Tag-arkiv: frihedskamp

Samarbejde med imamerne er i Danmarks interesse

Foto: Knud Winckelmann (CC BY-SA 3.0)
Foto: Knud Winckelmann (CC BY-SA 3.0)

Mette Frederiksen udtalte i en 1. maj-tale, at radikale imamer skal behandles på samme måde som andre totalitære kræfter. »Som vi gjorde det mod kommunisterne. Som vi gjorde det mod nazisterne«.

Uetisk Råd støtter tanken om, at islamister skal behandles på samme måde, som Socialdemokratiet og store dele af de øvrige partier behandlede Sovjetunionen i 1980’erne (dvs. med positiv omtale, nedrustning og chikane af Danmarks NATO-allierede) og Nazityskland i 1940’erne (dvs. med aktivt samarbejde, forfølgelse af modstandere og politisk-økonomisk understøttelse af Hitler-imperiet).

Uetisk Råd vil derfor gerne henlede opmærksomheden på én af Mette Frederiksens forgængere som socialdemokratisk partiformand, nemlig statsminister Vilhelm Buhl, der i en radiotale den 2. september 1942 opfordrede til, at befolkningen skulle hjælpe regeringen og fædrelandet ved at angive medlemmer af modstandsbevægelsen til myndighederne:

Det siger sig selv, at Regeringen stadig med den yderste Strenghed vil forfølge Sabotage og anden Forbrydelse mod den tyske Værnemagt med de i vor Lovgivning hjemlede Midler, og der vil fra Politiets Side blive sat ind med al Kraft paa Løsningen af de Opgaver, disse Sager frembyder. Thi Opretholdelse af Ro og Orden maa for Regeringen staa som den første Pligt under Varetagelsen af vort Lands Interesser i denne Situation.

[…] Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, der begaar Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesser.

Vilhelm Buhl blev belønnet for denne fremsynede politik om at få modstandsbevægelsen straffet, eftersom man gjorde ham til statsminister for anden gang den 5. maj 1945. Forhåbentlig vil Mette Frederiksen ligeledes kunne få statsministerposten i hænde, hvis den kærlige behandling af imamerne lykkes – inshallah.

Forbyd frihedskamp og påbyd terrorisme!

Det Danmark, du kenderDet er for galt, at mennesker i Danmark støtter frihedskamp mod Islamisk Stat, mener Uetisk Råd, og derfor er Rådet også vældigt tilfreds med, at den kurdiske krigerske Joana Palani fortsat ikke må rejse ud af landet. Det glæder UR at se, hvordan danske myndigheder bidrager til at svække kampen mod Islamisk Stat, samtidig med at de samme myndigheder svigter i bekæmpelsen af den hjemlige kriminalitet og dermed baner vejen for indførelsen af endnu mere uetiske tilstande i Danmark. Den lange, grønne march mod det islamistiske anarki/diktatur marcheres bedst med offentlige støttemidler, mener Rådet.

Helt generelt mener Uetisk Råd og anklagemyndigheden, at det skal være påbudt at støtte umenneskelige regimer militært og med terrorisme, mens det omvendt skal være forbudt at kæmpe for frihed og retfærdighed. Rådet støtter derfor statsminister Vilhelm Buhl (S), der i 1942 opfordrede til at angive danske modstandsfolk til myndighederne, så de kunne blive skudt eller deporteret til tyske koncentrationslejre, alt imens danske frivillige med statens velsignelse sluttede sig til SS-enhedernes “ukrudtsbekæmpelse”/krigsforbrydelser på Østfronten. Derimod har Rådet kun foragt tilovers for retsopgøret mod de samme SS-frivillige og andre kollaboratører, der blev indledt i 1945 under statsminister Vilhelm Buhl (S). Rådet bifalder dog, at retsprocesserne udartede til den rene vilkårlighed, således at nogle blev dødsdømt for de samme forbrydelser, som i andre tilfælde kun medførte korte fængselsstraffe.