Dansk Sprognævn udtrykker bekymring over det engelske sprog stilling i Danmark. Nævnet frygter, at engelsk skal fortrænge dansk på områder som forskning og uddannelse mv. og dermed undergrave det danske sprogs stilling som samfundsbærende, og man foreslår derfor, at der skal gribes ind over for videregående uddannelsesinstitutioners udbud af uddannelser på engelsk.
Uetisk Råd er helt uenig med Sprognævnet. Rådet mener tværtimod, at det er af afgørende betydning, at man kaster vrag på enhver form for selvstændig dansk kultur, herunder sproget. Det danske sprog er simpelthen en hindring for det fremtidige utopia, hvor ingen tager hensyn til andet end profit, og hvor alle taler dårligt engelsk (eller rettere amerikansk) med hinanden, uden hensyn til deres egen tusindårige “kultur”. Uetisk Råd foreslår derfor, at der indføres et centralt kvotesystem for de videregående uddannelser, således at 60 % af uddannelserne fremover udbydes på engelsk, mens resten enten skal nedlægges eller udbydes på arabisk.
Heldigvis har Uetisk Råd bemærket, at professionelle sprogfolk allerede har taget Rådets ønsker til efterretning; således kan nedenstående læses på hjemmesiden for Forbundet for Kommunikation og Sprog (Rådet har markeret de dejligste af de importerede ord):
- Corporate social responsibility: Ideen om at virksomheder skal tage socialt ansvar i samfundet, er baseret på en filosofi om at virksomheden skal behandle såvel interne som eksterne stakeholdere på en etisk forsvarlig måde. Body Shop var en af foregangsvirksomhederne med miljøengagement og modstand mod dyreforsøg. Siden fulgte Nike … hvor de gik fra at være global paria blandt ngo’er (non governmental organizations) til at blive normsættende … En mere kynisk opfattelse af corporate social responsibilty er at det ganske enkelt er god issue management fordi mange kriser proaktivt kan forebygges hvis virksomheder virker som om de tager et samfundsansvar. (Fra Kommunikation og Sprog)
Som det ses, er professionelle sprogbrugere (f.eks. Timme Bisgaard Munk, sprogspasser på videregående niveau) allerede på nuværende tidspunkt ude af stand til at skrive på korrekt dansk uden at inddrage unødvendige, malplacerede, hæslige og dermed dejligt uetiske ord fra engelsk, og Uetisk Råd ser derfor med fortrøstning frem til den danske kulturs snarlige undergang under almindelig jubel eller blot ligegyldighed.