Kampflyet F-35 og togsættet IC4 har en række ting til fælles: De er for tunge, de bruger for meget brændstof, de er meget dyre i anskaffelse og drift, og de har massive softwareproblemer. Uetisk Råd kan nu afsløre den virkelige årsag til de mange sammenfald!
Danmark står over for et afgørende valg: Hvilket kampfly skal det danske Luftwaffe bruge i fremtiden? Særligt Boeing F/A-18F Super Hornet har gjort sig bemærket med én afgørende egenskab, nemlig evnen til at lave utallige ordspil (Super Hårnet, Super Horny osv.), og alle venter således i spænding på at få afsløret, om valget mon alligevel falder på Eurofighter Typhoon eller Lockheed Martin F-35 Lightning II (tidligere kendt som JSF, Joint Strike Fighter).
Det har længe været en offentlig hemmelighed, at F-35 var det eneste reelt tænkelige valg, eftersom Danmark allerede har brugt milliarder på at deltage i udviklingen, og det er den amerikanske regerings favorit; så de mange undersøgelser, der skal lede frem til valget af flyet, har derfor efter alt at dømme bare været spil for galleriet og spild af penge.

På baggrund af lækkede dokumenter fra Forsvarsministeriets kontor for kampflyprogrammet kan Uetisk Råd nu afsløre, at det ikke er noget tilfælde, at F-35 sammenlignes med IC4, og at de lider under de samme “problemer”. Det skyldes simpelthen, at de er beregnet på at blive brugt sammen. Meningen er, at et F-35 monteres oven på hvert IC4-tog på Københavns Hovedbanegård, og alt efter den aktuelle sikkerhedspolitiske situation vil toget så køre til Ålborg/Lindholm eller flyve til luftrummet over Bornholm (Østfronten). Eventuelle passagerer vil således være med i begge tilfælde, enten som gidsler hos DSB eller som levende skjolde i forsvaret mod Rusland.
Monteringen af F-35 oven på IC4-togene forklarer også, hvorfor IC4 ikke er et el-tog; det er jo ikke nødvendigt, når man har en flymotor. Så det skyldes altså ikke bare manglende forudseenhed, elendig planlægning og almindelig underbegavelse hos skiftende regeringer siden slutningen af 1990’erne, men er derimod et bevidst forsvarspolitisk valg.
BONUSINFO: Det er koncernen bag IC4, der står for at samle og vedligeholde F-35 i Europa!






Uetisk Råd kan ikke andet end at opfordre befolkningen til at stemme nej til EU-forfatningstraktaten, og hvad der ellers vil komme fra den betonhumanistiske union. Uetisk Råd er allerede i gang med at undersøge mulighederne for at skabe et reelt samarbejde med lande som Nordkorea, Libyen, Rusland og Kina. Kun på denne måde formår vi at skabe et fællesskab, som vil tilfredsstille Danmarks behov i forhold til vores omkringliggende lande. Uetisk Råd ønsker, at al handel med europæiske lande skal stoppe med det samme! I stedet skal vi i fællesskab med omtalte regimer begynde at skabe splid med de lande, som demokratiske politikere i al almindelighed hævder, at vi er i slægt med. Dog kan intet overskygge ideologiske aspekter, som Uetisk Råd alt andet lige kan se et formål med – kun igennem disse kan vi skabe det uetiske samfund.