Det er ikke kun forfattere, der kan slås til riddere af den gode tone, selvom de er stærkt repræsenteret omkring ridderskabets runde bord. Også politikere kan være med, f.eks. Uetisk Råds radikale yndlingspolitiker Zenia Stampe, hvis hidtil største politiske bedrift er, at uetiske folk gjorde nar ad hende, da hendes barn døde under fødslen.
Stampe er blandt meget andet blevet sammenlignet med en anden værdipolitiker, nemlig Adolf Hitler, og som reaktion på denne angivelige tilsvining har hun engageret sig i kampen for at få en ordentlig tone tilbage i den politiske debat. Det indlysende middel, som hun har valgt for at fremme den gode tone, er selv at svine sine modstandere til som bl.a. nazister.
Zenia Stampes ridderslag
Ordenskapitlet for Den Gode Tones Orden har tildelt Zenia Stampe ridderslaget med følgende begrundelse:
I 2014 erklærede Zenia Stampe: »Jeg gider ikke diskutere på DF’s niveau længere«. Hun tilføjede: »Vi skal møde paranoia med ro, fornuft og helt almindelig velfærdspolitik. Det handler om at give alle mulighed for at være en del af fællesskabet. Længere er den ikke.«
For at konkretisere dette ønske om almindelig, sober politik har Stampe siden da ved flere lejligheder beskyldt andre partier i Folketinget for at føre nazipolitik, ligesom hun har omtalt sine politiske modstandere som populister, fusere, fundamentalister og hokus-pokus-partier med vanvittige hallucinationer. Senest har Zenia Stampes mand, Martin Lyngbo, støttet hendes kamp for soberhed og god tone ved at omtale Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen som »en klam pikspiller« (formentlig objektivt korrekt, mener UR).