Statsstøtte til køb af oksekød

Uetisk Råds svorne arvefjende, Det Etiske Råd, har foreslået at lægge en afgift på oksekød, fordi produktionen af kødet er skadelig for klimaet. Uetisk Råd vil gerne påpege, at der allerede er lagt en afgift på oksekød; den kaldes “moms” og er på 25 % af varens pris.

Men ellers er Rådet for en gangs skyld stærkt splittet i denne sag; der er nemlig gode grunde til at mene både det ene og det andet:

  • På den ene side vil UR gerne støtte Det Etiske Råds konstante forsøg på at bruge sin tvivlsomme dømmekraft til at lave formynderiske indgreb i borgernes liv.
  • Men på den anden side vil UR ikke støtte forslaget, eftersom vi er tilhængere af CO2 i enhver form, særligt i atmosfæren.

Efter nærmere overvejelser har Uetisk Råd imidlertid skåret igennem og (an)befaler nu følgende løsning: Køb af oksekød skal støttes med statsmidler. Disse midler skaffes ved forhøjelse af sundhedsbidrag og kirkeskat osv. Systemet vil fungere sådan, at køb af kød belønnes med en kontant bonus på 148 % af varens pris. Hvis man eksempelvis går i Kvickly og køber en stor pakke hakket oksekød på 2,5 kg, der er på tilbud til 120 kr., skal man betale de 120 kr. i Kvickly, men får selv udbetalt en belønning på 177,60 kr. fra staten.

Hvis der ikke er mere oksekød (eller bare under alle omstændigheder), skal der suppleres med bøffer fra udryddelsestruede dyrearter som sneleoparder, næsehorn og troværdige politikere m.fl.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.