Tag-arkiv: Jeppe Nybroe

Jeppe Nybroe skriver også bog om Trump

Den klareste stjerne på Danmarks journalistiske himmel, Jeppe Nybroe, står ikke tilbage for Michael Wolff – manden, der netop har skrevet den skandaleombruste bog Fire and Fury om USA’s præsident, Donald J. Trump.

Nybroes nye bog, Ild og rigtig surhed – Mit år med Donald Trump, bygger på 100 % selvoplevede hændelser, idet Jeppe Nybroe uden skyggen af tvivl har opholdt sig i Det Hvide Hus i hele Trumps tid som præsident. Gå ikke glip af de gribende beretninger om, hvordan Trump og Nybroe spiser morgenmad, bliver bortført af mellemøstlige rumvæsner og ser tv. Måske ser du de samme serier som dem!

Blandt de øvrige bidragydere til bogen kan fremhæves chefplagiatrice Annegrethe Rasmussen, hvis selvstændige og knivskarpe analyser af amerikansk politik vil komme som en overraskelse for de fleste (undtagen dem, der har læst originalartiklerne eller nogensinde har set CNN).

Bogens forord er leveret af fhv. og nuv. tilsmudser David Trads, der også har hjulpet Nybroe med at finde kilder ved hjælp af en hemmelighedsfuld proces, som blandt kendere beskrives som “rektum-ekstraktion”.

Den nye bog er tilegnet mindet om adm.dir. Johannes Petersen, Nordisk Fjer.

Annegrethe Rasmussen ny chef på Information

Annegrethe Rasmussen skal regere i de hellige haller! (Information)
Annegrethe Rasmussen skal regere i de hellige haller!

Dagbladet Information skal have ny chefredaktør, eftersom den gamle, Christian Jensen, er skiftet til Politiken, hvor den nasale, selvkørende talerobot Bo Lidegaard er blevet fyret. På mediemetamediet Kommunikationsforum funderer Timme Bisgaard Munk over, hvem der kan tænkes at blive ny rorgænger på Information – både dem, der gerne vil, og dem, der helst vil være fri.

Imidlertid har han overset den mest oplagte af alle kandidater: Annegrethe Rasmussen, der tilmed arbejder for netop Kommunikationsforum. Hvorfor? Derfor:

Har hun de rigtige meninger, og er hun erfaren nok?
Om hun er! Annegrethe Rasmussen er jo på samme tid en amerikansk østkyst-hattedame og en bedrevidende kystbanesocialist fra lidt nord for Østerspelt, kort sagt selve inkarnationen af en Information-læser. Hun har været medlem af Berlingskes chefredaktion, hvor hun blev fyret på grund af plagiat, fordi hun havde afskrevet en lederartikel fra Politiken(!)

Har hun et tilstrækkeligt nært forhold til Information?
Om hun har! Hun har tidligere (ligesom alle andre journalistiske typer i Danmark) arbejdet for Information, indtil hun blev fyret på grund af plagiat – igen. Bonus: Manden, der stod i spidsen for fyringen, er den afgående chefredaktør Christian Jensen, som kaldte hendes afskrift, kildesjusk og citatopspind for »grove overtrædelser af basale journalistiske standarder«.

Kan hun tiltrække de rigtige kræfter til Information?
Om hun kan! Til sit nye hjemmehæklede medie POV.provinsiel har hun allerede kapret journalistiske mastodonter som Maria Helleberg, Jørgen Dragsdahl og Jeppe Nybroe – kort sagt alle de bedste fra det forrige årtusinde. De følger nok gerne med over til Information, hvor Annegrethe Rasmussen i kraft af sin integritet og sit vindende væsen sikkert også vil kunne tiltrække andre perler som Kurt Thyboe (Ugens Rapport), Eric Danielsen (Månedens Stalinist) og Karen Thisted (Årets Uetiker).

POV.provinsiel: ny farlig konkurrent til Uetisk Råd

pravda_pov_international_kgb_annegrethe_rasmussen_joergen_dragsdahl_jeppe_nybroe_leninDet nye onlinemedie Point of View / POV.international er blevet lanceret. Uetisk Råd troede først, at der var tale om ét af Rådets egne projekter, men omfattende undersøgelser af Rådets organisation og dets skumle kældre har dokumenteret, at mediet ikke er skabt af UR. Det skulle man ellers tro, når man ser, hvem der findes blandt mediets ledere og bidragydere:

  • Annegrethe Rasmussen, kendt for masseplagiat begået på Information, Altinget, P, Berlingske, Elle mv.
  • Jeppe Nybroe, kendt for at producere forfalskede reportager til fordummelsesmediet DR (som tidligere er blevet overtaget af Uetisk Råd).
  • Jørgen Dragsdahl, kendt for ikke på nogen som helst måde at have haft nogen form for tilknytning til KGB eller Sovjetunionen. Faktisk er Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl nok det menneske i verden, der er mest kendt for aldrig nogensinde at have været påvirkningsagent for KGB (trods de mange møder med ansatte i KGB og det vedholdende arbejde med at udbrede sovjetisk desinformation i offentligheden).
  • Maria Helleberg, kendt for at kræve god tone i debatten, hvorefter hun kaldte en debattør for svinefjæs.

