Tag-arkiv: Jürgen Habermas

Jürgen Habermas: Tal frit, men hold din kæft

Jürgen Habermas ved et møde i Uetisk Råd. Foto: Wolfram Huke (CC BY-SA 3.0)
Jürgen Habermas ved et møde i Uetisk Råd. Foto: Wolfram Huke (CC BY-SA 3.0)

Jürgen Habermas er bedst kendt som én af de filosoffer, som millioner af studerende i Vesten skal læse kedelige og banale tekster af for at kunne få deres kedelige og banale uddannelser.

Habermas er med andre ord en rigtig uetisk fætter, idet det er lykkedes ham at bilde folk ind, at han er meget klog, ved at sige utroligt simple ting på utroligt komplicerede måder og tilsmage dem med et let drys af socialismens rosenrøde krydderi fra forrige århundredes spisekammer.

Vi bringer her en samlet analyse af alt, hvad Jürgen Habermas står for:

Habermas’ brillante tænkning fremhæver, at det er vigtigt, at man taler sammen, og at man kan tale frit, uden at andre bestemmer, hvad man skal sige; de bedste argumenter skal vinde.

Medmindre man ikke siger det, som Habermas gerne vil have; for hvis det er tilfældet, skal man ignoreres, indtil man tier stille, viser det sig nu.

“Men det er uforskammet, at Uetisk Råd gør nar ad en så respekteret tænker (hahaha! – UR) som Jürgen Hareskår og dermed hele Frankfurterskolen! I kan da ikke bare tillade jer at hævde, at hans komplekse og meget nuancerede arbejde om herredømmefri samtale, diskursetik, borgerlig offentlighed samt livsverden versus system kan reduceres til sådanne trivielle banaliteter?!”

– Jo.

Har du talt med din bøddel i dag?

En dialogkonsulent. Foto: Andrew Butko
En dialogkonsulent. Foto: Andrew Butko (GFDL 1.3)

Nok en gang er Europa ramt af terror, og som sædvanlig ved ingen, hvad man skal gøre ved det. For hvordan stopper man krigsførende jihadister? “Man kunne jo prøve med de samme midler, som man ville bruge mod alle andre militære trusler mod statens eksistens!” siger den uvidende læser måske, men en undersøgelse fra Uetisk Råd viser, at dette er 100 % forkert. Det korrekte svar er mere dialog.

Det er nemlig et generelt problem, at “ofrene” for terroren er selvtilstrækkelige og ikke vil tale med dem, der i hemmelighed har tænkt sig at slå dem ihjel. For eksempel må man som uetisk analytiker spørge, om alle de mennesker, der blev slagtet ved koncerten med Eagles of Death Metal på Bataclan i Paris, ikke kunne have gjort mere for at igangsætte en dialog med de islamiske massemordere frem for at lade sig nedskyde og på andre måder henrette på denne irriterende passivt-aggressive måde.

Det samme gælder for de nylige terrorbomber mod metroen og lufthavnen i Bruxelles (og de tidligere metroterrorangreb i London og Madrid, som vi heldigvis for længst har glemt igen): Kunne passagererne ikke have taget sig lidt sammen og ligesom have forsøgt at italesætte den kulturelle problemstilling frem for at gøre sig selv til ofre ved at lade sig dræbe? Jo, det kunne de nemlig.

Også i de mindre hændelser i dagligdagen må der rejses et ubetinget krav om mere samtale – og frem for alt må det kræves, at ofrene udviser mere forståelse for gerningsmændenes ret. Når en muslimsk kvinde er blevet banket gul og blå (dvs. svensk-multikulturel) af sin mand, får hun at vide af sin imam, at hun ikke skal gå til politiet. Dette er en helt korrekt handlemåde, viser UR’s analyser; hvis hun var gået i dialog (dvs. havde tiet stille og rettet sig efter manden), havde hun måske ikke fået bank – men i stedet valgte hun at få bank og dermed spille offerkortet.

Hvis hun i stedet for den selvoptagne offermentalitet havde tænkt lidt over Habermas’ diskursanalyse, ville hun have vidst, at respekt for den voldelige modparts legitime synspunkter er vejen til en herredømmefri samtale, dvs. en samtale, hvor voldsmanden har magten.