Mr. Karisma/Frank Jensen bliver måske nødt til at vige pladsen som overborgmester. Enhedslisten står nemlig til at blive det største parti i Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget til efteråret. Også Alternativet ser ud til at få et fremragende valg i hovedstaden.
For overborgmesteren rummer det både fordele og ulemper, hvis han må forlade posten: På den ene side vil han dermed få bedre tid til at slikke på fremmede kvinder, men på den anden side vil disse kvinder ikke længere være hans egne ansatte, hvilket naturligvis er en skam.
Uetisk Råd er begejstret over udsigten til en revolution og opfordrer kommunisterne og alternativisterne til straks at sætte gang i arbejdet med at omdanne København til paradis på jord. Nu hvor den sovjetiske model midlertidigt er sat på pause, kan inspirationen i stedet komme fra Enhedslistens venner i Venezuela, som har gjort den olierige sydamerikanske stat til et foregangsland inden for områder som sult, diktatur og varemangel m.m. København må og skal ligne Caracas, der altså ikke er et fjollet stykke slagtøj, men hovedstaden i Venezuela.
København er allerede godt med, hvad angår tyvebander, ghettoisering og offentlig hjernevask af indbyggerne, og byen har også effektivt umuliggjort enhver færdsel ved hjælp af opgravninger og omkørsler. Til gengæld halter hovedstaden gevaldigt bagefter på vigtige områder som fejlernæring, undtagelsestilstand og mangel på basale fødevarer og medicin.
Men sammen kan vi gøre utopien til virkelighed!
P.s.: Man kunne også lade de unge kujonagtige voldspsykopater socialistiske aktivister gøre det samme ved København, som de har gjort ved Hamborg.