Uetisk Råd kan ikke andet end at opfordre befolkningen til at stemme nej til EU-forfatningstraktaten, og hvad der ellers vil komme fra den betonhumanistiske union. Uetisk Råd er allerede i gang med at undersøge mulighederne for at skabe et reelt samarbejde med lande som Nordkorea, Libyen, Rusland og Kina. Kun på denne måde formår vi at skabe et fællesskab, som vil tilfredsstille Danmarks behov i forhold til vores omkringliggende lande. Uetisk Råd ønsker, at al handel med europæiske lande skal stoppe med det samme! I stedet skal vi i fællesskab med omtalte regimer begynde at skabe splid med de lande, som demokratiske politikere i al almindelighed hævder, at vi er i slægt med. Dog kan intet overskygge ideologiske aspekter, som Uetisk Råd alt andet lige kan se et formål med – kun igennem disse kan vi skabe det uetiske samfund.