Tag-arkiv: Ungdomshuset

Alt for meget politi er samfundets største problem

Direkte demokrati. Foto: EPO (CC BY-SA 2.5)

Det vrimlede med politi på Nørrebro, da Ungdomshusets venner foretog den rituelle ødelæggelse af bydelen for nylig. Ganske vist greb politiet ikke ind i nævneværdig grad, men alene tilstedeværelsen kan ikke have undgået at ødelægge stemningen under den frie udfoldelse af de “unges” demokratiske ret til at ødelægge andres ejendom.

Uetisk Råd er bestyrtet. Rådet mener nemlig (ligesom terrororganisationen Forældre imod Politibrutalitet), at de alt for store mængder af politi simpelthen er det danske samfunds allerstørste problem.

Det er jo efterhånden kommet så vidt, at man kan risikere, at politiet rykker ud til småforseelser som dødsvold og overlagt mord. Hvad bliver det næste? Bankrøverier? Vi spørger bare – og svarer selv: Det næste bliver vel mordbrand.

UR mener helt grundlæggende, at politiet må holde sig til de opgaver, som politikerne har opstillet:

Søren Pape “Mega” Poulsen må slå i bordet og fortælle politifolkene, at alt andet end te og kage til hærværks- og voldsmændene er lig med politibrutalitet. Vi kan ikke være det bekendt.

Se indlægget på Youtube

Anarkistisk fusion – Saddam som helgen

Uetisk Råd brød ud i en spontan glædesjubel, da Ritt Bjerregaard foreslog, at Ungdomshusets beboere skal have et nyt hus på Christiania. Dette forslag kan Uetisk Råd kun støtte, eftersom vi med denne lovløse fusion udbygger en boble af nihilisme og anarkisme, som vil destruere det omkringliggende, forkastelige, demokratiske retssamfund.

Når anarkisterne fra Ungdomshuset går hånd i hånd med christianitterne, vil de kunne lægge store planer for den nødvendige omvæltning af samfundet. Uetisk Råd vil med sabler og kalashnikov-rifler kæmpe mod det danske samfunds løveindgraverede sværd.

Rådet opfordrer desuden til, at den i dag på skammeligste vis henrettede guttermand Saddam Hussein bliver gjort til katolsk skytshelgen for Ungdomshuset, idet han vel om nogen repræsenterer de værdier, som husets beboere helligholder (hæmningsløs vold mod modstandere samt ukontrollabelt had etc.)

Støt de autonome!

Uetisk Råd var tidligere af den overbevisning, at situationen omkring det herlige “ungdomshus” på Nørrebro ikke kunne blive mere uetisk; dette har imidlertid vist sig ikke at være tilfældet:

De autonome har igen bevist, hvorfor de er en efterstræbelsesværdig gruppe mennesker, som lever i nihilismens og anarkismens højtærede navne. Efter en aktion, hvor en busfuld autonome kører ud til Faderhusets administrationsbygning for at kaste maling på deres bygning og angribe medlemmerne af Faderhuset, skider denne gruppe af autonome igen høj og flot på den private ejendomsret, hvilken Uetisk Råd ser som et ueftertragtelsesværdigt resultat af det vamle og forkastelige demokrati, som “Danmark” og resten af den vestlige verden har fået stablet på benene.

Lad os takke de autonome, dels for at have krænket bemeldte ejendomsret ved at have besat Ungdomshuset og herefter nægte at flytte fra huset, på trods af at der er faldet dom herom (på bedste Christiania-vis), dels fordi de herefter yderligere vælger at krænke Faderhusets ejendomsret ved at besudle deres administrationsbygning med maling og indtrængen på deres grund med trusler og vold.

Ungdomshuset på Nørrebro

Umiddelbart kunne det være fristende for Uetisk Råd at opfordre ejerne af Jagtvej 69 (“Ungdomshuset”), nemlig den tvivlsomme sekt “Faderhuset”, til at lade et nazitempel e.l. opføre på stedet.

Imidlertid er Rådet efter nøjere overvejelse nået frem til, at den nuværende situation, hvor huset holdes besat, er så uetisk i sig selv, at den ikke kan forbedres ved yderligere initiativer fra UR’s side; Rådet opfordrer derfor til status quo.