Det islamiske regime i Tjetjenien har oprettet koncentrationslejre for homoseksuelle. Ikke fordi de er kriminelle, men netop fordi de er homoseksuelle. Derfor bliver de tortureret.
Uetisk Råd kritiserer derfor Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov: Det er for galt, at der ikke er plads til andre grupperinger i de tjetjenske lejre. Rådet vil henlede opmærksomheden på, at der f.eks. herskede en langt større grad af ligestilling og mangfoldighed i de kz-lejre, der blev indrettet i Generalguvernementet Polen under Anden Verdenskrig.
Vi har fået idéen til kritikken fra den fremtrædende perzon Henrik Marstal Ærøskøbing, som vi derfor bringer et interview med.
Er det korrekt, at du er utilfreds med den manglende ligestilling i Tjetjeniens koncentrationslejre?
– Ja, det er korrekt.
Har du overhovedet noget yderligere at bidrage med til denne artikel?
– Ja, jeg vil gerne pege på, at såvel arbejds- som udryddelseslejre er et forældet, heteronormativt koncept. Det er økonomisk uforsvarligt at bruge kz-lejre i vor tid, hvor ammunitionen er blevet så billig, og hvor kinesisk arbejdskraft ofte gør slaveri overflødigt. Vi lever trods alt i 2017, og det burde Kaukasus-republikkerne også forstå!
Biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller, har længe været Uetisk Råds betroede medarbejder og agent på det folkekirkelige område. På ægte journalistisk vis har Rådet nu ladet en anden af sine medarbejdere interviewe biskoppen for at høre mere om hans syn på dæmonisering.
Peter Fischer-Møller, er det rigtigt, at du advarer imod dæmonisering, sådan som du lige har fortalt mig?
»Det er helt rigtigt, ja. Vi skal passe meget på, at vi ikke dæmoniserer, for hvis vi dæmoniserer folk, gør vi dem til dæmoner, og det er jo ikke så godt.«
Har du nogen særlige grupper eller enkeltpersoner i tankerne?
»Ja, for eksempel burde vi nok tale pænere om Satan. Jeg mener: Bare fordi han er Satan, er det jo ikke ensbetydende med, at han er Djævelen selv.«
Jo, det er det jo faktisk!
»Nå ja, det kan man sige, tihi. Men vi skal i hvert fald passe rigtig meget på, ja vi skal. Jeg er selvfølgelig ikke selv satanist, men det betyder jo ikke, at vi skal gå i den anden grøft og uden videre skal forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen!«
Men det er jo ellers præcis det, folkekirken gør i sin trosbekendelse?!
»Ja … ja, jo, det kan du selvfølgelig have ret i, når du absolut vil stille det op på den måde. Men det gælder på mange andre områder. Vi kunne for eksempel nævne de rabiate imamer. Altså, bare fordi de siger, at de går ind for stening og piskning af uskyldige kvinder, er det jo ikke ensbetydende med, at de går ind for stening og piskning af uskyldige kvinder! Her er det vigtigt, at vi ikke skærer alle over en kam. Jeg skal jo ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt de vil indføre et kalifat, bare fordi de selv siger, at de vil indføre et kalifat. Vel?«
Det må du vist uddybe lidt.
»Jamen, hvis vi nu sørger for at udstille de radikale imamer i fuld offentlighed, så vil vi svække dem. Man skal også passe lidt på med at sammenligne med nazismen, men man kan jo sige, at det var det samme, der skete med Hitler: Da han først fik rigtig meget opmærksomhed, gik hele hans bevægelse jo lidt i sig selv igen.«
Nej.
»Nejnej, men du forstår jo, hvad jeg mener, ikke?«
Det ved j…
»Du har vist ikke været konfirmand hos mig, hva’? *Fnis*. Nej, jeg mener bare, at hvis vi nu sørger for at gå i dialog med islam, så undgår vi at fordømme det. Hvor ville vi være henne, hvis vi skulle gå rundt og mene, at folk, der mener noget andet end os, mener noget andet end os? Bare fordi man er kristen og tror på den treenige Gud, betyder det jo ikke, at man ikke kan anerkende, at muslimerne også kan have ret, når islam fordømmer tanken om den treenige Gud. Hvis det var sådan, skulle folkekirken jo tage afstand fra islam, og hvor ville vi så være henne?«
Men i en af folkekirkens trosbekendelser (Den Augsburgske Bekendelse, UR) fordømmes islam jo netop af denne grund!
