Paul Krugman – alle Politiken-læseres yndlings“økonom”/socialdemokratiske propagandist – er blevet svinet til af den fæle Donald Trump. Grunden er, at oraklet Krugman havde forudset, at aktiemarkedet ville kollapse uopretteligt efter valget af Trump som amerikansk præsident. I stedet har aktiekurserne slået rekorder lige siden.
Uetisk Råd vil desanledning komme den kloge Paul “Mere Statsgæld Er Altid Løsningen” Krugman til hjælp. For måske har han lavet en enkelt svipser i tilfældet Trump, men hvad så med hans mange andre profetiske udsagn, der har vist sig at være næsten 100 % korrekte? F.eks. da han i 1998 fastslog, at internettet ikke ville få nogen særlig betydning for økonomien:
By 2005 or so, it will become clear that the Internet’s impact on the economy has been no greater than the fax machine’s.
Derved er det bevist, at clairvoyante Krugman ikke kan tage fejl, mener Uetisk Råd. Det er således fuldt fortjent, at hans politiske manipulationer økonomiske videnskabelighed er blevet belønnet med Sveriges Riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne samt Mohgens Lykketofts Erindringsmedalje.
Der findes ingen Nobelpris i matematik. I stedet har Norge oprettet en Abelpris, der gives til folk, som har udført fremragende arbejde inden for matematikken.
Uetisk Råd foreslår, at prisen gives med tilbagevirkende kraft til fru Aase D. Madsen, fhv. medlem af Folketinget (DF), der tirsdag den 16. november 1999 fremsatte følgende korte bemærkning i folketingssalen:
[…] dér står, at 39 pct. af den mandlige del af befolkningen aldrig kommer på bibliotekerne, og at 30 pct. af den kvindelige del af befolkningen, altså fordelt gennemsnitligt over alder, aldrig kommer der. Og når jeg lægger mænd og kvinder sammen – det skal man være lidt forsigtig med, men på det her område tør jeg godt – så giver 39 pct. af mændene og 30 pct. af kvinderne befolkningen tilsammen, og det må være 69 pct. Tager jeg fejl?
Aase D. Madsens matematiske færdigheder skyldes, at hun er uddannet i handel og regnskab(!)
Prisen vil blive overrakt af en repræsentant for Alternativet, som principielt er imod procentregning af enhver art, da man jo bare kan danse et tal i stedet for at beregne det.
Nogle havde måske allerede det indtryk, at Nobels fredspris er lidt af en vittighed. “Men hvordan det, oh høje Råd?” spørger den uvidende læser, der ikke kan huske fra næse til mund og således er en værdig deltager i det demokratiske samfund.
Grunden er for eksempel, at Nobels fredspris – der er grundlagt med midler fra Alfred Nobels våben- og sprængstoffabrikker – tidligere er blevet givet til Barack Obama, hvis indsats for freden dengang bestod i, at han sagde, at han godt kunne lide fred. De efterfølgende krige, herunder den massive brug af dronebombardementer og dødslister, har ikke ændret på, at han er en fredens mand. Man kunne også fremhæve, at prisen ligeledes er gået til EU, som i egen selvforståelse afsluttede Anden Verdenskrig og Holocaust, allerede længe inden selv forløberne for EU var blevet etableret.
Når Uetisk Råd i år har besluttet at tildele Nobelkomitéen en pris for største internationale meningsløshed, skyldes det naturligvis, at man har valgt at give årets fredspris til International Campaign for Nuclear Disarmament (fejlagtigt forkortet ICAN). Dels er det selvfølgelig i sig selv komisk at belønne en organisation, der absolut ikke har nogen som helst indflydelse på atomvåben, for at beskæftige sig med afskaffelse af atomvåben; men endnu mere hysterisk morsomt er det dog, at pengene til prisen kommer fra investeringer i virksomheder, der fremstiller atomvåben. Jo, de gør.
Uetisk Råd foreslår, at næste års pris bør gå til Kim Jong-un. Samtidig sender Rådet en uetisk tanke til Tom Lehrer, der tidligere har fremhævet, hvordan tildelingen af fredsprisen til Henry Kissinger har overflødiggjort politisk satire. “Men hvem er Henry Kissinger?” spørger alle medlemmerne af den bedst uddannede generation nogensinde. Men nu er Rådets tålmodighed sluppet op.
