Tag-arkiv: kommune

Kongelige skilsmisser

Da Uetisk Råd principielt er imod ægteskaber, kommer nyheden om den kongelige skilsmisse på et godt tidspunkt. Alle ved, at samfundet ikke har råd til at vie alle disse mennesker. Lad derfor de kongelige leve op til at være rollemodeller for resten af befolkningen. Hvis de kongeliges veje skilles, må det være en opfordring til hr. og fru Jensen. Kirkens bagmænd tjener i disse dage færre og færre penge på ægteskaber i kirken, da flere og flere foretrækker rådhuset. Uetisk Råd billiger denne tendens, men ægteskabet må ophøre helt! Derfor kræver Uetisk Råd, at vi nedlægger samtlige rådhuse.

På længere sigt går Rådet dog ind for en striks rekatolicering af landet, der vil indskrænke folks rettigheder på dette samt mange andre områder.

Kommunesammenlægning

Reportagefoto fra Flødstrup: safaritravelplus (Wikimedia Commons)

Uetisk Råd er imod forestående kommunesammenlægninger, da vi hellere så alle kommuner nedlagt til fordel for indførelsen af diktatorisk sognestyre. Den 30. marts går Flødstrup Sogn dog alligevel til folkeafstemning i spørgsmålet om, hvorvidt de skal løsrives fra Ullerslev eller ej. Uetisk Råd anbefaler borgerne i Flødstrup at stemme på Kerteminde, da der således vil opstå trangere kår for børnepasning, fritidsaktiviteter samt udbuddet af skoler. Alle mennesker med forstand ved, at børn og især gravide kvinder er en enorm byrde for samfundet. I den forbindelse vil Uetisk Råd henvise til vores bekendtgørelse om kloning, hvor vi uddyber problemet.

Note fra net-redaktøren:
Et lille flertal i Flødstrup Sogn gik imod Uetisk Råds anbefaling, hvorfor sognet vil blive en del af den kommende større Nyborg Kommune. Dette viser endnu engang demokratiets manglende levedygtighed og berettigelse, mener Uetisk Råd.