Tag-arkiv: fly

Sandheden om kampflyene og IC4

Kampflyet F-35 og togsættet IC4 har en række ting til fælles: De er for tunge, de bruger for meget brændstof, de er meget dyre i anskaffelse og drift, og de har massive softwareproblemer. Uetisk Råd kan nu afsløre den virkelige årsag til de mange sammenfald!

Danmark står over for et afgørende valg: Hvilket kampfly skal det danske Luftwaffe bruge i fremtiden? Særligt Boeing F/A-18F Super Hornet har gjort sig bemærket med én afgørende egenskab, nemlig evnen til at lave utallige ordspil (Super Hårnet, Super Horny osv.), og alle venter således i spænding på at få afsløret, om valget mon alligevel falder på Eurofighter Typhoon eller Lockheed Martin F-35 Lightning II (tidligere kendt som JSF, Joint Strike Fighter).

Det har længe været en offentlig hemmelighed, at F-35 var det eneste reelt tænkelige valg, eftersom Danmark allerede har brugt milliarder på at deltage i udviklingen, og det er den amerikanske regerings favorit; så de mange undersøgelser, der skal lede frem til valget af flyet, har derfor efter alt at dømme bare været spil for galleriet og spild af penge.

F-35 på IC4. Foto: U.S. Navy/Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0)
F-35 og IC4 på Aaarhuuus Hovedbanegård. Foto: U.S. Navy/Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0). Billedet er 100 % ægte.

På baggrund af lækkede dokumenter fra Forsvarsministeriets kontor for kampflyprogrammet kan Uetisk Råd nu afsløre, at det ikke er noget tilfælde, at F-35 sammenlignes med IC4, og at de lider under de samme “problemer”. Det skyldes simpelthen, at de er beregnet på at blive brugt sammen. Meningen er, at et F-35 monteres oven på hvert IC4-tog på Københavns Hovedbanegård, og alt efter den aktuelle sikkerhedspolitiske situation vil toget så køre til Ålborg/Lindholm eller flyve til luftrummet over Bornholm (Østfronten). Eventuelle passagerer vil således være med i begge tilfælde, enten som gidsler hos DSB eller som levende skjolde i forsvaret mod Rusland.

Monteringen af F-35 oven på IC4-togene forklarer også, hvorfor IC4 ikke er et el-tog; det er jo ikke nødvendigt, når man har en flymotor. Så det skyldes altså ikke bare manglende forudseenhed, elendig planlægning og almindelig underbegavelse hos skiftende regeringer siden slutningen af 1990’erne, men er derimod et bevidst forsvarspolitisk valg.

BONUSINFO: Det er koncernen bag IC4, der står for at samle og vedligeholde F-35 i Europa!

Formodet terrorangreb i Belgien allerede opklaret

Overbelastet stikdåse
Foto: Leon.obermayr (CC BY-SA 3.0)

Analytikere fra Uetisk Råd har på få minutter opklaret det formodede terrorangreb, der her til morgen fandt sted i en lufthavn og på en metrostation i Bruxelles. De eneste oplysninger, Rådet behøvede for at opklare sagen, var disse:

  1. Der fandt en eksplosion sted næsten samtidigt to forskellige steder i Bruxelles, og mange er blevet dræbt.
  2. Der blev hørt høje arabiske råb i forbindelse med eksplosionerne.

Konklusionen er derfor helt oplagt og stensikker:

Der var ikke tale om islamisk terror, men om en fejl i de elektriske installationer. De påståede arabiske råb var resultatet af et akustisk fatamorgana.

Selv tak.

Putin, MH370 og ufoerne på Sydpolen

Det hævdes nu, at flyet MH370, der forsvandt for snart et år siden, i virkeligheden blev omdirigeret til Antarktis. Uetisk Råds luftfartssikkerhedsanalytikere er enige i påstanden, der derfor nu kan betragtes som et faktum.

Hvorfor? Jo, som bekendt forsvandt der to fly fra Malaysia Airlines i løbet af 2014: MH17 blev skudt ned over Ukraine den 17. juli af Rusland eller russisk-støttede oprørere, efter at Uetisk Råd den 28. april havde opfordret til at sætte nazi-ufoer ind mod aliens i Østukraine. Derfor er det jo indlysende, at det også var russiske aliens, der allerede den 8. marts brugte MH370 til et terrorangreb mod Neuschwabenland på Sydpolen. Det hele hænger sammen!!

bevis-mh17-mh370