Selvtægt og dødsstraf

electricEt 100 % enigt Uetisk Råd vedtog lørdag d. 26., at strafferammen, som den kendes i dag, er helt ude af proportion. Uetisk Råd vil i denne sammenhæng derfor påpege muligheden for fysisk afstraffelse som alternativ til den nuværende blødsødne “nusse på kinden”-politik. Vi i Uetisk Råd går ligeledes på det kraftigste ind for dødsstraf, og gerne i offentlige rum, såsom stadioner, skoler, foran rådhuse, og i det hele taget hvor disse kan statuere eksempler foran resten af befolkningen.

Derudover skal dødsstraf fungere som straf selv for ganske små forseelser såsom ikke at eje et våben, nægte at lade sig indkalde, fumlegængeri osv. I denne sammenhæng skal det også nævnes, at vi ligeledes går ind for udpræget selvtægt – muligheden for, at offeret for kriminalitet selv kan/bør/skal udmåle straffen efter forgodtbefindende og eksekvere den. Dommere, advokater og retssager er i vores øjne bureaukratiske instanser, som kun besiddes af sygelige teknokrater, hvis eneste formål er at trække sager i langdrag, latterliggøre muligheden for selvtægt, samt at nedgøre den krænkede ved at fratage ham dømmekraften i den pågældende sag.

Samtidig med at Rådet til stadig bakker op om ovenstående, skal det nævnes, at “bureaukratiske instanser, som kun besiddes af sygelige teknokrater, hvis eneste formål er at trække sager i langdrag” jo er selve inkarnationen af Rådets ønsker mht. samfundets forvaltning, da disse bl.a. er med til at svække tilliden til demokratiet.

Skriv et svar