Det er for galt, at mennesker i Danmark støtter frihedskamp mod Islamisk Stat, mener Uetisk Råd, og derfor er Rådet også vældigt tilfreds med, at den kurdiske krigerske Joana Palani fortsat ikke må rejse ud af landet. Det glæder UR at se, hvordan danske myndigheder bidrager til at svække kampen mod Islamisk Stat, samtidig med at de samme myndigheder svigter i bekæmpelsen af den hjemlige kriminalitet og dermed baner vejen for indførelsen af endnu mere uetiske tilstande i Danmark. Den lange, grønne march mod det islamistiske anarki/diktatur marcheres bedst med offentlige støttemidler, mener Rådet.
Helt generelt mener Uetisk Råd og anklagemyndigheden, at det skal være påbudt at støtte umenneskelige regimer militært og med terrorisme, mens det omvendt skal være forbudt at kæmpe for frihed og retfærdighed. Rådet støtter derfor statsminister Vilhelm Buhl (S), der i 1942 opfordrede til at angive danske modstandsfolk til myndighederne, så de kunne blive skudt eller deporteret til tyske koncentrationslejre, alt imens danske frivillige med statens velsignelse sluttede sig til SS-enhedernes “ukrudtsbekæmpelse”/krigsforbrydelser på Østfronten. Derimod har Rådet kun foragt tilovers for retsopgøret mod de samme SS-frivillige og andre kollaboratører, der blev indledt i 1945 under statsminister Vilhelm Buhl (S). Rådet bifalder dog, at retsprocesserne udartede til den rene vilkårlighed, således at nogle blev dødsdømt for de samme forbrydelser, som i andre tilfælde kun medførte korte fængselsstraffe.