»Nej, det kan jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har læst noget om. Det må du have misforstået. Haha! Men jeg mener bare helt grundlæggende, at man ikke skal være så overfladisk. Folk er ikke altid, hvad de giver sig ud for. Det er jo lidt ligesom med mig selv: I nogle belysninger ligner jeg lidt en abe, men det betyder jo ikke, at jeg er det, vel? Hihihihi.«
(Her mistede UR forbindelsen til den udsendte medarbejder, idet Peter Fischer-Møller greb ham og kravlede op på taget af Roskilde Domkirke. Et udvalg under Roskilde Stift overvejer lige nu, om UR-medarbejderen skal betale entré for sit ophold på kirketaget, ligesom folk betaler 60 kr. for at komme ind i kirken).
Jeppe Nybroe – sensationsjournalisten, der i 2007 blev fyret fra DR, fordi han manipulerede i sine indslag – viser sig endnu engang som en sand uetiker, idet han nu også sidder og flæber i Politiken, således at han belemrer nationen med sine tanker om, hvor forfærdeligt det er at blive taget i at svindle og bedrage. Lige en mand efter Uetisk Råds hoved, med andre ord, og Rådet vil da heller ikke stå tilbage for det uetiske Politiken, så UR’s redaktion har sikret sig sit eget interview med Jeppe Nybroe, der netop nu rapporterer fra Napoleonskrigenes rædsler.
Jeppe, hvad følte du, da du første gang ankom til slagmarkerne ved Austerlitz, Waterloo, Jena og Auerstädt mv., hvor du lige nu befinder dig (alle fire steder!)?
– Jeg er rigtig glad for, at du stiller mig netop det spørgsmål. Svaret er selvsagt, at jeg følte mig rigtig glad for mig selv!
Jeppe, kan du sige lidt mere om det? Hvad gik der igennem hovedet på dig?
– Jamen, det var vel mest tanken om, hvor godt og storslået et menneske jeg i virkeligheden er. Men det er sjovt, at du spørger, for lige nu er der faktisk også gået en kanonkugle igennem hovedet på mig. Men det er jo den slags, man må leve med, hvis man vil have den gode historie hjem at the end of the day, som vi siger i branchen.
Ja, Jeppe, i branchen, siger du… I branchen går der lige nu nogle rygter om, at du er mor til Tøger Seidenfaden. Er det rigtigt?
– Ja, den er god nok. Jeg fødte Tøger Seidenfaden for 4½ måned siden.
Tak!
– Selv tak.
Det var så lidt!
– Årh, det ved jeg nu snart ikke. Jeg er glad for, at I kom.
Uetisk Råd har tidligere beskæftiget sig med interviewets kunst, da Rådets udsendte havde den store ære og fornøjelse at interviewe den uetiske rigmand John “rich pig” Wallace, der siden er indtrådt i det af Uetisk Råd nedsatte Nationaliseringsråd. Rådet har nu fået lejlighed til at foretage et interview med Republikken Zimbabwes glorværdige diktator Robert Mugabe, der ligeledes er medlem af Nationaliseringsrådet.
Da Uetisk Råd møder manden i dennes udsøgte palæ, giver omgivelserne straks Rådets udsendte medarbejder det indtryk, at han hverken er frygtindgydende eller en morderisk diktator. Men heldigvis ved vi bedre her på redaktionen, og gudsketak for det! Og Robert Mugabe, Zimbabwes “præsident”, skjuler da heller ikke sine ledelsesmetoder og -princippper:
– Nu vil jeg selvfølgelig ikke dementere, at vi hos Uetisk Råd roser Dem meget, men for at dette skal fremstå som værende et journalistisk interview, er jeg desværre nødt til at stille Dem nogle lidt kritiske spørgsmål!
“Nu er jeg ikke meget for kritiske spørgsmål! Rent faktisk er det noget, jeg helt undgår i min daglige ledelse. For at blive en stærk leder må der ikke fremkomme kritiske – og derved usaglige – ytringer mod en præsidents person. Præsidenter er som cyklen: Stærk i medvind, men svag i modvind.”
– Ja, vi har jo set ønskværdige eksempler på diverse tiltag fra din side, hvor du har straffet politiske modstandere, som har talt for sociale, økonomiske og juridiske reformer af Zimbabwe. Mit spørgsmål er imidlertid: Hvordan kan vi i fællesskab udbrede disse idéer til resten af den tilbagestående, vestlige verden? Og hvornår laver diktaturstater deres “EU“?
“Det er jo lidt svært i disse tider, hvor Osama (bin Laden, red.) har mistet sin uhyre vigtige position i hjertet af Mellemøsten. Og desværre kilder Kina i disse tider de mange tæer i Bush-administrationen. Jeg kan selv godt lide at få kildet mine tæer – men også kun hvis det er af hvide gårdmænd!”
