Tag-arkiv: Facebook

Uetisk persondata-plan afsløret – så vildt kunne det blive!

Billede: Vincent van Gogh, 1882 / LG (CC BY 2.0)

Uetisk Råd kan hermed afsløre en djævelsk plan (kodenavn: GDPR), som Rådet selv har lagt, hvorfor det i teknisk forstand ikke er en afsløring. Hvorom alting er: Planen skal gøre livet surt for almindelige mennesker ved hjælp af et gigantisk bureaukrati.

Planen kort fortalt

Planen går ud på at indføre en ny, monstrøst omfattende EU-forordning om opbevaring og beskyttelse af personfølsomme oplysninger. Forordningen skal tvinge utallige små virksomheder m.m. til at gennemføre en række ekstremt bureaukratiske og dybest set nyttesløse procedurer, mens store firmaer som Facebook og Google reelt ikke vil blive påvirket, men kan fortsætte med at suge persondata ud af alle kropsåbninger på deres brugere. Som kronen på værket skal alle mennesker tæppebombes med uigennemskuelige mails, der oplyser dem om, at gældende lov stadig er gældende lov.

Uetisk Råd anser det dog for højst usandsynligt, at en så tåbelig lovgivning nogensinde skulle blive indført, men hvis det alligevel skulle ske, kunne man f.eks. kalde loven for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EØS-relevant tekst).

Maria Helleberg – ridder af den gode tone

Uetisk Råd har besluttet at indstifte en ny ridderorden: Den Gode Tones Orden. Medlemskab af ordenen gives til personer, der har sat sig for at forsvare det vigtigste, vi har i Danmark, nemlig den gode tone, og som samtidig har sat handling (uanset hvilken slags) bag ordene. I den kommende tid vil en række fremtrædende politikere og kultur“personligheder” derfor blive slået til ridder af den gode tone.

Maria Helleberg, ridder af den gode tone
Maria Helleberg, ridder af den gode tone. Foto: Mogens Engelund

Vi begynder med den dejlige uetisk-feministiske forfatterske Maria Helleberg, der ligesom mange andre forfattere er af den urokkelige opfattelse, at et stort antal solgte bøger er ensbetydende med, at andre skal påtvinges hendes trivielle synspunkter om dette og hint. Således kan banal “kunst” omsættes til banal politik.

Maria Hellebergs ridderslag

Den Gode Tones Orden har tildelt Maria Helleberg ridderslaget med følgende begrundelse:

I 2014 var Maria Helleberg involveret i et projekt, der skulle munde ud i en bog om god tone i debat på nettet. Målet var at hæve debatniveauet over det, der kendetegner pøbelmedier som Facebook og Ekstrabladets “Nationen”.

I en debat på selvsamme Facebook harcelerede Helleberg samtidig over “rige mennesker uden følelse for andet end penge og deraf købt succes”, og da en debattør påpegede hendes urimelige generalisering, svarede hun igen ved at blokere ham med denne velformulerede besked, der viser Hellebergs kunstneriske talent såvel som hendes menneskelige format:

Maria Helleberg. "ved du hvadm, by by svinefjæs"
Bemærk at hele 50 % af ordene er stavet korrekt!

Uetisk Råd ser frem til, at mange vil følge Maria Helleberg ind i den hellige orden af tonevogtere.

Mobning er en kommunal kerneopgave

Originafoto: Achim Hering
Originafoto: Achim Hering

Middelfart Kommune har desværre undskyldt over for Stephanie Lose (regionsrådsformand i Region Syddanmark), fordi kommunen på en Facebook-side har trykket ‘synes godt om’ til en række nedsættende udsagn om Lose, der bl.a. bliver kaldt Loser(r) og “beskyldt” for at være en dum blondine.

Uetisk Råd er i forvejen varme tilhængere af Middelfart Kommune, der for få måneder siden blev afsløret i at begå grove brud på persondataloven. Desuden mener Rådet, at det er en uvurderlig del af den fælles velfærd, at offentlige myndigheder bruger skattemidler på at tilsvine folk fra andre offentlige myndigheder. Sådan er ægte demokrati!

Rådet opfordrer derfor alle offentligt ansatte til at bruge al deres arbejdstid på at tilsvine hinanden på Facebook (naturligvis kun i det omfang de ikke allerede gør dette).

Bomber frem for netadgang

facebook_aquilaFacebook har bygget en drone, der ligner et B2-bombefly, som skal bruges til at levere internetadgang til fattige negre m.fl. ved hjælp af laserstråler. Idéen i konceptet er naturligvis, at man får gratis adgang til at benytte Facebooks egne tjenester, mens man skal betale, hvis man vil anvende andre netsider.

Uetisk Råd er grundlæggende positivt stemt over for idéen om, at onde multinationale koncerner overvåger alle menneskers gøren og laden fra himlen og sender laserstråler ned i hovedet på folk. Spørgsmålet er imidlertid, om man ikke ville gøre brugerne en større tjeneste ved simpelthen at indsætte rigtige bombefly over Afrika i stedet. Døde mennesker behøver ingen netadgang, og derved skaffes der bedre plads til, at rige vesteuropæere kan poste livsvigtige statusopdateringer om deres katte, koncertoplevelser og kærester.

Bomb løs, mener Rådet.

Der er ikke behov for en ny nazisme

Hitler og Mussolini, omkr. juni 1940. Foto: Det Amerikanske Nationalarkiv.

I mange sammenhænge, herunder i grupper som “Danskere imod nynazisme”* på det fordummende Facebook (som Uetisk Råd støtter netop pga. dets fordummende virkning), protesteres der heftigt imod nynazismen. Uetisk Råd tilslutter sig helhjertet bekæmpelsen af enhver form for nynazisme: Nynazismen er et sammenrend af talentløse og gennemført tvivlsomme typer, der helt og aldeles er med til at fjerne fokus fra den gode, gamle nazisme.

Hvorfor indføre en ny nazisme, når man har den gamle?, spørger et uforstående Uetisk Råd, som desuden henviser til islamismen, hvis der vitterligt skulle være behov for et frisk, eksotisk krydderi på den uetiske hylde.

*) Siden affattelsen af denne bekendtgørelse har den pågældende gruppe ændret sit navn til “Danmark Imod Højreekstremisme !”, hvilket er indlysende åndssvagt, eftersom de nazister, de gerne vil bekæmpe, erklærer sig selv for venstreorienterede; således skriver DNSB på sin hjemmeside: “vi er venstreorienterede — ingen tvivl om det!”