Nogle havde måske allerede det indtryk, at Nobels fredspris er lidt af en vittighed. “Men hvordan det, oh høje Råd?” spørger den uvidende læser, der ikke kan huske fra næse til mund og således er en værdig deltager i det demokratiske samfund.
Grunden er for eksempel, at Nobels fredspris – der er grundlagt med midler fra Alfred Nobels våben- og sprængstoffabrikker – tidligere er blevet givet til Barack Obama, hvis indsats for freden dengang bestod i, at han sagde, at han godt kunne lide fred. De efterfølgende krige, herunder den massive brug af dronebombardementer og dødslister, har ikke ændret på, at han er en fredens mand. Man kunne også fremhæve, at prisen ligeledes er gået til EU, som i egen selvforståelse afsluttede Anden Verdenskrig og Holocaust, allerede længe inden selv forløberne for EU var blevet etableret.
Når Uetisk Råd i år har besluttet at tildele Nobelkomitéen en pris for største internationale meningsløshed, skyldes det naturligvis, at man har valgt at give årets fredspris til International Campaign for Nuclear Disarmament (fejlagtigt forkortet ICAN). Dels er det selvfølgelig i sig selv komisk at belønne en organisation, der absolut ikke har nogen som helst indflydelse på atomvåben, for at beskæftige sig med afskaffelse af atomvåben; men endnu mere hysterisk morsomt er det dog, at pengene til prisen kommer fra investeringer i virksomheder, der fremstiller atomvåben. Jo, de gør.
Uetisk Råd foreslår, at næste års pris bør gå til Kim Jong-un. Samtidig sender Rådet en uetisk tanke til Tom Lehrer, der tidligere har fremhævet, hvordan tildelingen af fredsprisen til Henry Kissinger har overflødiggjort politisk satire. “Men hvem er Henry Kissinger?” spørger alle medlemmerne af den bedst uddannede generation nogensinde. Men nu er Rådets tålmodighed sluppet op.
