Trille: Øjet i det høje – analyse af verdens næstbedste sang

Jesper Jensens kamp for skabelsen af socialismens nye menneske har båret frugt. Foto: proacguy1 (CC BY-SA 2.0)
Jesper Jensens kamp for skabelsen af socialismens nye menneske har båret frugt. Foto: proacguy1 (CC BY-SA 2.0)

Både Trille og tekstforfatteren Jesper Jensen er døde. Til gengæld lever f.eks. Lady Gaga og Said Mansour stadigvæk, og sådan er der så meget.

Onde tunger vil måske hævde, at kommunisten Jesper Jensen var hjernedød allerede fra engang i 1960’erne, men den slags rygter skal ikke forhindre os i at mindes Trilles eneste egentlige bedrift i tilværelsen: nemlig at synge en sang med en tekst, der ikke giver mening. Eller rettere: Den giver glimrende mening – meningen er bare forkert.

Eftersom sangen dermed bidrager aktivt til fordummelsen af det i forvejen snotdumme samfund, må den betegnes som en uetisk perle. Faktisk vil Uetisk Råd ikke tøve med at udråbe sangen til at være den næstbedste i hele verden (idet den bedste naturligvis er Sådan er kapitalismen).

Udover det berømte omkvæd – »Ham Gud han er eddermame svær at få smidt ud« – findes tekstens egentlige pointer i en række postulater om Gud, som Trille synger med sin karakteristiske hæse/skrigende/yndefulde stemme i slutningen af hvert vers (strofe):

  • han er streng, men så forbandet uerfar’n
    han har aldrig nogensinde været barn.
  • men selvføl’ig det er synd han har den drift
    det er nok fordi han aldrig selv var gift.
  • han fik aldrig selv sat ild på sin cigar
    for han ordned’ jo Maria pr. vikar.
  • men selvføl’ig hvad har gud forstand på sjæl
    når han aldrig nogensind’ var menske sel’.

Som uetisk analytiker må man naturligvis først og fremmest græde af glæde over de smukke rim, særligt dette:

sjæl – sel’

Det er imidlertid ikke bare formen, der er en kilde til uetisk glæde. Også indholdet er nemlig fyldt med misforståelser, vrøvl og sexisme – og dermed uetisk korrekt.

»aldrig nogensinde været barn«

Påstanden i første vers – at Gud aldrig har været barn – er en bedrift, fordi det glemmer, at Gud ifølge kristendommen lader sig føde (inkarnere) som mennesket Jesus Kristus. Eller med andre ord, så den uetiske læser også kan forstå det: Jesper Jensen og Trille har tilsyneladende overset juleaften. De forsøger altså at latterliggøre kristendommen, men lægger ud med at gå fejl af den mest centrale pointe i kristendommen overhovedet. Heldigt at Bob Dylan ikke har nået at få overrakt sin nobelpris endnu, for så kan den stadig nå at blive givet posthumt til Trille og hendes tekstforfatter, Jesper Jensen.

»aldrig selv var gift«

Den næste påstand er, at Gud aldrig selv var gift. Det hævder kristendommen også. Til gengæld forsøger tilhængere af nyreligiøse bevægelser ved enhver lejlighed at promovere idéen om, at Jesus var gift med Maria Magdalene. Hele Dan Browns Da Vinci-mysteriet er bygget op omkring denne påstand. Hvis man skal tro Jesper Jensen og Trille, er det altså et problem for kristendommen, at den ikke er enig med de nyreligiøse kulter.

Det kunne Uetisk Råd ikke have udtænkt bedre, men nu havde Jesper Jensen jo også gjort det for os.

»han ordned’ jo Maria pr. vikar«

I tredje vers må man naturligvis glædes i sit uetiske hjerte over den gode formulering om at »ordne« en kvinde; man fornemmer tydeligt Trilles enorme engagement og betydning i kvindekampen.

Samtidig demonstrerer Jesper Jensen og Trille også her en vidunderlig forståelse for, hvordan man fordummer folket mest muligt. Påstanden om, at Maria (Jesu mor) skulle være blevet gravid »pr. vikar« overser nemlig igen et centralt dogme i kristendommen: at Jesus blev undfanget af Gud Helligånd.

Den kristne evangelist Lukas formulerer det sådan:

Helligånden skal komme over dig [: Maria], og den Højestes kraft skal overskygge dig (Luk 1,35)

Den kommunistiske evangelist Jesper Jensen misforstår pointen, men præsenterer en formulering, der er uendeligt meget smukkere:

han ordned’ jo Maria pr. vikar.

Uetisk Råd klapper i sine klistrede hænder af begejstring.

»han aldrig nogensind’ var menske sel’«

Det eneste, som Uetisk Råd elsker mere end religiøs undertrykkelse, er religionskritik, der ikke ved, hvad den snakker om. Således også her i fjerde og sidste vers, hvor Trille og Jesper Jensen mejsler deres påstand ud: at den kristne Gud aldrig var menneske, og at det er derfor, han har/er et problem. Det er ganske vist det modsatte af alt, hvad kristendommen på noget tidspunkt har hævdet; men netop derfor er det en vellykket/hjernedød og korrekt/åndssvag kritik. Lige siden Jesu tid har den kristne kirke kæmpet mod kætterske bevægelser, der benægtede Jesu guddommelighed. Nu opfatter Jesper Jensen og Trille så det hele, som om det er kirken selv, der står for de samme kætterier, hvorefter de gør nar ad den af samme grund.

Det, der skulle være en kritik af kristendommen, bliver altså en kritik af en gud, der ikke har noget med det kristne gudsbillede at gøre. Et selvmål af store, uetiske dimensioner og dermed 100 % rigtigt.

Påstanden om en gud, der ikke selv blev menneske, men som alligevel er optaget af sin egen liderlighed, passer til gengæld som afhugget hånd i handske til en helt anden religion, hvilket også allerede har medført en nyindspilning af Trille-klassikeren.

Skriv et svar