En række venstreorienterede personer, herunder “Lars Løkke Rasmussen” (Venstre) og Zenia Stampe (Radikale Venstre), har gjort et stort nummer ud af at understrege, at terrorangrebene i Paris ikke betyder, at Vesten er i krig mod islam. Således udtalte statsministeren ved mindehøjtideligheden* for de dræbte, at terroristerne “prøver at skabe en ond og falsk skillelinje mellem Vesten og islam”.
Uetisk Råd støtter fuldkommen denne særprægede omskrivning af virkeligheden, eftersom Rådet er i stand til at læse imellem linjerne. Statsministerens og Stampes mening er i virkeligheden, at den sande fjende er Canada, der nægter at anerkende Danmarks suverænitet over den livsvigtige Hans Ø, der ligger imellem Nordgrønland og Canada. Lille-Lars’ og Zenia S.’s budskab er derfor reelt et kald til global jihad mod det canadiske imperium.
Rådets efterretningskilder indikerer, at militæroperationen mod Canada vil finde sted under kodenavnet Blame Canada, og at den vil blive udkæmpet med de stærkeste våben, som Europa råder over, nemlig frihed, tolerance og strategiske atommissiler.
* Uetisk Råd var i øvrigt begejstret over at erfare, at de velintegrerede islamistiske kalifattilhængere fra Outlandish optrådte ved mindehøjtideligheden for den islamiske terrors ofre. Rådet ser derfor frem til, at nynazistiske bands som Zillertaler Türkenjäger snart kommer til at optræde ved holocausthøjtideligheder og lignende.