Tag-arkiv: Mohammed Said al-Sahhaf

Nye mangfoldighedskonsulenter i DR

Modelfoto af hest: Keven Law (CC BY-SA 2.0); tegning: Lukepryke (CC BY-SA 4.0)

Det uetiske medieimperium DR fortsætter med at ansætte sine egne folk i indholdsløse stillinger med millionlønninger uden offentlige stillingsopslag, senest Gitte Rabøl.

Som bekendt er DR ejet af Uetisk Råd (men finansieret af licensbetalerne), og UR kan derfor allerede nu afsløre, hvem der også er på vej til at blive “mangfoldighedskonsulenter” m.m. i DR, samt deres mangfoldige interesser, ekspertiser og tilhørsforhold:

  • Mohammed Said al-Sahhaf / Komiske Ali (mellemøstkender)
  • Jazz, Johannes Langkildes kones hest (Danske Pendlere)
  • Joseph Goebbels (Det Tredje Rige)
  • Pernille Blume og Emma Holten (Danske Naturister)
  • Anders Behring Breivik (politisk aktivist)
  • Peter Lundin (familierådgiver)
  • David Trads (David Trads)
  • René Dif (ekspert i vand)
  • Anthony Scaramucci (master i politisk kommunikation og BDSM)
  • Mette Blomsterberg (Danske Fondantentusiaster)

Uetisk Råds forlængede arm oppe i DR, den arrogante bestyrelsesformand Michael “Palpatine” Christiansen, har ikke afgivet kommentar.

Hil dig, Jeppe Nybroe!

Det har i mange år været almindeligt kendt, at journalister hørte til blandt uetikkens sande støtter: De fylder befolkningen med fordummende artikler og radio-/tv-indslag osv., de fordrejer og fortier, og nu viser det sig til Uetisk Råds jublende begejstring, at de også simpelthen lyver for åben skærm. Således er det kommet frem, at DR’s tv-avis-vært og reporter Jeppe Nybroe har svindlet med tv-billeder fra Irak, og hvad mere – og bedre – er: Han har efter alt at dømme gjort det for at fremstille sig selv i et glorværdigt lys som “manden på pletten”. Netop Nybroe har i årevis været kendt for at lave dejlig, uetisk “journalistik” i form af de såkaldte “faldskærmsindslag”, hvor han flyves ind til de fjerneste egne af kloden for derefter på herlig, selvsmagende vis at fortælle de apatiske seere om noget, som han dybest set ikke ved noget om, hvilket dog heldigvis ikke forhindrer ham i at have en mening derom.

Uetisk Råd ønsker derfor, at Jeppe Nybroe bliver gjort til generaldirektør for såvel DR som TV2, således at hans dejlige kæphøjt-overfriske attitude kan komme til at præge alle kanaler fra de to medievirksomheder (og således at de kan overtage hinandens fejl og tåbeligheder (i det begrænsede omfang dette ikke allerede er tilfældet)). Lad troværdige mediefigurer som Joseph Goebbels (tidligere tysk minister for folkeoplysning og propaganda), Jeppe Nybroe og Mohammed Said al-Sahhaf (tidligere irakisk informationsminister) være forbilleder for alle mennesker i ethvert medie!

Tilføjelse, 6. september 2007:
Afdækningen af Nybroes herlige bedrifter fortsætter.