Uetisk Råd undrer sig over, at f.eks. Mads Qvortrup og Michael Qureshi (endnu?) ikke er på listen. Vi hilser konkurrenten velkommen/forbander den langt væk, idet Rådet dog opfordrer POV.international til straks at tage navneforandring til POV.provinsiel – en ærligere varebetegnelse for den type postfaktuel, uetisk “journalistik”, som udsendes fra skribenternes hånd, eller hvilket organ de nu måtte bruge til at skrive med.

Plummer burde blive

plummerDR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, har forsøgt at handle med fortrolige oplysninger for at undgå at blive fremstillet som en horebuk; han har fremsat udokumenterede beskyldninger om regnskabssvindel; og nu beskyldes et firma, han er formand for, for svindel.

Som generaldirektør har Plummer således alle de egenskaber, Uetisk Råd kunne ønske sig, og Rådet er derfor meget fortørnet over, at Klummer er gået af.

Hvis det ikke kan være anderledes, vil Rådet imidlertid stå fast på sin tidligere anbefaling, nemlig at gøre fupmageren Jeppe Nybroe til direktør for DR (og for TV2!). Nybroe vil kunne videreføre den blanding af svindel og inkompetence, som har været Plummers kendetegn.

Eksklusivt interview med Jeppe Nybroe

jeppe_nybroeJeppe Nybroe – sensationsjournalisten, der i 2007 blev fyret fra DR, fordi han manipulerede i sine indslag – viser sig endnu engang som en sand uetiker, idet han nu også sidder og flæber i Politiken, således at han belemrer nationen med sine tanker om, hvor forfærdeligt det er at blive taget i at svindle og bedrage. Lige en mand efter Uetisk Råds hoved, med andre ord, og Rådet vil da heller ikke stå tilbage for det uetiske Politiken, så UR’s redaktion har sikret sig sit eget interview med Jeppe Nybroe, der netop nu rapporterer fra Napoleonskrigenes rædsler.

Jeppe, hvad følte du, da du første gang ankom til slagmarkerne ved Austerlitz, Waterloo, Jena og Auerstädt mv., hvor du lige nu befinder dig (alle fire steder!)?

– Jeg er rigtig glad for, at du stiller mig netop det spørgsmål. Svaret er selvsagt, at jeg følte mig rigtig glad for mig selv!

Jeppe, kan du sige lidt mere om det? Hvad gik der igennem hovedet på dig?

– Jamen, det var vel mest tanken om, hvor godt og storslået et menneske jeg i virkeligheden er. Men det er sjovt, at du spørger, for lige nu er der faktisk også gået en kanonkugle igennem hovedet på mig. Men det er jo den slags, man må leve med, hvis man vil have den gode historie hjem at the end of the day, som vi siger i branchen.

Ja, Jeppe, i branchen, siger du… I branchen går der lige nu nogle rygter om, at du er mor til Tøger Seidenfaden. Er det rigtigt?

– Ja, den er god nok. Jeg fødte Tøger Seidenfaden for 4½ måned siden.

Tak!

– Selv tak.

Det var så lidt!

– Årh, det ved jeg nu snart ikke. Jeg er glad for, at I kom.

Hej-hej!

– Hej!

Hil dig, Jeppe Nybroe!

nybroeDet har i mange år været almindeligt kendt, at journalister hørte til blandt uetikkens sande støtter: De fylder befolkningen med fordummende artikler og radio-/tv-indslag osv., de fordrejer og fortier, og nu viser det sig til Uetisk Råds jublende begejstring, at de også simpelthen lyver for åben skærm. Således er det kommet frem, at DR’s tv-avis-vært og reporter Jeppe Nybroe har svindlet med tv-billeder fra Irak, og hvad mere – og bedre – er: Han har efter alt at dømme gjort det for at fremstille sig selv i et glorværdigt lys som “manden på pletten”. Netop Nybroe har i årevis været kendt for at lave dejlig, uetisk “journalistik” i form af de såkaldte “faldskærmsindslag”, hvor han flyves ind til de fjerneste egne af kloden for derefter på herlig, selvsmagende vis at fortælle de apatiske seere om noget, som han dybest set ikke ved noget om, hvilket dog heldigvis ikke forhindrer ham i at have en mening derom.

Uetisk Råd ønsker derfor, at Jeppe Nybroe bliver gjort til generaldirektør for såvel DR som TV2, således at hans dejlige kæphøjt-overfriske attitude kan komme til at præge alle kanaler fra de to medievirksomheder (og således at de kan overtage hinandens fejl og tåbeligheder (i det begrænsede omfang dette ikke allerede er tilfældet)). Lad troværdige mediefigurer som Joseph Goebbels (tidligere tysk minister for folkeoplysning og propaganda), Jeppe Nybroe og Mohammed Said al-Sahhaf (tidligere irakisk informationsminister) være forbilleder for alle mennesker i ethvert medie!

Tilføjelse, 6. september 2007:
Afdækningen af Nybroes herlige bedrifter fortsætter.