Tag-arkiv: Tibet

Sandheden om de tibetanske flag på Christiania

To tilbagestående lande: Tibet (besat siden 1959) og Christiania (besat siden 1971).

Politiet har påbudt Christianiafonden at fjerne en række tibetanske bedeflag fra det danske retssamfunds udstillingsvindue nr. 1, Pusher Street. Begrundelsen er angiveligt, at flagene hindrer politiet i at få øje på det kasteskyts, som smides af Christianias tolerante og venligtsindede beboere og forretningsdrivende.

Dokumenter, som Uetisk Råd er kommet i besiddelse af, viser imidlertid noget helt andet. I virkeligheden er der tale om, at politiet holder sig i gang på Christiania med træningsøvelser, imens vi venter på næste statsbesøg fra Kina.

“Nedtagning og konfiskering af tibetanske flag er en af vores vigtigste øvelser inden for etaten”, udtaler en chefpolitiinspektør, der ønsker at være anonym, men som faktisk hedder Jørgen Skov. “Det er jo næppe et tilfælde, at der er tale om tibetanske flag, hvis du forstår sådan én”, tilføjer han og forsøger at blinke til Rådets udsendte medarbejder, der dog ikke rigtig kan se, hvor han vil hen.

I modsætning til tidligere skal man imidlertid ikke forvente at se politiet gøre noget; det er nemlig ikke rigtig deres stil længere, medmindre justitsminister Søren Pape “Mega” Poulsens nærmeste er personligt involveret.

Investér uetisk!

Uetisk Råd holder meget af medierne, hvis journalister gennemgående er uvidende, fordrejende og fordummende og således bidrager til at undergrave demokratiet. I dag kan Rådet i samarbejde med Berlingske Tidende præsentere en liste over uetiske investeringsobjekter: 10 uetiske måder at tjene penge på, så læs med her, hvis du gerne vil have dine cubanske pesos til at yngle:

  • Bloddiamanter
  • Elfenben
  • Køb af (andre menneskers) livsforsikring
  • Kinesisk medicin – f.eks. næsehornshorn
  • Tibetansk antilopepels
  • Sweatshops
  • Olie
  • Investeringer i våbenindustrien
  • Hvalfangst
  • Opkøb af ejendomme på tvangssalg

Listen er ikke perfekt; f.eks. er investeringer i våbenindustrien jo ikke i sig selv uetiske, men Rådet er dog stadig tilfreds med listen og vil glæde sig over bevidstheden om at handle uetisk, når rådsmedlemmerne hver tirsdag er ude for at købe tibetanske antilopepelse.

Styrk Kina, Hitler og Muhammed

Uetisk Råd er som sædvanlig splittet over et uetisk dilemma, denne gang den danske politik vedrørende Tibet og dets forhold til Kina.

På den ene side er Uetisk Råd utroligt glad for Dalai Lama, der rejser rundt i sit tåbelige lagen og får alverdens mennesker til at falde i svime over sine humanistiske banaliteter og ligegyldige talemåder; herved fordummes den vestlige verdens befolkning, hvilket er godt, idet vejen banes for den islamiske undertrykkelse.

På den anden side er Uetisk Råd begejstret over Kinas destruktion af den tibetanske “kultur”. Kina synes at være i stand til at forene kommunismens totalitære samfundssystem med kapitalismens ødelæggelse og forbrugerisme. Denne bedrift er medvirkende til ødelæggelsen af såvel kultur som natur, så Rådet kan kun bakke op herom.

“Kina er en stor spiller, og landet er i øvrigt også i forhold til snævre danske interesser en vigtig aktør,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, der også påpeger, at Danmark for et år siden indgik en strategisk aftale med Kina om tættere samarbejde om uddannelse, forskning og handel. Uetisk Råds talsmænd, Vidkun Quisling og den afdøde Abu Laban, kunne ikke have sagt det bedre, og efter moden overvejelse er Rådet derfor nået frem til at støtte den danske ét-kinapolitik.

Det er altid godt, når vestlige lande kryber i støvet for østlige diktaturer med profit for øje, og Uetisk Råd ønsker derfor Lars Løkke Rasmussen tillykke med den vellykkede tilnærmelse til Kina. Ligesom Danmark indordnede sig under Hitlers naziregime, indordner vi os nu under Kina, og snart vil vi (i endnu højere grad) underkaste os Muhammeds hære, når de kommer på deres dejlige kameler. Rådet ser frem til dette i spændt forventning og ønsker alle en glædelig vinter-årstid (“jul” er heldigvis på vej ud på historiens mødding, hvor kristendommen hører til – lad Allah og/eller ateismen herske, mener Rådet).

Privatisér militæret!

Blandt Uetisk Råds mange svar på globaliseringen og dennes medførte, naturlige problemer er ét af svarene en privatisering af vort militær. Danmark vil som nation kunne tjene ustyrlige summer af værdier i form af penge, men så sandelig også i form af åndelig glæde, hvis hæren i fremtiden vil kunne fungere som en lejehær for nationer af “kritisk” karakter. Eksemplerne er mangfoldige: Kina kan leje vor hær til en fremtidig invasion af Taiwan. Jo før jo bedre!

Også andre steder i Kina ville mere militær kunne gøre gavn, f.eks. i den fortsatte undertrykkelse af Tibet. Kulturelle afvigere kan ikke undertrykkes nok, mener Uetisk Råd.