Tag-arkiv: inkompetence

Inkompetente KMD modtager uetisk IT-pris

Modtager af URIN (Uetisk Råds INformationsteknologipris)
Foto: Jens V. Sigersted (CC BY-SA 4.0)

Når forældre skal søge om børnehaveplads til deres dumme unger, sker det oftest via et IT-system fra firmaet KMD.

I systemet har KMD sørget for at indbygge et kolossalt sikkerhedshul, der gør det muligt at indtaste et vilkårligt CPR-nummer og få oplyst, hvem det tilhører.

Sådan har det været i 12 år, indtil Esben Warming Pedersen for nylig opdagede fejlen og kontaktede KMD. Firmaet reagerede på flere måder:

  1. De benægtede, at der overhovedet var et problem,
  2. de anmeldte Esben Warming Pedersen til politiet,
  3. og de kontaktede hans arbejdsgiver “for at få en dialog”, dvs. få ham fyret.

Det kræver helt særlige uetiske evner at forene inkompetence med ondskab på denne vis, og Uetisk Råd har derfor besluttet at indstifte en ny uetisk IT-pris. Det er en flok selvretfærdige og humorforladte managementtyper, der har fået opgaven med at navngive prisen, som således blot er kommet til at hedde Uetisk Råds INformationteknologipris, i daglig tale URIN.

Der forventes at blive enorm rift om prisen, da der er så mange uetiske IT-projekter og -firmaer at vælge imellem, men KMD er altså første modtager af prisen.

Prisen vil blive overrakt af fhv. chatkonsulent og (sandsynligvis også nuværende) klamrian Rudy Frederiksen – Danmarks vel nok mest kendte IT-uetiker.