Sådan går danskerne og har det

Foto: Chad fitz (CC BY-SA 3.0)

En undersøgelse foretaget af Uetisk Råd afslører nu, hvordan danskerne går og har det her ved indgangen til 2018. Undersøgelsen er foretaget blandt 1 repræsentativt udvalgt dansker og viser, at danskerne generelt er trætte af at stå i kø i 25 minutter, når de er i Imerco for at købe en gasbrænder til karamellisering.

“Jeg er træt af at stå i kø i 25 minutter, når jeg er i Imerco for at købe en gasbrænder til karamellisering”, udtaler den repræsentative dansker, der købte gasbrænderen på udsalg. Han/hun tilføjer, at han/hun blev endnu mere sur og træt, da han/hun opdagede, at den gasbrænder, som han/hun netop havde købt, ikke fungerede, da han/hun kom hjem og ville prøve den.

“Det er fandme noget lort, mand”, udtaler danskeren til Uetisk Råd.

Men 2018 vil byde på mere fra samme skuffe, forudser Rådet.

Bunkebryllup på Ærø

Foto: Cristinadeargentina (CC BY-SA 4.0)

På den såkaldte “Ærø” har de kommunale myndigheder viet hele 4.600 udenlandske par i år, altså flere end 12 om dagen. Uetisk Råd gør opmærksom på, at der foreligger et betydeligt rationaliseringspotentiale her, eftersom man med fordel kunne slå alle vielserne sammen til ét stort bunkebryllup. Så behøver den kommunale giftefoged kun rykke ud én gang om året.

Hvis kommunen samtidig overtager ansvaret for at finde ud af, hvem der skal giftes med hinanden, bliver det også langt mere effektivt end nu, hvor useriøse fænomener som “kærlighed” åbenbart spiller en rolle. Velreguleret menneskehandel er langt mere rationelt.

Rådet har nogle forbindelser hos Moon-bevægelsen i Sydkorea, som har stor erfaring på området. Sæt i gang!

Tidsrejser driver Manu Sareen til konkurs

Manu møder Indira Gandhi. Foto: Magnus Fröderberg (CC BY 2.5 DK)

Manu Sareens firma er gået konkurs. Den tidligere minister forsøger selv at få det til at lyde, som om konkursen bare er et resultat af hans almindelige uansvarlighed, fordi han lizzom ikke rigtig gad indlevere sit regnskab; men en hemmelig rapport fra Uetisk Råd afslører nu, at det forholder sig helt, helt anderledes.

Sareen (der er konsulent og guru med ekspertise i bl.a. bagvaskelse og løftebrud) har nemlig i virkeligheden brugt alle pengene i firmaet på ekstremt dyre tidsrejser. Det var simpelthen bare ikke nok for Myto-Manu at møde den afdøde Indira Gandhi én gang, så der måtte flere tidsrejser til, også selvom de er meget dyre i benzin. (Den alternative mulighed – at Manu er fuld af løgn – må naturligvis lades ude af betragtning).

Glædelig jul til advokatfirmaet Kromann Reumert, der nu skal rydde op i konkursboet Manu Sareen.

Nye anklager: Kerteminderevyen ikke racistisk nok

Farshad Kholghi ses i plakatens højre side (heraldisk venstre).

Revyens trængsler er ikke forbi. Først anklagede nogle krænkelsesfetichister (anført af den fallerede journalist Kirstine Dalsgaard Larsen og  folketingsmedlemmet “Roger Matthisen”) revyen for at være racistisk. Uetisk Råd blev meget begejstret, men nu viser det sig, at de krænkede endnu en gang har lovet mere, end de kan holde.

En analyse, som Rådet har foretaget, viser nemlig, at årets Kerteminderevy slet ikke er tilstrækkeligt racistisk. Et dybt skuffet UR kan for eksempel ikke forstå, hvorfor Farshad Kholghi som den eneste slet ikke er klædt ud?!

Øv.

Matematik-pris til Aase D. Madsen

Aase D. Madsen

Der findes ingen Nobelpris i matematik. I stedet har Norge oprettet en Abelpris, der gives til folk, som har udført fremragende arbejde inden for matematikken.

Uetisk Råd foreslår, at prisen gives med tilbagevirkende kraft til fru Aase D. Madsen, fhv. medlem af Folketinget (DF), der tirsdag den 16. november 1999 fremsatte følgende korte bemærkning i folketingssalen:

[…] dér står, at 39 pct. af den mandlige del af befolkningen aldrig kommer på bibliotekerne, og at 30 pct. af den kvindelige del af befolkningen, altså fordelt gennemsnitligt over alder, aldrig kommer der. Og når jeg lægger mænd og kvinder sammen – det skal man være lidt forsigtig med, men på det her område tør jeg godt – så giver 39 pct. af mændene og 30 pct. af kvinderne befolkningen tilsammen, og det må være 69 pct. Tager jeg fejl?

Aase D. Madsens matematiske færdigheder skyldes, at hun er uddannet i handel og regnskab(!)

Prisen vil blive overrakt af en repræsentant for Alternativet, som principielt er imod procentregning af enhver art, da man jo bare kan danse et tal i stedet for at beregne det.