Tag-arkiv: Peter Fischer-Møller

Peter Fischer-Møller arbejder hver dag med at fremme islam i Danmark. Siden 2008 har han også været biskop i Roskilde Stift.

Vi må have dialog om forfølgelse af kristne, mener Danmission og UR

Generalsekretær Jørgen Skov Sørensen. Pressefoto: Danmission.

Danmissions opgave er ikke at missionere for kristendommen eller at bekæmpe forfølgelse af kristne. Derimod er organisationen til for at moderere debatten om islam og kristendom, siger generalsekretær Jørgen Skov Sørensen i en artikel med den Cavling-uetiske overskrift “Danmission: Penge til forfulgte kristne kan forværre islam-debat”.

Debatten om massedrab og fordrivelse af kristne er nemlig lidt for sort/hvid, mener den sympatiske generalsekretær.

Uetisk Råd er naturligvis med generalsekretæren hele vejen. Interessant nok viser fortrolige oplysninger, som Uetisk Råd via lyssky kanaler er kommet i besiddelse af, at Jørgen Skov Sørensen også er generalsekretær for en lang række andre organisationer, der følger samme fremgangsmåde som Danmission: nemlig at arbejde for det modsatte af det, der er deres formål.

For at spare diverse journalister for besværet med at lave nye interviews med generalsekretæren har Uetisk Råd udarbejdet et nemt skema, der kan bruges som generator af idioti beskrivelse af Jørgen Skov Sørensens arbejde:

Debatten om muslimers forfølgelse af kristne er for sort/hvid, udtaler generalsekretær Jørgen Skov Sørensen fra Danmission
kræft Kræftens Bekæmpelse
ødelæggelse af koralrev WWF
vold mod børn Børns Vilkår
krigsforbryderes overlagte folkemord Den Internationale Krigsforbryderdomstol
bevidst ødelæggelse af oprindelig natur Danmarks Naturfredningsforening
mishandling af katte Kattens Værn
Holocaust Simon Wiesenthal-centeret
voldtægt Landsorganisationen af kvindekrisecentre
Kinas undertrykkelse af Tibet Støttekomitéen for Tibet
Anders Breivik Foreningen for pårørende til Utøya-ofrene

Uetisk Råd har hele dagen forsøgt at få en kommentar fra Danmissions bestyrelsesformand, Peter Fischer-Møller, der imidlertid kun svarede i form af uartikulerede skrig fra toppen af sit palmetræ ved bispegården i Roskilde. En talsmand for biskoppen har dog velvilligt forklaret, at selvom islam og kristendommen er hinandens modsætninger, er de alligevel det samme.

Valgdrama: Nikita Klæstrup ny biskop på Lolland-Falster

Den tidligere biskop, Steen Skovsgaard (t.v.), og den nyvalgte, Nikita Klæstrup. Pressefoto: Lolland-Falsters Stift.

Først lavede PWC-revisorerne kludder i Oscar-uddelingen, da en forkert film blev udråbt som årets bedste. Nu er bispevalget i Lolland-Falsters Stift blevet ramt af et tilsvarende kaos: Til de flestes overraskelse er det nemlig Nikita Klæstrup, der er blevet udråbt til at skulle efterfølge Steen Skovsgaard som tilsynsførende for kirken på sydhavsøerne.

Nikita Klæstrup var tidligere ungdomspolitiker i Guldborgsund Kommune, men har siden 2015 været beskæftiget som blogger og perzon.

Valghandlingen tog en dramatisk drejning, da resultatet skulle oplæses. “De gav mig en forkert konvolut”, siger den rystede formand for valgbestyrelsen i folkekirkens mindste stift, der imidlertid ikke ser nogen mulighed for at ændre på afgørelsen. “Jeg kan ikke lide koriander”, tilføjer Nikita Klæstrup, imens hun tager sit tøj af.

Klima-kritik fra Roskilde

Fra naboerne i Roskilde Stift lyder der kritik af valgets chokerende forløb. “Det er klimaforandringernes skyld”, mener biskop Peter Fischer-Møller, der sammen med sin kollega i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, nu vil iværksætte en dialogkonference for at belyse, hvordan valget af Nikita Klæstrup bedst kan forenes med folkekirkens fortsatte støtte til udbredelsen af islam.

Også fra andre dele af landet strømmer det ind med udtalelser om det forbavsende valgresultat. Århusbispen, Henrik “Kommunikator” Wigh-Poulsen, har dog ikke kunnet finde ud af at tænde mikrofonen. Til gengæld udtrykker de nordjyske bisper i Viborg og Ålborg (som Uetisk Råd ikke kan huske navnene på) et håb om, at Klæstrups indtræden i bispekollegiet vil styrke fagligheden i folkekirken. “Hun ligger trods alt på top tre blandt de ti bisper, når det kommer til teologisk sagkundskab”, udtrykker de to i kor, mens Københavns primas, Peter Skov-Jakobsen, tilføjer: “Er der mere sovs?”

