Hjerneforsker-stjernen Milena Penkowa er kendt for at være arrogant, hoven og selvoptaget, og hun har ifølge diverse medier ry for at være lidt for hurtig med at producere tvivlsomme forskningsresultater, der kan bruges til at fremme hendes egen karriere; således bliver hun p.t. undersøgt for videnskabelig uredelighed. Lige en forsker efter Uetisk Råds hoved, kort sagt. Rådet elsker kvinder i både ledende og andre stillinger.
Nu er det så kommet frem, at hun foruden lægevidenskabelig fup også er mistænkt for “at have misbrugt mellem to og tre millioner kroner af en forskningsbevilling til private formål såsom advokatregninger, tøj, rejser og middage”.
Uetisk Råd, der ikke gider vente på en endelig afgørelse, men allerede nu betragter Penkowa som “skyldig” i disse prisværdige forhold, er derfor i ekstase og opfordrer til, at Milena Penkowa bliver gjort til videnskabsminister med tilbagevirkende kraft. På denne post vil hun med sin svindel og indbildskhed være et værdifuldt supplement til den cocktail af afgrundsdyb idioti og stupide floskler, der har præget tidligere såvel som nuværende ministre på området (Charlotte Sahl-Madsen, Helge Sander, Frank Jensen, for blot at nævne de seneste undermålere).
Frem fordummelsen, gavn griskheden, hævd hovmodet, opelsk opblæstheden, styrk svindlen! Nu!
Opdatering, 3. februar 2011:
Det viser sig nu, at Penkowa tilsyneladende også har forfalsket dokumenter og løgnagtigt har påstået, at hendes mor og søster var blevet dræbt, skønt moderen efterfølgende deltog ved overrækkelsen af en pris til Milena Penkowa. Uetisk Råd er opstemt over at høre dette.
Opdatering, 7. marts 2011:
Nu er Penkowa endvidere dømt for underslæb og dokumentfalsk i en sag, hvor hun efterfølgende har forsøgt at skyde skylden på en studerende. Rådet klapper i sine klistrede hænder over denne nyhed.
Opdatering, 23. marts 2011:
Penkowa-sagen fortsætter: Den kære Milena har kaldt sig leder af Afdeling for Neuroprotektion, skønt denne institution ikke eksisterer. Uetisk Råd har i begejstring besluttet at gifte sig med Milena Penkowa.
Opdatering, 30. marts 2011:
Nu er det tillige afsløret, at Penkowa har fabrikeret et citat, hvori hun selv bliver rost til skyerne. UR ligger i begejstrings-koma over denne nyhed.