Tag-arkiv: Finansministeriet

Vaccinesalg er et uetisk hole-in-one

Foto: EVula (CC BY 2.5)

Politikerne og embedsmændene i Finansministeriet og Sundhedsministeriet har solgt den danske stats vaccinefabrik til nogle arabere, der støtter Det Muslimske Broderskab og har ansat en pakistansk shariadommer, som tidligere har opfordret til at boykotte Danmark.

Salget har indbragt staten 15 millioner kr., men samtidig har staten brugt 14 millioner kr. til et konsulentfirma og mere end 16 millioner kr. til et advokatfirma, der har “hjulpet” ved salget.

De hårdtprøvede medarbejdere i Uetisk Råds tænketank har hele dagen desperat forsøgt at udtænke forslag til, hvordan sagen kunne gøres mere uetisk, end den allerede er, men indtil videre har det været forgæves. Vi afventer derfor hjælp fra Uffe Elbæk.

Opdatering

Ved forenede uetikeres kræfter er det alligevel lykkedes at gøre udgifterne mange gange større:

I alt vurderer Rigsrevisionen, at de samlede udgifter forbundet med salget udgør mellem cirka 1,3 og 1,8 milliarder kroner. (Kilde)

Vi har intet yderligere at tilføje, og det har politikerne heller ikke, da det som sædvanlig ikke får nogen konsekvenser.

Dong var første skridt. Nu sælger vi hele lortet!

Uetisk Råd har netop etableret en gruppe af finansielle rådgivere, der skal stå for at sælge hele Danmark til multinationale spekulanter: Bureaukratisk-Økonomisk Sænketank for Stupid Erhvervspolitik, i daglig tale kaldet BØSSE. Det gælder om at få afsat hele skidtet med maksimal profit for øje (dog ikke for samfundet).

Etableringen af BØSSE følger i kølvandet på de nye afsløringer om det statslige energiselskab Dong. For et par år siden besluttede alle Folketingets partier (undtagen Enhedslisten og DF) nemlig trods mange advarsler at sælge en del af Dong Energy formedelst 8 milliarder kroner til den sympatiske amerikanske investeringsbank Goldman Sachs (der bl.a. har hjulpet Grækenland med at forfalske sine statsregnskaber for at komme med i euroen, hvilket jo sidenhen har vist sig at være en indlysende god idé).

Dengang i 2014 mente Goldman Sachs, at de havde gjort en sindssygt god forretning, og det holdt stik: Nu vurderes deres 8 milliarder at være blevet til mellem 15 og 19 milliarder; altså en forrentning over to år på mellem 88 og 138 %. Direktøren for Dong, der i hvert fald slet ikke har været med til at forfalske værdiansættelsen af virksomheden, belønnes med mange millioner i bonus.

Sænketanken BØSSE er inspireret af strålende forbilleder som Olsenbanden gi’r aldrig op, hvor Europas lande skal overtages af multinationale selskaber i stedet for de uduelige politikere, samt af den tyske Treuhandanstalt, der holdt et korrupt brandudsalg af de fallerede statsvirksomheder i DDR, for slet ikke at nævne den russiske mafias overtagelse af sovjetiske olieselskaber mv. efter kommunismens fald.

Foreløbig er der udnævnt følgende medlemmer af BØSSE:

  • Bjarne Corydon (tidl. finansminister, nuværende konsulent i McKinsey)
  • Henrik Poulsen (tidl. konsulent i McKinsey, nuværende direktør i Dong)
  • Robert Mugabe (præsident og statsødelægger i Zimbabwe)
  • Andre unavngivne repræsentanter for Bilderberg-gruppen

BØSSE vil desuden få hjælp fra den erfarne statsmand Corfitz Ulfeldt (f. 1606), som med sin ekspertise i finansiel svindel og landsforræderi kan yde optimal rådgivning om, hvorledes overskuddet fra brandudsalget af Danmark kan kanaliseres til nye landsskadelige aktiviteter.

Derfor lyver Finansministeriet om flygtninge

Fotos: Johannes Jansson/norden.org (CC BY 2.5 dk)/fdecomite (CC BY 2.0)
Fotos: Johannes Jansson/norden.org (CC BY 2.5 dk)/fdecomite (CC BY 2.0)

Flere flygtninge er en stor belastning af de offentlige kasser, mener Finansministeriet. Men flere flygtninge er også en økonomisk gevinst for staten, mener samme ministerium. Forvirret?

Forklaringen er tilsyneladende, at den første version er til brug herhjemme for at fremme lavere offentlige ydelser, mens den anden version er en løgn, der er lavet for at tilfredsstille EU-kommissionen og bilde den ind, at det går skide gode med de offentlige finanser i Danmark. Sidstnævnte version bliver nu brugt af venstrefløjen til at agitere for mere islamisk indvandring.

Uetisk Råd er hysterisk henrykt over at se denne løgnagtige fordobling af virkeligheden; det samme princip har jo med held været brugt i Grækenland, hvor regeringen med hjælp fra Goldman Sachs forfalskede statsregnskaberne for at opnå flere lån og komme med i eurozonen, skønt alle hjemme i Grækenland vidste, at det hele gik ad helvede til. Rådet har derfor aflyst Kristi himmelfartsdag og synger i stedet lovsange til Claus Hjort Frederiksens tvetungede pris og ære.

UR opfordrer også mere generelt til, at man antager den græske eksfinansminister Yanis Varoufakis som forbillede; det elskede venstrefløjsikon, der gik til angreb på skattely og svindel, er nu nemlig begyndt at holde foredrag til en pris af £ 40.000 per styk, hvorefter han sender pengene i skattely hos araberne i Oman.

At yde efter evne og nyde efter behov.