Tag-arkiv: Dronning Margrethe

Milena Penkowa ny dronning af Danmark

Dronning Milena I
Foto: Marco Verch (CC BY 2.0)

Det ufatteligt sympatiske og næsten menneskelignende væsen Milena Penkowa har tidligere gjort sig uetisk bemærket ved at blive dømt for både det ene og det andet samt ikke mindst det tredje:

Milena Penkowa blev tidligere, i 2010, dømt af byretten for underslæb, dokumentfalsk og falsk anklage mod en af sine studerende. I august 2012 blev hun af det statslige uredelighedsudvalg (UVVU) dømt for videnskabelig uredelighed i to sager. Året efter blev hun dømt uredelig i yderligere fire sager, og samme år tabte hun den injuriesag, som hun havde anlagt mod [journalist Poul Pilgaard Johnsen] efter afsløringerne i Weekendavisen.*

Nu har Østre Landsret så enstemmigt fundet hende skyldig i dokumentfalsk, og derfor slipper hun selvsagt for straf, da sagen er forældet. Hun er med andre ord “frikendt”, som hun selv understreger. Landsretten udtaler:

De forfalskede dokumenter [havde således] til formål at dække over uredelighed i forskningsresultater, som tiltalte havde offentliggjort i et prestigefyldt fagtidsskrift og herefter indgivet som en del af sin doktorafhandling. Uredeligheden havde karakter af konstruktion af medicinske forskningsresultater og var således i sig selv udtryk for en ikke ubetydelig kynisme.*

UR er naturligvis glad for, at domstolene tager let på videnskabelig fabrikation – særligt inden for områder som medicin, hvor resultater er særligt egnede til at påvirke folkesundheden i uetisk retning. Fra forskning til faktura, som Milenas gamle velynder, Helge Sander, plejede at sige; og det er jo lettere at skrive nogle fakturaer, når man selv har opdigtet forskningsresultaterne. Ralf Hemmingsen er ligeledes blevet belønnet som fortjent efter sin indblanding i Penkowas sager, idet hans kontrakt som rektor for Københavns Universitet er blevet forlænget.

Rådet mener, at en passende belønning til den folkekære Milena må være at sætte hende på tronen som ny dronning af Danmark. Dronning Margrethe taler jo alligevel ikke om andet end Danmark og kristendom og andre forkastelige sager, hvorimod Milena I taler om det, som alle andre også taler om: sig selv.

* Kilde: Weekendavisen

Enevælden bør genindføres

Enevældens indførelse i 1660 var et positivt tiltag fra kongens side. Desværre mistede vi den katolske kirkes indflydelse i Danmark ved Reformationen i 1536, og den protestantiske kirkes tilstedeværelse blev derved en kendsgerning i vort kongerige. Derfor var det godt, at en så human kirkeinstitution blev frataget magt og indflydelse ved enevoldsregimets indførelse.

Hvad der imidlertid gik galt, grueligt galt, var Grundlovens indførelse i 1849, som gradvist indførte demokratiet. Derved mistede vi altså en enevældig konge, som kunne styre landet med hård, fast hånd. Dette har mange unge mennesker i dag brug for, da vort liberale samfund lærer disse, at vi skal leve i tolerance og fred. Uetisk Råd mener derfor, at enevælden skal genindføres og Dronning Margrethe skiftes ud med Mugabe.

Dronningens bog

Efter at en journalist fra Jyllands-Posten har skrevet en bog om dronningen, hvori sidstnævnte udtaler et ønske om, at vi skal give islam et modspil, kan Uetisk Råd ikke andet end at udtrykke vort ønske om en kraftig justering af denne opfattelse. Hvad med at give protestantismen et modspil? Vi mangler samfunds- og kulturberigende elementer, som indgår i islam: I flæng kan nævnes æresdrab, en rettelig underkuelse af kvinder, totalitær tankegang mv.

Uetisk Råd har kun i en vis grad lagt skjul på vort ønske om at katolicere Danmark. Kun igennem denne del af kristendommen kan vi gøre op med den betonhumanistiske tilgang til tingene, som vi har været pint af siden den demokratiske grundlovs indførelse i 1849.

Det bemærkes, at andre former for protestantisme, f.eks. calvinisme, også kunne bruges i denne sammenhæng; Uetisk Råds holdning til valg af statsreligion defineres således ikke (kun) af dogmatik og fordomme, men også en generel overvejelse om, hvad der i højest muligt omfang vil bibringe mennesker ulykke, sorg og fortrædeligheder.