– Ja, nu hvor vi er ved talen omkring de hvide i Afrika, så er Uetisk Råd jo sådan set også en støtte af blandt andet nazismen, så vi kan faktisk ikke lide dig! Farvel og tak!
“Jamen… Dø! DØØØ!!!”
Herfra måtte Uetisk Råds udsending lade livet i den uetiske sags tjeneste! Det forkortede interview blev overdraget Uetisk Råd fra anden side, som vi af uetiske årsager ikke vil oplyse.
Som i så mange andre sager står Rådet splittet i spørgsmålet om konsekvenserne af Robert Mugabes ansvar for drabet på Rådets udsende reporter; en del af Rådets medlemmer (34 %) mener, at Mugabe bør hyldes for sin principfasthed og sin uetiske drabspolitik, mens en anden del af rådsmedlemmerne (45,2 %) ønsker Mugabe ekskluderet af Uetisk Råds Nationaliseringsråd. 20,5 % af rådsmedlemmerne går ind for et kompromis, hvor Mugabe forbliver i Nationaliseringsrådet, men fremover ikke vil få lov til at deltage i møderne i Komiteen til Nazismens Fremme. De resterende 0,3 % af rådets medlemmer ønsker af principielle, uetiske grunde ikke at udtale sig i interview-sagen, idet de er modstandere af samtale i enhver form. Ingen medlemmer af Uetisk Råd har udtalt ønske nedlæggelse af Mugabe-Fonden, der derfor vil fortsætte sit arbejde med at udbrede zimbabweanske ledelsesprincipper.
“Jeg blev rigtig rig, da jeg indså, at man ikke kan blive rig ved at være blødsøden og næstekærlig. Næ, nej! Man skal udnytte nogle andre mennesker på det groveste, før det kan betale sig. Og se på mig. Jeg har en Spice Girl som kone; tre biler og et dusin køer!”
Således begynder John “rich pig” Wallace sine udtalelser omkring sine umådelige rigdomme, som beror på afkastet fra fire store fabrikker placeret i det “mørke” Mellemamerika, hvor årslønnen er lavere, end hvad en gennemsnitlig 15-årig opvasker fra Danmark får om dagen. Regionen er nøje udvalgt, da John “rich pig” Wallace ikke har skrupler over at udnytte, at området her er kendt for børnearbejde, trange arbejdsvilkår og voldsomme klasseskel, hvor proletariatet lever under dårligere vilkår, end den danske arbejderklasse gjorde før 1890.
“Da jeg var lille, drømte jeg altid om at få en kone med store patter, et par Cadillacs og et hus, som skal fyldes op med store fjernsyn, stereoanlæg, slaver og flere nøgne piger. Jeg har altid været en kapitalist-fan. Penge er livet. Det er kærlighed ikke”, ytrer han.
Herefter fortæller John “rich pig” Wallace om en barndom fuld af had og vold; hans far var således en højt profileret direktør i en virksomhed, som igennem flere år måtte gennemgå mange retssager grundet skattesvig, udnyttelse af arbejdskraft samt miljøforurening. Derhjemme afreagerede faderen ved at slå sønnen John samt på hans kæledyr, geden “Shitbreak”, som også John selv yndede at slå på. Lille John og geden Shitbreak såvel som den bylde-befængte kæle-køter (halvt rottweiler, halvt hyæne) “Uncle Alphonso” var et yndet mål for faderens perverterede seksuelle overgreb.
“Disse oplevelser gjorde mig stærk og lærte mig således, at man skal være kold og kynisk for at leve. Dette gjorde altså, at jeg til sidst valgte at blive tøj-, lim- og våbenproducent, og at mine produkter skulle produceres i et fattigt land med dårlige kår.”
– Gjorde det ondt da din fader slog dig? – Og i så fald, hvor ondt på en skala fra 1 til 10?
“Hmm… Jeg bed det i mig… Men jeg vil sige at det nok ligger på en ren 10’er. Han slog hårdt. Meget hårdt. Nogle gange brugte han sågar en spade!”, griner John Wallace og fortsætter: “Det vækker minder, det gør det. Gode som dårlige. Jeg har lært af det – og jeg handler på samme vis over for mine børn og medarbejdere.”
Herfra må John “rich pig” Wallace forlade Uetisk Råds udsendte medarbejder i virksomhedens hovedkontor i Californien. Et kontorkompleks prydet med plakater af store mænd igennem tiderne, herunder den gamle South Carolina-senator, som meldte staten ud af den amerikanske union for at bevare slaveriet tilbage i 1800-tallet. John “rich pig” Wallace sender dog en særlig hilsen til det danske Råd:
