Tag-arkiv: VM

Nordkorea vandt VM!

Efter at Uetisk Råd tidligere meldte ud, at man bør støtte Nordkorea ved fodbold-VM, er det en stor glæde at kunne konstatere, at vores støtte har båret frugt: Nordkorea, hvis hold ses herover, vandt rent faktisk VM. Kampreferatet fra finalen er hemmeligstemplet, men eventuelle spørgsmål kan rettes til Nordkoreas ambassade:

Den Demokratiske Folkerepublik Koreas Ambassade i Danmark
c/o Arla Foods Amba,
Hovedkontor – Århus
Sønderhøj 14,
8260 Viby J

Støt Nordkorea ved VM!

Nu hvor Nordkorea spiller sin første kamp i dette VM i aften mod Brasilien, bør vi på Uetisk Råds redaktion naturligvis støtte op om vort hold. Nordkorea er et dejligt, åbent og tolerant land. Der er plads til de rette holdninger. Kim Jong-il har vist sig at være en karismatisk leder, som verden har taget imod med åbne arme. Nogen har endda gået så vidt som at kalde ham de nye Messias; så kort vil Uetisk Råd ikke gå: Han er vor nye Gud! Støt derfor op om Nordkorea i kampen mod Brasilien. Nordkoreas kommunistiske overmennesker tværer selvfølgelig de bikini-glade brasilianere ud; Brasilien er bare ingenting!

Opdatering, 22. juni 2010:
Det viser sig, at firmaet Hummel for to sæsoner siden sponsorerede Nordkorea. Fortsæt! mener Uetisk Råd.

Rådet er også begejstret over Hummels uetisk-buddhistiske direktør, Christian Stadil, men mener dog, at hr. Stadil godt kunne trænge til endnu mere inspiration fra Østens religioner, så Rådet opfordrer uden tøven til at indsætte Jong Tae-se som meddirektør i Hummel. Jong har sydkoreanske forældre og er født og har spillet i Japan, men identificerer sig selv som nordkoreaner, idet han holder meget af Nordkoreas værdier, hvorfor han også har udskiftet sit sydkoreanske statsborgerskab med et nordkoreansk, skønt han aldrig har været i sit elskede Nordkorea. Dejligt og rigtigt, mener Rådet, hvis medlemmer alle er borgere i Nordkorea og forskellige andre, uetiske stater, herunder Libyen, Christiania og Vatikanstaten.

Organprofit – vejen frem!

Oven på den dybe skuffelse, som den eksemplariske afvikling af fodbold-VM i det hæsligt-demokratiske Tyskland medførte, er det en usigelig glæde for Rådets uetiske redaktion at erfare, at andre lande i langt større omfang har sans for, hvilke metoder man kan, bør og skal anvende i akkumuleringen af profit. Det er nu nemlig kommet frem, at det herlige, kommunistisk-hyperkapitalistiske Kina helt bevidst og med fuldt overlæg dræber medlemmer af Falun Gong med det ene formål at sælge deres organer:

  • Tusinder af Falun Gong-tilhængere dræbes i disse år uden rettergang af de kinesiske myndigheder. Derefter sælges de dødes organer til folk med behov for en ny hornhinde, lever, nyre, lunge eller et nyt hjerte. Det siger forfatterne til en rapport, som i dag blev fremlagt i Bruxelles.

Falun Gong er en kombineret gymnastik- og religionsbevægelse, hvis navn i sig selv afslører, at den blot fortjener at blive gjort til genstand for latterliggørelse og profitmageri. Gong-gong-gong! Aldrig har man hørt mage. Opdagelsen af den kinesiske stats korrekte forståelse af den af Uetisk Råd formulerede tese om kynisk rationalisme har således i det glorværdige Uetiske Råd medført en nærmest org(i)astisk-ekstatisk glæde, og det er derfor med den allerstørste spændte forventning, at Rådet ser frem til Kinas afholdelse af De Olympiske Lege* i 2008.

*) Et mindretal i Rådet er dog imod De Olympiske Lege indtil det øjeblik, hvor disse omdøbes til De Olympiske Krige. Desuden fremhæves det fra forskellige sider, at Uetisk Råd er imod idræt og sport i almindelighed, men hertil er der blot at svare, at De Olympiske Lege er et så korrupt/nepotistisk og dermed prisværdigt foretagende, at selve deres eksistens er med til at knægte tanken om bevægelse som sådan.

Dårlige udsigter – verdammt!

Wolf Biermann skriver i dagens JP om den yderst uheldige udvikling i Tyskland:

  • “EN NY, SKØDESLØS tone har bredt sig. Og dette spring ud i det åbne har endda elegance og charme og smilende overmod – alle de dyder, som tyskerne totalitært har undertrykt.
    Endelig kan jeg altså juble: De to tyske verdenskriges og de to tyske diktaturers århundrede er forbi. Vi hverken vil eller må glemme vores verdensmesterskaber i skændselshandlinger, om ikke andet så for vores selvrespekts skyld og ud fra klog egenkærlighed. Men vi er kommet ud i det åbne, endelig!(…)

    HVEM VED, måske skal jeg nå at opleve, at tyskerne bliver så frie og selvbevidste, at de kan bruge Brechts børnehymne som hymne for alle landsmænd. Det har jeg foreslået de sidste 40 år igen og igen, også ved mine koncerter – jeg var forud for min tid.”

Uetisk Råd kan kun fordømme denne udvikling! Tyskland må tilbage til sine grundlæggende rødder! At tyskerne nu igen – dels på grund af VM – kan føle sig som et samlet folk, der påny tør vise fanen og tro på den demokratiske fremtid, er for Uetisk Råds redaktion en sørgelig nyhed, som vi kun kan begræde og beklage samt forkaste. Dette i fortiden så storslåede land med både nationalsocialistisk styre og de herlige minder fra DDR-tiden har vakt mange pinsler til det tyske samt andre folkeslag, hvilket Uetisk Råd i mange år glædede sig over.

Derudover var der mange positive aspekter af det faktum, at mange tyskere var bange for at vise glæde ved det land, de bor i. Uetisk Råd ønsker, at folk skal leve i skam.