Nu hvor Bob Dylan lidt overraskende har fået Nobelprisen i litteratur, er det på tide at vende opmærksomheden imod en anden stor, internationalt anerkendt kunstner, nemlig Anne Marie Helger. Uetisk Råd har derfor hyret en flok biografer (altså personer, der skriver biografier, ik’å), som har gravet alverdens materiale frem om Helger, så hun kan stå stærkest muligt i opløbet til næste års prisuddeling.
Med stolthed kan Rådet derfor nu præsentere en samlet liste over alt, hvad Anne Marie Helger har bidraget med til menneskeheden siden sin fødsel i 1946:
Af en eller anden grund er der ikke blevet uddelt nogen Nobel-fredspris i 1939. Uetisk Råd vil gerne råde bod på dette problem og har derfor besluttet at tildele fredsprisen til Storbritanniens premierminister, Neville Chamberlain, og Stortysklands Fører og rigskansler, Adolf Hitler.
Med den fremsynede aftale i München i efteråret 1938 har de to statsmænd sikret, at verden blev skånet for en ny krig. Tanken er lige så enkel, som den er rigtig: fred for enhver pris – fred uanset omkostningerne – fred på alle betingelser.
Uetisk Råd ser med glad forventning frem til, hvad 1940’erne vil bringe af fred, frihed og fremskridt til verdens folk.
Ordet “dich” er tysk og betyder “dig”, men på dansk udtales det ligesom det engelske ord “dick”, der også betyder “dig”, undtagen på visse engelske dialekter, hvor det betyder “dej”; hvis du for eksempel er på rejse i Australien, og din kammerat siger: “She wants your dick, mate”, kan du godt begynde at finde surdejen frem.
Er du gymnasieelev eller på andre måder et dovent svin, der mangler en litterær analyse? Eller er du bare en fordrukken hippie, der ønsker at få bekræftet din dårlige smag fra dengang, da du var ung, skæv og stadig havde dine flok-idealer i behold? Fortvivl ikke, her er en færdigpakket tekstanalyse af et af den danske kulturs største litterære mesterværker, sangen Sådan er kapitalismen fra 1966 med tekst og melodi af geniet Per Dich (1926–1994).
Sangen har syv strofer (vers) på hver fire vers (linjer), hvortil kommer et refræn (omkvæd) af samme omfang. Meteret (versmålet) er ikke så enkelt at definere, eftersom antallet af stavelser i hver verslinje sjældent overholder nogen regler og egentlig ikke passer helt til melodien – et tydeligt tegn på Dichs store kunstneriske format. Enderimene i verslinjerne følger den vilde og grænseoverskridende struktur ABAB, her fra anden strofe:
gået–pigejagt–no’et–sagt
Det samme gør sig gældende i omkvædets struktur, her bare med ord, der ikke rigtigt rimer:
kapitalismen–løn–men–synd
Den samlede struktur for strofe + omkvæd bliver derfor ABAB–CDCD. Klassisk og næsten på kanten af at være korrekt gennemført.
Det, der først og fremmest gør sangen til en så enestående kunstnerisk bedrift, er, at der ikke er nogen form for sammenhæng imellem sangens egentlige budskab og handlingen omkring dens kvindelige, unavngivne protagonist (hovedperson). Budskabet leveres nemlig i omkvædet og har karakter af et postulat, altså en påstand, der ikke på nogen måde bakkes op eller underbygges af sangens strofer, ligesom omkvædet omvendt heller ikke tilfører nogen form for indsigt eller uddybning af det, der siges i stroferne.
Budskabet om, at kapitalismen er ond og går ud over de “arme”, altså de fattige stakler, fremføres igen og igen på sin fængende melodi – så subtilt og smukt, som blev det kørt ind med gaffeltruck, og med en kunstnerisk stemning af ølsjatter og råbekor; alt imens beretter stroferne historien om en falden pige, hvis ulykke ikke har anden forbindelse med kapitalismen, end at det postuleres, som var det et religiøst mantra, hvilket vel også netop er tilfældet med denne artistiske perle fra den kommunistiske erstatningsreligion. Per Dich fortjener religiøs tilbedelse for at have frembragt så gennemført himmelske kunstværker som denne sang.
