Tag-arkiv: narko

Christiania

Uetisk Råd er dybt splittet over spørgsmålet om Christianias fremtid. Den ene halvdel (ca. 45 %) mener således, at Christiania bør ryddes med det samme og at beboerne skal tortureres efterfølgende, eftersom vi i Uetisk Råd ikke finder, at der skal være plads til alternative mennesker i fremtidens samfund. Den anden halvdel (50 % – de sidste 5 % nægter at blande sig i politik, da de mener det er uetisk korrekt ikke at bidrage) finder derimod at Christiania skal bevares grundet den store hashhandel. De mener at Christiania er en glimrende “model” som viser, hvordan liberalismen tager sig ud! De forskellige rockergrupperinger og pushere konkurrerer vildt om markedsandele på den berømte “pusher-street”, og de skyr ingen midler. Derfor finder Uetisk Råd da også, at politiet skal holde sig væk og lade markedskræfterne “være i fred”. Ydermere er der også positive aspekter af den omdiskuterede “fristad”. Den store handel med rusmidler er tillige gavnende, da især unge mennesker kan komme derind og købe disse. Derved kan vi presse flere ud på kanten af samfundet, fordi de bliver misbrugere.

Uetisk Råd til Dansk Industri: Sats på lim!

limNår erhvervslivet kommer i krise, hvilket vil ske i løbet af nogle år grundet den stadigt hårdere konkurrence fra Øst, må vort erhvervsliv finde nye markeder. Her er det, at Uetisk Råd kun kan opfordre vore virksomheder til at satse på lim, som kan afsættes på det rumænske marked, hvor mange gadebørn misbruger stoffer; særligt lim er et yndet rusmiddel, som de indtager gennem næsen. De danske virksomheder kunne evt. lave børnevenlige produkter så som “skub-op-lim”, vedlæggelse af legetøj osv. osv…

Rockergrupper – et gavnligt alternativ

I et liberalt samfund må der nødvendigvis også være et alternativ til politiet, så der ikke er et monopol på den udøvende magt. Det er ligesom på arbejdsmarkedet og i markedsøkonomien generelt: Der skal både være en offentlig og en privat udbyder af services. Her er det, at rockergrupperne fungerer som reelle alternative “udbydere”. Disse sørger også for lov og orden – særligt blandt unge mennesker. I praksis benytter rockerne sig af de såkaldte dummebøder. Disse er et godt supplement til politiets bøder.

Ydermere kan disse rockere være som rollemodeller for unge mennesker, som skal lære, hvordan samfundet hænger sammen. Herudover er det store salg blandt rockerne af stoffer et incitament til at støtte disse yderligere. Kun igennem en import af flere rusmidler fra Sydamerika, Afrika og Asien kan disse lande følge med de vestlige lande i bestræbelserne på at nå en efterstræbelsesværdig velstand.