Tag-arkiv: humankraft

Handicappede indvarsler et uetisk nytår

Uetisk Råd, der har slumret sødt i sin ækle baggårdskælder i månedsvis, er vågnet op og blev straks mødt med nyheden Flere forgiftet af brændende atomubåd. “Endnu en dag på kontoret”, tænkte Rådet først, men opdagede så med begejstring nyheden om, at handicappede fremover forventes at ville sagsøge både deres forældre og samfundet, fordi man har tilladt dem at blive født; fænomenet omtales som fejlagtige fødsler.

Uetisk Råd støtter varmt det ubehagelige rettigheds- og indkrævningssamfund, som vokser frem i disse år, og Rådet er derfor også lykkeligt over at høre om de griske handicappedes rethaveriske forehavende; alene tanken om at ville have forsødet livet med erstatninger for, at man lever og ikke er død, kan varme langt ind i Rådets ellers iskolde hjertes krinkelkroge. Men Rådet mener alligevel, at man kunne løse problemet langt mere effektivt på anden vis:

De handicappede er utilfredse med, at de lever, frem for at de var blevet aborteret. Uetisk Råd foreslår derfor, at man omgør fejl-fødslen ved at foretage en øjeblikkelig sen-abort, således at domstolen simpelthen beordrer de erstatningssøgende likvideret på stedet. Derved opnår de det, de gerne ville – nemlig ikke at leve – og samfundet sparer penge på retssagen; penge, der passende kan overføres til Uetisk Råds lyssky konti på Bahama-øerne, i Liechtenstein og i Varde, blot som en beskeden tak for hjælpen, eller evt. investeres i fremtidssikrede energikilder.

Brænd mennesker – spar penge!

Det er netop kommet Rådet for øre, at man i USA nu vil bruge fedt fra fede mennesker til at fremstille biodiesel. Helt grundlæggende går Uetisk Råd naturligvis ikke ind for biodiesel, da produktion heraf vil reducere efterspørgslen på de herlige, klimaskadelige kulbrinter, men Rådet finder alligevel, at der er store perspektiver i disse planer.

Rådet opfordrer derfor til, at man fremover anvender hele (eller dele af) levende mennesker som brændsel (humankraft). Dels vil man på denne måde kunne komme af med en masse mennesker, som man af den ene eller anden grund ikke bryder sig om, og dels er der naturligvis i sig selv et uetisk aspekt i at bruge mennesker på denne vis. Samtidig ville man omsider kunne finde en fornuftig anvendelse for naturgassen, som kunne bruges i visse til energiproduktionen knyttede kamre.