Uetisk Råd bliver varm om sit ellers iskolde hjerte, når der dukker ægte, uforfalskede racister op i den offentlige debat, og Rådet har derfor besluttet at indstifte prisen Årets racist, der skal udtrykke støtte til en person, der i særlig grad har bidraget til at give racismen en stemme i den danske offentlighed.
Et (næsten*) enstemmigt Uetisk Råd har således besluttet, at prisen som Årets racist 2015 går til cand.scient.adm. Heidi Borg Jørgensen, der i et indlæg i Information hævder, at visse ting kun kan forstås af »brune mennesker« som hende selv (lidt forvirrende, eftersom hun ser ligbleg ud på det tilhørende billede).
Motivationen for at give prisen til Heidi Borg Jørgensen er først og fremmest, at hun i samme artikel omtaler sin politiske modstander Eva Agnete Selsing som »et lille hvidt overklasseløg, der udgyder sin ligegyldige, blonde og blanke Barbie-filosofi« i en større avis end den, H.B. Jørgensen selv skriver i.
Mere rendyrket racisme skal man lede længe efter, og Uetisk Råd ønsker derfor Heidi Borg Jørgensen tillykke med den fornemme pris og håber, at vi i det kommende år kan se frem til flere racistiske indlæg fra hendes (efter eget udsagn brune) hånd. UR mener dog, at Jørgensen burde droppe det ligegyldige organ Information og i stedet lade sig ansætte som klummeskribent, analytiker og/eller chefredaktør for Der Stürmer.
* Et enkelt medlem af Rådet ønskede i stedet at udnævne Heidi Borg Jørgensen til Årets sexist, men dette forslag fandt ikke tilslutning i Rådet, da den pågældende pris endnu ikke er indstiftet.