Vi vil nu gå videre til en nærmere analyse af stroferne:
Hun var fattig, men så ærlig,
hun var barndomshjemmets pryd;
men en rig mand blev begærlig,
og så tog han hendes dyd.
Hovedpersonen introduceres ved et snedigt greb, hvor der for vore øjne straks males et billede af hendes situation og karakter.
En parallelkonstruktion til “fattig, men ærlig” findes i kendte talemåder som “tilfreds, men rig”, “vred, men glad” og “sur, men træt”.
Oplysningen om, at hun var fattig, men ærlig, er særligt værd at lægge mærke til, eftersom Dichs overrumplende brug af den parataktiske kon-/disjunktion (sideordnende bindeord) “men” antyder, at der skulle bestå en modsætning imellem at være fattig og at være ærlig, eftersom der ellers ikke skulle have stået “men”, men i stedet “og”. Et meget negativt syn på fattige kommer altså tidligt til udtryk, hvilket kan virke overraskende, eftersom sangens eneste forsøg på en pointe ellers er, at rige mennesker er nogle svin, og at det er den private ejendomsrets skyld. Men i realiteten er det bare et tegn på kunstnerisk overskud, når guddommelige Dich allerede fra ord nr. 4 begynder at modsige sig selv.
Overraskelserne fortsætter i tredje verslinje, hvor vi møder pigens modstander (antagonisten), som iværksætter handlingsgangen ved at tage hendes dyd. Bemærk den vidunderlige overensstemmelse imellem, at pigen er “fattig, men ærlig”, mens manden er “rig og begærlig”. Den angiveligt naturlige modsætning imellem fattigdom og ærlighed stilles på mærkelig vis over for et postuleret, om end totalt fraværende kausalitetsforhold imellem at være rig og at være et svin. Intet i handlingsforløbet ville blive anderledes, hvis der i stedet for en rigmand var tale om eksempelvis en kommunistisk partifunktionær, en høj mand, en fagforeningspamper, en asylansøger, en rødhåret tømrer eller en fattig taxachauffør; men eftersom der nu engang er tale om en rig mand, føres man direkte over i omkvædet:
Sådan er kapitalismen,
utak er de armes løn,
det’ de riges paradis, men
jeg syn’s fa’me det er synd.
Ved den gennemtænkte brug af adjektivet (tillægsordet) “sådan” forledes læseren/lytteren til at tro, at der er en egentlig sammenhæng imellem det, vi lige har hørt om en mands forførelse eller voldtægt af en pige, og den kapitalistiske produktionsmåde. Per Dich er generøs nok til at undlade at komme nærmere ind på, hvordan et individuelt seksuelt fejltrin eller ligefrem et overgreb umiddelbart står i forbindelse med indretningen af en samfundsstruktur, der bygger på akkumulation af kapital med henblik på forrentning ved videreinvestering; men den oplyste læser eller tilhører kan nok drage sine egne uberettigede, men bekræftende konklusioner. “Ræsonnementet”/postulatet følger dette skema:
Argumentationsstrukturen kunne også udtrykkes således:
Videre til strofe to:
Da på ballet hun var gået,
traf hun ham på pigejagt.
Hun sa’: Jeg har aldrig fået no’et
det sku’ hun aldrig ha’ sagt. Sådan er kapitalismen…
På underfundig vis fører Dich os nu pludselig lidt tilbage i tiden igen; efter at have fået introduceret pigen og hendes ulykkesmand og hørt konklusionen, nemlig at han deflorerede hende, går vi pludselig tilbage til den mellemliggende periode for at få demonstreret, hvordan forførelsen eller overgrebet (det bliver aldrig klargjort) kunne finde sted. Det umotiverede skift i tid følges på sublimeste vis op af én af sangens allerbedste passager, nemlig den fjerde linje, der fuldkommen falder uden for den etablerede metrik ved at have en så skæv trykfordeling, at den kun kan synges af meget fulde mennesker (hvilket givetvis sjældent volder problemer). Uden nogen yderligere anledning følger igen den forudgivne konklusion, nemlig at “sådan er kapitalismen”. Sammenhængen imellem mødet på dansegulvet og kapitalismens profitmaksimeringsparadigme forklares ikke, men postuleres igen. Herefter tredje strofe:
Hun tog toget ind til staden
for at skjul’ sit syndefald,
nu går hun og trækker på gaden,
fire kroner for et knald. Sådan er kapitalismen…
Skønt vi ikke har fået noget at vide om det tidligere, fremgår det nu, at de hidtil nævnte optrin åbenbart har fundet sted ude på landet, eftersom der nu skiftes scene til byen; hertil tager pigen for at skjule, at hun er blevet gravid med den rige mand fra dansegulvet. Uden yderligere begrundelse forklarer den humpende tredje verselinje, at hun er blevet gadeluder, og det oplyses, at hun tager fire kroner for et samleje. Hvorfor er hun blevet prostitueret, og hvorfor kunne hun ikke få et andet job, og hvorfor er det kapitalismens skyld? Per Dich ved det, men vi ved det ikke.
Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks for perioden 1966-2015 (årsgennemsnit). Året 1900 = indeks 100; 1966 = 733; 2015 = 6891.
Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks oplyser, at 4 kroner i 1966-priser svarer til 37,60 kr. i 2015-priser. Pigen synes altså at have sat prisen for seksuelt samkvem endog meget lavt; selv en ganske høj produktionsfrekvens på to knald i timen vil ikke give hende en timeløn i nutidskroner på mere end 75,20 kr. før skatter og afgifter. Per Dich drager den forventede (om end forkerte) konklusion, at det er kapitalismens skyld, idet han graciøst underlader at berette, hvorfor og hvordan den kapitalistiske samfundsmodel har tvunget pigen til at sælge sin krop til langt under den forventede markedspris. Pigen og/eller tekstforfatteren bryder helt og aldeles med det kapitalistiske grundprincip om, at markedsprisen bestemmes af udbud og efterspørgsel; og fordi den beskrevne handling således intet har at gøre med kapitalisme, er det kapitalismens skyld, at det sker. Fornem kunst og ikke mindst fornem behandling af læseren/lytteren. Fjerde strofe beretter om en uventet side af prostitutionstemaet:
Se det lille hus med stråtag,
hvor hendes gamle moder bor,
æder kaviar med velbehag,
lever fedt af dat’rens hor. Sådan er kapitalismen…
Vi er nu tilbage på landet, hvor pigens mor bor i et fint lille hus. Som læser eller lytter skulle man efter oplysningerne i tredje strofe have troet, at pigens tur til staden blandt andet fandt sted netop for at undgå, at hun skulle konfronteres med sin mor; men det viser sig nu overraskende, at denne “lever fedt af dat’rens hor”, som det yndefuldt beskrives. Hvordan kan det være, at datterens meget lave timeløn som prostitueret sætter hendes mor i stand til at leve et luksuriøst liv med indtag af kaviar? Svaret er selvfølgelig, at “sådan er kapitalismen”. Hvorfor? Fordi. Derved er det også tydeligt bevist, at kapitalismen er skyld i, at pigens mor tilsyneladende har kastet de varme følelser overbord, som hun ellers havde i strofe 1, og i stedet er begyndt at udnytte sin datters ulykkelige situation økonomisk. Sådan gør flertallet af forældre jo typisk i kapitalistiske stater, men til gengæld aldrig i samfund, der er indrettet som socialistiske kommandoøkonomier. Femte strofe fortsætter:
Pigen trækker nu på Strøget,
klædt i laktaske og tyl.
