at smide breve væk eller levere dem med store forsinkelser, har nu overtaget en del af madudbringningen til gamle mennesker i Københavns Kommune. Her har de fremsat de samme hule postulater, som de har gjort vedr. postomdelingen: rettidighed, punktlighed, stabilitet. Og resultatet: 
Det er netop kommet Rådet for øre, at Storbritanniens Prins Harry har gjort sig nobelt bemærket ved at befamle en blond (og dermed bedre) kvindes bryster (eller i hvert fald det højre bryst).