Allerede i 2015 rundede Danmark integrationspakke nr. 22, og siden er det kun gået fremad med endnu flere pakker. Uetisk Råd har vundet licitationen på den seneste, som vi har navngivet Integrationspakke nr. 38, fordi vi anslår, at det må være deromkring.
Pakken er udarbejdet efter dybdeborende analyser af hele problemfeltet, og Rådet er derfor stolt af at kunne præsentere den ekstremt omfattende plan, der i sin helhed består af følgende punkter:
Det er ikke nok at give håndtryk, når man tildeles dansk statsborgerskab. Samleje med den stedlige borgmester vil fremover være minimumskrav for at opnå indfødsret i Danmark.
Der er behov for flere integrationsplaner.
Det var alt.
Rådet vurderer, at ovennævnte initiativer eventuelt kan suppleres med flere dialogbænke, såfremt der måtte være flere penge tilbage i statskassen, når skattevæsnet m.fl. er færdige med at dele ud af dem til svindlere i ind- og udland. En undersøgelse heraf ventes afsluttet inden udgangen af indeværende århundrede.
Nok en gang er Europa ramt af terror, og som sædvanlig ved ingen, hvad man skal gøre ved det. For hvordan stopper man krigsførende jihadister? “Man kunne jo prøve med de samme midler, som man ville bruge mod alle andre militære trusler mod statens eksistens!” siger den uvidende læser måske, men en undersøgelse fra Uetisk Råd viser, at dette er 100 % forkert. Det korrekte svar er mere dialog.
Det er nemlig et generelt problem, at “ofrene” for terroren er selvtilstrækkelige og ikke vil tale med dem, der i hemmelighed har tænkt sig at slå dem ihjel. For eksempel må man som uetisk analytiker spørge, om alle de mennesker, der blev slagtet ved koncerten med Eagles of Death Metal på Bataclan i Paris, ikke kunne have gjort mere for at igangsætte en dialog med de islamiske massemordere frem for at lade sig nedskyde og på andre måder henrette på denne irriterende passivt-aggressive måde.
Det samme gælder for de nylige terrorbomber mod metroen og lufthavnen i Bruxelles (og de tidligere metroterrorangreb i London og Madrid, som vi heldigvis for længst har glemt igen): Kunne passagererne ikke have taget sig lidt sammen og ligesom have forsøgt at italesætte den kulturelle problemstilling frem for at gøre sig selv til ofre ved at lade sig dræbe? Jo, det kunne de nemlig.
Også i de mindre hændelser i dagligdagen må der rejses et ubetinget krav om mere samtale – og frem for alt må det kræves, at ofrene udviser mere forståelse for gerningsmændenes ret. Når en muslimsk kvinde er blevet banket gul og blå (dvs. svensk-multikulturel) af sin mand, får hun at vide af sin imam, at hun ikke skal gå til politiet. Dette er en helt korrekt handlemåde, viser UR’s analyser; hvis hun var gået i dialog (dvs. havde tiet stille og rettet sig efter manden), havde hun måske ikke fået bank – men i stedet valgte hun at få bank og dermed spille offerkortet.
Hvis hun i stedet for den selvoptagne offermentalitet havde tænkt lidt over Habermas’ diskursanalyse, ville hun have vidst, at respekt for den voldelige modparts legitime synspunkter er vejen til en herredømmefri samtale, dvs. en samtale, hvor voldsmanden har magten.
