Pia Kjærsgaards brug af ordet rotterede om Europa-Parlamentet har udviklet sig til en større kontrovers. Godt nok er “en rotterede” et almindeligt ord for en saneringsmoden, faldefærdig bygning, hvor der ikke er styr på tingene; men ordret betyder det jo et sted, hvor rotter har rede. Derfor er det meget fornedrende.
Efter al uroen kunne man måske forvente, at Folketingets formand ville skrue lidt ned for den grove retorik. Men nej: Pia K. chokerer nu med nye udtalelser. Hemmelige lydoptagelser, som Uetisk Råd er kommet i besiddelse af, afslører, at folketingsformandens ekstremt grove sprogbrug fortsætter. Hun har nemlig også omtalt en lille piges fletninger som rottehaler!! Fy for den lede! mener et bestyrtet Uetisk Råd. Som vi alle ved, er en rottehale jo en hale, der sidder på en rotte!!!
Hvad bilder DF’eren sig dog ind??? Kan man ikke kræve bare et minimum af værdighed hos Folketingets såkaldte formand? Øv, øv, ØV!