Tag-arkiv: Poul Madsen

Zenia Stampe – ridder af den gode tone

Det er ikke kun forfattere, der kan slås til riddere af den gode tone, selvom de er stærkt repræsenteret omkring ridderskabets runde bord. Også politikere kan være med, f.eks. Uetisk Råds radikale yndlingspolitiker Zenia Stampe, hvis hidtil største politiske bedrift er, at uetiske folk gjorde nar ad hende, da hendes barn døde under fødslen.

Stampe er blandt meget andet blevet sammenlignet med en anden værdipolitiker, nemlig Adolf Hitler, og som reaktion på denne angivelige tilsvining har hun engageret sig i kampen for at få en ordentlig tone tilbage i den politiske debat. Det indlysende middel, som hun har valgt for at fremme den gode tone, er selv at svine sine modstandere til som bl.a. nazister.

Zenia Stampe, ridder af den gode tone
Zenia Stampe, ridder af den gode tone. Foto: Radikale Venstre (CC BY-NC 2.0)

Zenia Stampes ridderslag

Ordenskapitlet for Den Gode Tones Orden har tildelt Zenia Stampe ridderslaget med følgende begrundelse:

I 2014 erklærede Zenia Stampe: »Jeg gider ikke diskutere på DF’s niveau længere«. Hun tilføjede: »Vi skal møde paranoia med ro, fornuft og helt almindelig velfærdspolitik. Det handler om at give alle mulighed for at være en del af fællesskabet. Længere er den ikke.«

For at konkretisere dette ønske om almindelig, sober politik har Stampe siden da ved flere lejligheder beskyldt andre partier i Folketinget for at føre nazipolitik, ligesom hun har omtalt sine politiske modstandere som populister, fusere, fundamentalister og hokus-pokus-partier med vanvittige hallucinationer. Senest har Zenia Stampes mand, Martin Lyngbo, støttet hendes kamp for soberhed og god tone ved at omtale Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen som »en klam pikspiller« (formentlig objektivt korrekt, mener UR).

UR raser over indisk Hitler-butik

Uetisk Råd overvejer at sagsøge inderen Rajesh Shah, der netop har åbnet en butik ved navn Hitler. Rådet mener, at hr. Shahs brug af et så uetisk navn til en tøjbutik er et klart plagiat af Rådets egen forhandling af uetiske T-shirts mv.

At Ekstrabladet i sin kolportering af nyheden på det nærmeste begår en retskrivningsmæssig voldtægt af det danske sprog, er derimod Rådet en sand glæde.

Hyklerisk minister og underlødig avis

Uetisk Råd er dobbelt begejstret over sagen vedr. Ekstrabladets afsløring af, at miljøminister Karen Ellemann Kharabian (V) er en hykler, der smider store mængder mad ud og ikke frasorterer farligt affald:

På den ene side afsløres ministeren som en mester i dobbeltmoral, der offentligt kræver affaldssortering og taler imod madsvineri, men privat selv gør præcis det modsatte. Dobbeltmoralisten Karen Ellemann føjer dermed et nyt kapitel til beretningen om den ynkelige uduelighed, der har præget hendes ministertid. Kun hendes far, Uffe Ellemann-Jensen, synes stadig at kunne overgå hende i politisk ligegyldighed.

På den anden side fastslår Ekstrabladet endnu en gang, at dagbladet hører til i den uetiske elite, idet bladets skralde-rodende “journalister” ikke holder sig tilbage fra ulovligheder for fremskaffe afsløringer. Bladets chefredaktør, den lille irriterende klovn Poul Madsen, kan således med tilfredshed konstatere, at bladet er nået ned på et nyt usselhedsniveau.