Tag-arkiv: persondata

Uetisk persondata-plan afsløret – så vildt kunne det blive!

Billede: Vincent van Gogh, 1882 / LG (CC BY 2.0)

Uetisk Råd kan hermed afsløre en djævelsk plan (kodenavn: GDPR), som Rådet selv har lagt, hvorfor det i teknisk forstand ikke er en afsløring. Hvorom alting er: Planen skal gøre livet surt for almindelige mennesker ved hjælp af et gigantisk bureaukrati.

Planen kort fortalt

Planen går ud på at indføre en ny, monstrøst omfattende EU-forordning om opbevaring og beskyttelse af personfølsomme oplysninger. Forordningen skal tvinge utallige små virksomheder m.m. til at gennemføre en række ekstremt bureaukratiske og dybest set nyttesløse procedurer, mens store firmaer som Facebook og Google reelt ikke vil blive påvirket, men kan fortsætte med at suge persondata ud af alle kropsåbninger på deres brugere. Som kronen på værket skal alle mennesker tæppebombes med uigennemskuelige mails, der oplyser dem om, at gældende lov stadig er gældende lov.

Uetisk Råd anser det dog for højst usandsynligt, at en så tåbelig lovgivning nogensinde skulle blive indført, men hvis det alligevel skulle ske, kunne man f.eks. kalde loven for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EØS-relevant tekst).

Mobning er en kommunal kerneopgave

Originafoto: Achim Hering
Originafoto: Achim Hering

Middelfart Kommune har desværre undskyldt over for Stephanie Lose (regionsrådsformand i Region Syddanmark), fordi kommunen på en Facebook-side har trykket ‘synes godt om’ til en række nedsættende udsagn om Lose, der bl.a. bliver kaldt Loser(r) og “beskyldt” for at være en dum blondine.

Uetisk Råd er i forvejen varme tilhængere af Middelfart Kommune, der for få måneder siden blev afsløret i at begå grove brud på persondataloven. Desuden mener Rådet, at det er en uvurderlig del af den fælles velfærd, at offentlige myndigheder bruger skattemidler på at tilsvine folk fra andre offentlige myndigheder. Sådan er ægte demokrati!

Rådet opfordrer derfor alle offentligt ansatte til at bruge al deres arbejdstid på at tilsvine hinanden på Facebook (naturligvis kun i det omfang de ikke allerede gør dette).