Tag-arkiv: Kristian Jensen

Mislykket privatisering: Ingen vil købe Folketinget

Foto: Job & Magt/Johan Wessman/norden.org (CC BY 2.5 dk)

Endnu en alvorlig fiasko har ramt kongeriget. Fra statens side var der lagt stor prestige og meget arbejde i at gennemføre den seneste bølge af privatiseringer, der efter planen skulle have omfattet DSB, RUC, Rødhus Klit Camping og Folketinget. Imidlertid har det vist sig, at der ikke var nogen interesserede købere, der kunne tænke sig at overtage driften af den lovgivende magt i Danmark.

Selv ikke finanshuset Goldman Sachs har været i stand til at hjælpe salget på gled, trods udbetaling af milliarder i konsulenthonorar. Salget glippede, da et mellemøstligt forbrydersyndikat alligevel ikke kunne bestikkes til at tage imod Christiansborg med indhold.

Socialdemokratiet ærgrer sig på Goldman Sachs’ vegne: “Det er meget ærgerligt”, udtaler partiet én- og samstemmigt. “Vores venner i Goldman Sachs er i forvejen hårdt ramt af Trump-regeringens skattereformer, og nu kommer så dette nye nederlag oveni. Godt at de trods alt har fået deres honorar”.

Det fejlslagne forsøg på at afhænde Danmarks parlament har dog ikke skræmt finansminister Kristian Jensen. Inden for kort tid ventes han at præsentere nye forslag til, hvilke dele af den offentlige sektor der bør overlades til det frie marked. Flere iagttagere, som har rendt Uetisk Råd på dørene, har nævnt Assens Kommune, Vejdirektoratet og Özlem Cekic som oplagte emner til næste privatiserungsrunde.

Boomerang-pris indstiftet – Mogens Jensen første modtager

Mogens Jensen med en boomerang på hovedet.
Mogens Jensen. Originalfoto: Johannes Jansson.

Uetisk Råd støtter naturligvis forsøgene på at tjene penge i diktaturstaten Saudi-Arabien; lige siden Muhammedkrisen har Rådet gået ind for tanken om at sælge ud af værdier og Arla-ost for at få penge og islam i stedet.

Derfor er Rådet som udgangspunkt fjendtligt indstillet over for den ellers så uetiske Mogens Jensen (S), der har kritiseret “udenrigsminister” Kristian Jensen (V) på grund af det danske handelsfremstød i Arabien. Nu viser det sig imidlertid, at besøget blev planlagt, mens Mogens Jensen selv var handelsminister i Udenrigsministeriet. For at belønne denne herligt uetiske adfærd har Uetisk Råd dags dato indstiftet en ny Boomerang-pris, der tildeles Mogens Jensen. Vi håber på mange gentagelser i de kommende år.

(I første omgang havde Rådet egentlig tænkt sig at hædre politikeren ved at lave en boomerang med samme facon som Mogens Jensen, men denne idé blev opgivet, da det vurderedes, at boomerangen aldrig ville vende tilbage, endsige flyve i første omgang).

Styrk smagløsheden – stem JA!

Foto: Thomas Bredøl.
Foto: Thomas Bredøl.

Danmarks glorværdige udenrigsminister, Kristian Jensen (Venstre), har i dag – mindre end et døgn efter det omfattende terrorangreb i Paris – brugt mordet på foreløbig flere end 120 personer til at agitere for et ja ved den kommende folkeafstemning.

I den anledning har et begejstret Uetisk Råd énstemmigt (vi afskyer nemlig pluralisme) besluttet at udnævne Kristian Jensen til Smagløshedens mester. Vi venter i spænding på, hvornår der kommer nyt fra mesterens hånd.

Kristian Jensen