Tag-arkiv: kirke

Donald Trump vinder menighedsrådsvalget

Foto: Gage Skidmore (CC BY-SA 3.0)
Foto: Gage Skidmore (CC BY-SA 3.0)

Uetisk Råds clairvoyante eksperter kan nu afsløre resultatet af morgendagens valghandling; og noget overraskende viser det sig, at det er Donald Trump, der vinder menighedsrådsvalg 2016 med en stor føring over sine modstandere.

En række præster er meget oprevne over resultatet. De har nemlig hidtil støttet SF ligesom Margrete Auken (i det omfang de ikke simpelthen er Margrete Auken), så nu ved de ikke, hvad de skal stille op.

“Jeg er rystet over, at nogen kan mene noget andet end mig”, udtaler sognepræst Karsten Lovn, der har 15 års erfaring i at omfortolke evangeliet, så det kommer til at ligne folkesocialismen af i går.

I øvrigt kan det samtidig afsløres, at vinderen af det amerikanske præsidentvalg er Sognelisten.

Atomkraft – det endelige svar!

Et stadigt voksende uetisk problem i Danmark er manglen på atomkraft. Uetisk Råd har tidligere behandlet spørgsmålet om kernekraftens fordele og ulemper, men Rådets tænketank har nu udarbejdet en plan af hidtil uset gennemarbejdet kvalitet, som skal øge profitten og utrygheden – ikke bare i storbyerne, men også i provinsen.

Planen udnytter allerede eksisterende bygninger til opførelsen af atomanlæg, og en 3-trinsmodel for gennemførelsen af projektet ser således ud:

  • Centralt beliggende stadions, såsom Parken i København og Århus stadion, ombygges til hovedkraftværker. (Ingen kan lide sport alligevel).
  • Alle sognekirker ombygges til små satellit-kraftværker. Således kommer atomkraften, til alles glæde/rædsel, helt tæt på borgeren.
  • Der opføres kolossale katolske katedraler, naturligvis finansieret af obligatoriske afladsbreve.

Af uetiske årsager foretages alt entreprenørmæssigt arbejde af ukrainske ingeniører med tvivlsomme uddannelser, og der vil blive indkøbt genbrugsmaterialer fra det hedengange Tjernobyl.

Da Vinci-mysteriet

inkvisitionUetisk Råd vil på linje med katolske sammenslutninger rundt omkring fordømme Dan Brown og romanen “Da Vinci-mysteriet” til evig død og pine. Ganske vist er bogens idé god nok, idet den fylder de mange millioner læsere med opspind og uunderbyggede påstande om kristendommen, men da organisationen Opus Dei (“Guds Værk”), der i øvrigt har Franco-forbindelser, optræder som skurkene i bemeldte roman, kan Uetisk Råd alligevel ikke støtte bogen. Opus Dei har taget til genmæle – og Uetisk Råd bakker selvfølgelig vore sjælefrænder op! Vær hilset, oh du store mammaliske mammut!

Katolske præster

Den amerikanske katolske kirke er blevet rystet af en lang række af pædofili-sager, hvor præster er blevet anklaget for at have udnyttet små børn. Det er en kendsgerning, at voksne mennesker som selv er blevet udnyttet seksuelt som børn, ofte får et forskruet sexliv og dermed også et dårligt familieliv (hvis overhovedet noget familieliv). Som Uetisk Råd er bekendt med, er børnefamilier enormt dyre for staten, og vi er således naturligvis på præsternes side i disse sager.

Uetisk Råd ønsker derfor at opgradere den ret svage danske protestantiske kirke til en altoverskyggende katolsk kirke for at sikre, at vores børn bliver opdraget på korrekt vis. Denne nye kirke bør i øvrigt være politisk hovedsæde i det diktatur-sognestyre, som Rådet så rigtigt beskriver i indlægget om kommunesammenlægningen fra d. 23. marts 2005.

Uetisk Råd anbefaler desuden, at præster skal have juridisk immunitet, så de kan få frie hænder for børneopdragelsen.

Kongelige skilsmisser

Da Uetisk Råd principielt er imod ægteskaber, kommer nyheden om den kongelige skilsmisse på et godt tidspunkt. Alle ved, at samfundet ikke har råd til at vie alle disse mennesker. Lad derfor de kongelige leve op til at være rollemodeller for resten af befolkningen. Hvis de kongeliges veje skilles, må det være en opfordring til hr. og fru Jensen. Kirkens bagmænd tjener i disse dage færre og færre penge på ægteskaber i kirken, da flere og flere foretrækker rådhuset. Uetisk Råd billiger denne tendens, men ægteskabet må ophøre helt! Derfor kræver Uetisk Råd, at vi nedlægger samtlige rådhuse.

På længere sigt går Rådet dog ind for en striks rekatolicering af landet, der vil indskrænke folks rettigheder på dette samt mange andre områder.