For at skabe opmærksomhed omkring Uetisk Råds genopstandelse har Rådet besluttet at indstifte en ny pris, kaldet KGB-Prisen, som hvert år uddeles ved en storslået og dekadent festivitas!
KGB-prisen skal naturligvis uddeles til en person, der i særlig grad har medvirket til uetikkens udbredelse. Og hvilken anden person end Jørgen Dragsdahl er det oplagte valg til den første pris.
Først bidrog han i mange år til en vigtig og nødvendig desinformation af Danmark og Vesten via sin skraldespandsjournalistik samtidig med hans samarbejde med netop KGB. Herefter – mange år senere – prøver han med domstolenes hjælp at få en historiker, der påpeger det netop nævnte, dømt for injurier. Dét må siges at være ufejlbarligt uetisk!
Ved overrækkelsen vil der være et orkester af kalifat-dimensioner, som skal spille alt lige fra Die Fahne hoch! til den nu omskrevne salme Lenin er født i Bethlehem.
UR har ikke bidraget til Jørgen Dragsdahl-foreningen, men det skyldes mest, at UR er imod frivillige sammenslutninger. UR tror således kun på organisering via (vold og) tvang.