Hun er havnet helt i møget,
det’ det rige møgsvins skyld. Sådan er kapitalismen…
Her foretages en foreløbig opsummering af pigens livsløb, som det indtil videre har formet sig; hun er begyndt at arbejde på Strøget, hvilket åbenbart ikke hele tiden har været tilfældet, eftersom Dich diskret har anvendt tidsadverbiet “nu”, der indikerer, at der er tale om en forandring i forhold til tidligere. Vi får at vide, at hendes begrædelige skæbne er “det rige møgsvins skyld”, hvilket dog uden yderligere forklaring medfører en fornyet konstatering af, at det ikke alene er det konkrete rige møgsvins skyld, men simpelthen er et resultat af den markedsøkonomiske samfundsform. Vi har nu nærmet os afrundingen af hændelsesforløbet og er kommet til sjette strofe:
Hun har ligtorne på halen,
hun har fnat – og det De ved,
så hun springer i kanalen
slut med hor – ja ded var ded. Sådan er kapitalismen…
Ligtorne kan man have under foden. Man skulle derfor have troet, at første verslinje kunne slutte på f.eks. “hælen”, men med vanlig kunstnerisk træfsikkerhed har Dich i stedet skrevet “halen”, hvilket ganske vist er blottet for enhver mening, men til gengæld rimer på “kanalen” i tredje verslinje. Foruden fnat har den stakkels pige også fået “det De ved”, hvilket må antages at dække over en eller flere kønssygdomme, som hun har pådraget sig som følge af prostitutionen; en nærmere beskrivelse gives ikke, eftersom ordene “det De ved” væsentligst synes at være valgt for at kunne frembringe et rim med den underlige teatersjællandske dialektalform “ded var ded”, som afrunder fjerde verslinje. Dette forsøg underløbes dog af Dichs egen udtale, hvor “ved” udtales “ve” med stumt d, hvorfor det ikke rimer på “ded”, der hermed bliver overflødigt (men stadig lyder dumt – undtagen, naturligvis, i Per Dichs virtuose fuldemandsvrælen).
Med pigens selvmord ophører hendes muligheder for at forbedre sin situation, hvilket uden synlig begrundelse henføres til den velkendte årsag, at “sådan er kapitalismen”. Sygdommene, selvmordet og ophøret af muligheden for at tjene penge er altså begrundet i den kapitalistiske samfundsstruktur, og det må derfor underforstås, at en afskaffelse af den private ejendomsret ville kunne bringe pigen på ret køl, gøre hende rask, oprette hendes menneskelige værdighed og forhindre hendes selvmord. Det fremgår næsten af teksten. Til sidst tager sangen dog en uventet drejning – Dichs krøllede genialitet slår gnister igen:
De trak hende op af dyndet,
pjaskvåd, viklet ind i tang.
Hun er død, for hun har syndet,
men hun rejste sig og sang: Sådan er kapitalismen…
Efter at have fulgt en socialrealistisk fortællestil skifter Dich pludselig gear (dvs. mister overblikket over sin egen tekst) og introducerer et nyt, religiøst fortællelag. Pigens død forklares nu ved hjælp af syndsbegrebet. Ganske ligesom med de løbende udfald imod kapitalismen giver det dog heller ikke rigtigt nogen mening at ville forklare pigens død med et teologisk begreb som synd; for ganske vist hedder det i Romerbrevet, at “syndens løn er døden” (Rom 6,23; i ældre oversættelser: syndens sold), men i Dichs sangtekst har der hidtil ikke været anvendt andre religiøse begreber end “syndefald” i strofe 3, der mest synes at være brugt for at kunne rime smagfuldt på “knald”.
Helt generelt må man sige, at Per Dichs verdenslitteratur nemt slår både Paulus’ breve og resten af Bibelens ubetydelige skrifter af banen, og det er givetvis også her, man skal søge forklaringen på Dichs pludselige introduktion af teologiske termer: Mestersangeren og profeten Dich vil med den sidste strofe simpelthen etablere sin egen sangtekst som et nyt helligskrift – og med rette, vil utallige venstresnoede dansklærere uden tvivl mene. Mens Kristus opstod fra de døde for skænke menneskene livet, lader Dich den døde pige opstå fra kanalens slam for at synge med på Dichs eget evangelium, hvis totale mangel på mening her til sidst får en ligefrem himmelsk klang.
Uetisk Råd har dags dato besluttet at tildele Per Dich nobelprisen i litteratur.
Nogle havde måske allerede det indtryk, at Nobels fredspris er lidt af en vittighed. “Men hvordan det, oh høje Råd?” spørger den uvidende læser, der ikke kan huske fra næse til mund og således er en værdig deltager i det demokratiske samfund.
Nu hvor Bob Dylan lidt overraskende har fået Nobelprisen i litteratur, er det på tide at vende opmærksomheden imod en anden stor, internationalt anerkendt kunstner, nemlig Anne Marie Helger. Uetisk Råd har derfor hyret en flok biografer (altså personer, der skriver biografier, ik’å), som har gravet alverdens materiale frem om Helger, så hun kan stå stærkest muligt i opløbet til næste års prisuddeling.