Russisk hakking af datamaterne?

Nikita Klæstrup blev i 2015 både Danmarks mest google politiker og landets mest google kvinde.  Men kan det virkelig bare være revisionsfejl, der nu har gjort hende til lollandfalstersk biskop?

Nej, mener en kilde, der i stedet peger på, at valgresultatet meget vel kan skyldes russisk manipulation. Menighedsrådsmedlemmerne har nemlig for første gang skullet stemme elektronisk ved bispevalget. “Det er vist Putin, der har hakket sig ind i ministeriets datamater!”, udtaler kilden og griner umotiveret og meget nasalt. Kilden har fremlagt overbevisende dokumentation for Uetisk Råd.[1]


Noter

[1] Ellemann-Jensen, U. (2017): Spiritistisk session (Uffes Ouijabræt).

Roskilde-biskop: Vi må ikke dæmonisere Satan

Foto: Martin Munch/Roskilde Stift
Foto: Martin Munch/Roskilde Stift

Biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller, har længe været Uetisk Råds betroede medarbejder og agent på det folkekirkelige område. På ægte journalistisk vis har Rådet nu ladet en anden af sine medarbejdere interviewe biskoppen for at høre mere om hans syn på dæmonisering.

Peter Fischer-Møller, er det rigtigt, at du advarer imod dæmonisering, sådan som du lige har fortalt mig?

»Det er helt rigtigt, ja. Vi skal passe meget på, at vi ikke dæmoniserer, for hvis vi dæmoniserer folk, gør vi dem til dæmoner, og det er jo ikke så godt.«

Har du nogen særlige grupper eller enkeltpersoner i tankerne?

»Ja, for eksempel burde vi nok tale pænere om Satan. Jeg mener: Bare fordi han er Satan, er det jo ikke ensbetydende med, at han er Djævelen selv.«

Jo, det er det jo faktisk!

»Nå ja, det kan man sige, tihi. Men vi skal i hvert fald passe rigtig meget på, ja vi skal. Jeg er selvfølgelig ikke selv satanist, men det betyder jo ikke, at vi skal gå i den anden grøft og uden videre skal forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen!«

Men det er jo ellers præcis det, folkekirken gør i sin trosbekendelse?!

»Ja … ja, jo, det kan du selvfølgelig have ret i, når du absolut vil stille det op på den måde. Men det gælder på mange andre områder. Vi kunne for eksempel nævne de rabiate imamer. Altså, bare fordi de siger, at de går ind for stening og piskning af uskyldige kvinder, er det jo ikke ensbetydende med, at de går ind for stening og piskning af uskyldige kvinder! Her er det vigtigt, at vi ikke skærer alle over en kam. Jeg skal jo ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt de vil indføre et kalifat, bare fordi de selv siger, at de vil indføre et kalifat. Vel?«

Det må du vist uddybe lidt.

»Jamen, hvis vi nu sørger for at udstille de radikale imamer i fuld offentlighed, så vil vi svække dem. Man skal også passe lidt på med at sammenligne med nazismen, men man kan jo sige, at det var det samme, der skete med Hitler: Da han først fik rigtig meget opmærksomhed, gik hele hans bevægelse jo lidt i sig selv igen.«

Nej.

»Nejnej, men du forstår jo, hvad jeg mener, ikke?«

Det ved j…

»Du har vist ikke været konfirmand hos mig, hva’? *Fnis*. Nej, jeg mener bare, at hvis vi nu sørger for at gå i dialog med islam, så undgår vi at fordømme det. Hvor ville vi være henne, hvis vi skulle gå rundt og mene, at folk, der mener noget andet end os, mener noget andet end os? Bare fordi man er kristen og tror på den treenige Gud, betyder det jo ikke, at man ikke kan anerkende, at muslimerne også kan have ret, når islam fordømmer tanken om den treenige Gud. Hvis det var sådan, skulle folkekirken jo tage afstand fra islam, og hvor ville vi så være henne?«

Men i en af folkekirkens trosbekendelser (Den Augsburgske Bekendelse, UR) fordømmes islam jo netop af denne grund!

»Nej, det kan jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har læst noget om. Det må du have misforstået. Haha! Men jeg mener bare helt grundlæggende, at man ikke skal være så overfladisk. Folk er ikke altid, hvad de giver sig ud for. Det er jo lidt ligesom med mig selv: I nogle belysninger ligner jeg lidt en abe, men det betyder jo ikke, at jeg er det, vel? Hihihihi.«

(Her mistede UR forbindelsen til den udsendte medarbejder, idet Peter Fischer-Møller greb ham og kravlede op på taget af Roskilde Domkirke. Et udvalg under Roskilde Stift overvejer lige nu, om UR-medarbejderen skal betale entré for sit ophold på kirketaget, ligesom folk betaler 60 kr. for at komme ind i kirken).