En ung mand er faldet i døden på Ingvar Cronhammars skulptur Elia i Herning. Manden løb om kap med sine venner op ad skulpturen og hoppede derefter over et hegn, således at han faldt ti meter ned og dræbtes.
Uetisk Råd mener, at dødsfaldet må ses i et kunstnerisk perspektiv. Elia er nemlig en skulptur, der har formået at cementere Hernings status som en håbløst kulturfattig provinsby uden raffinement. (Det er i øvrigt indlysende logisk, at et dansk kunstmuseum i Herning har navnet HEART, der lissom betyder Herning Art, altzå international kunst i verdensklasse, ik’å!)
Samtidig tjener skulpturen så fint det uetiske formål at fremmedgøre mennesker fra ethvert tilhørsforhold til verden. Nu, hvor “skulpturen” ikke bare i overført forstand, men helt konkret har kostet sit første menneskeliv, må vi således sige: Det er dét, kunsten kan!
Skulpturen, der kostede 23 millioner kroner at opføre (jo den gjorde, slå det op!), kan to ting: Dels er den i stand til at runge, når lynet slår ned, og dels udsender den en 8,4 meter høj gasflamme på tilfældige (dvs. computerstyrede) tidspunkter. Med andre ord er kunstværket dybest set en bøvsende kolos, der indimellem tænder ild til sine egne prutter.
Ifølge modernistisk æstetik er kunstens opgave jo at provokere og at være farlig, uanset hvad den provokerer, og uanset hvilket formål provokationen tjener (sjældent andet formål end sig selv). Elia er derfor et ægte kunstværk, der provokerer og er farligt, idet værket giver sine ubegavede brugere det nødvendige skub fremad, ud i det blå, hvor de mister fodfæstet og måske finder sig selv. Alle pengene værd.